Signe (Roman) -- Signes hjemkomst (roman) -- Den tyske hemmelighed ... (dvd)

Af Thomas Petersen

Dette er historien om en ung smuk piges gengældte og indtil døden kærlighed til en tysk officer. Om hendes trængsler i et sønderbombet Tyskland. Og om hendes desperate jagt for at genfinde sit livs kærlighed. Det er også historien om en lille piges opvækst og skolegang under konstante beskyldninger for at være en tyskertøs. Det viser sig imidlertid langt senere, at hun er frugt af en amerikansk officers overgreb på hendes mor. Altså ikke en frugt af taberne, men derimod af sejrherrerne. Og derfor nu en pige med heltestatus. Hun vidste det bare ikke, den gang hun havde brug for det.

De to bøger og filmen fortæller tilsammen en fascinerende, rørende og oprørende historie om halve sandheder, om bedrag og løgne, om svig og svigt, men også om evig kærlighed.

Lars Johansson (født 1949 ) er primært kendt som en dygtig skaber af dokumentarfilm. Han er uddannet fotograf i 1982 fra Kulturhistorisk Museum i Randers. I perioden 1986-2004 arbejdede Johansson primært som filminstruktør og manuskriptforfatter. Han har i den sammenhæng instrueret en lang række kort- og dokumentarfilm, f.eks. den meget roste film om Anholt og nærværende prisbelønnede Den tyske hemmelighed. Romanen Signe er Johanssons skønlitterære debut. Den og efterfølgeren er i høj grad præget af netop hans evner som dokumentarist.

”Hun vågner med fornemmelsen af, at toget står stille. Den fremadskridende bevægelse er ophørt. Det er, som om hun sidder i en mørk og fremmed stue og nogen rusker hende frem og tilbage, uregelmæssigt, insisterende, som ville man vække hende til en vigtig besked. Hun åbner øjnene. Mørket i kupeen er totalt og uden dybde”, (side 9).

Sådan lyder den foruroligende indledning til Signe. Vi befinder os i et troppetransporttog, og tiden er februar 1945. Lidt senere læser vi:

”Toget skramler, men nu er der også en anden lyd, en fjern torden nærmest. Først er den ikke til at skelne, men lidt efter lidt bliver den tydelig. Alle i togvognen er vågne nu. Alle lytter: Er det...nej, det kan ikke passe...jo, nu kommer det igen. Men er det et uvejr eller...? Det lyder som en vedvarende rumlen, hvor høje tordenskrald ind imellem blander sig. Lyden stiger og falder, højere og lavere. Ingen i kupeen rører længere ved mørklægningsgardinet, ingen siger noget, alle fornemmer omfanget. Det er ikke nogen flyveplads, ikke noget militæranlæg eller nogen lille by”, (side 12).

Nej, det er den tyske by Dresden og de allieredes terrorbombardement af millionbyen i februar 1945, som passagerne her oplever på nærmeste hold. Og det er Signe Gondrup, der på et troppetransport-tog er på vej til sin Felix med efternavnet Markworth. En tysk officer, som hun havde mødt i Silkeborg et par år tidligere og var blevet dybt forelsket i. På trods af, at de begge var gift i forvejen. Signe var efter mødet med Felix blevet skilt fra sin mand, så de forelskede kunne leve deres kærlighed ud – netop i skovene omkring Silkeborg.

Et forhold, der varede til slutningen af 1944, hvor ingeniøren og officeren Felix var blevet forflyttet til Holoubkov syd for Prag, hvor han skulle være chef for en våbenfabrik. Her omkom hans kone imidlertid under et bombardement, og han var nu efterladt alene med 3 mindreårige børn. Felix sender bud efter Signe, som han tilbyder officielt at være husholderske for ham og børnene – i virkelighedens verden også hans elskerinde. Og Signe tog straks af sted og nåede frem. Felix´ mor er alt andet end begejstret for arrangementet. ”Die dänische Hure”, som hun fra første færd kalder Signe.

Men vi er i verdenskrigens sidste fase, bombardementerne bliver stadig hyppigere, og Den røde Hær nærmer sig Böhmen. Felix vælger sammen med familien, inkl. Signe, at flygte sydpå med retning mod sit hjemsted, Ansbach, i nærheden af Nürnberg i delstaten Bayern i håb om her at støde på den amerikanske front. Og for at undgå at falde i russernes kløer. Undervejs i et par lastbiler oplever de landeveje, overfyldte med flygtninge som dem selv og med samme mål. Signe, der ikke har kørekort, sidder bag rattet i den ene af lastbilerne. Hendes kamp med den dobbelte udkobling er sammen med det kaotiske sceneri mesterligt beskrevet. De når frem til Ansbach, men Felix bliver ret hurtigt interneret af amerikanerne, og efter krigsafslutningen af dem i henhold til Jalta-aftalerne udleveret til russerne.

Signe bliver derefter for en tid alene-stedmor for de tre mindreårige børn – indtil de af myndighederne bliver anbragt på et børnehjem. Hun er atter alene og begynder sin langvarige og besværlige rejse nordpå og hjem. Gennem et Tyskland, sønderbombet og parkeret i Stunde Null, og hvor det gængse betalingsmiddel var enten cigaretter eller kvinders kroppe. Hvad Signe foretog sig i detaljer i den tid står lidt uskarpt i romanen. Men hun møder en amerikansk officer, bliver gravid og føder sit barn i en amerikansk interneringslejr – en pige, som hun navngiver Kirsten.

Signe blev en bestseller – solgt i ikke mindre end 60.000 eksemplarer.

Signes hjemkomst er en selvstændig fortsættelse af Signe. Forstået på den måde, at de to romaner udmærket kan læses uafhængigt af hinanden. Men fundet af nyt materiale har bevirket, at Lars Johansson har givet sig i kast med et nyt bind. Og føjet nye brikker til billedet af Signe.

Om forholdet mellem fiktion og fakta har forfatteren i et interview i Randers Amtsavis udtalt:

”- det er vigtigt for mig, at jeg er tro mod de fakta, jeg har – som den 30 sider lange tidslinje med oplysninger, jeg har udarbejdet, hvor jeg på dato ved, hvornår hvad skete for hende. Og resten af historien skal så være sandsynlig. Jeg har også i arbejdet med Signes hjemkomst brugt meget tid på research, f.eks. på at besøge de arresthuse og fængsler, hun var indsat i”.

Den 23. februar 1948 vender Signe endelig hjem til Danmark. Med sin nu halvandet år gamle datter Kirsten på armen. Hun har mistet kontakten til Felix, men absolut ikke sin kærlighed til ham. Straks ved ankomsten til Padborg bliver Signe imidlertid arresteret af dansk politi og sigtet for angiveri. Opholdet i Padborg og Signes tankeverden, mens toget holder på stationen er mesterlig beskrevet – detaljen er vigtig for Johansson.

Signes datter bliver anbragt hos morforældrene i Skanderborg, mens hun selv bliver indsat i Silkeborg arrest. Igen bringer forfatteren detaljerne i et fortættet spil. Sigtelsen for angiveri, der efter loven er noget andet end stikkeri, viser sig at relatere til en episode kort efter Felix´ afrejse til Böhmen i efteråret 1944. Signe og en veninde havde på et konditori i Silkeborg følt sig groft chikaneret af to fulde danske mænd, der blandt andet havde kaldt dem tyskerpiger. Signe havde dernæst til hjælp prajet en tysker udenfor, som hun kendte. Og de to danske mænd var blevet taget med, men efter kort tid atter løsladt. Signe idømmes to års fængsel og sendes til afsoning i Horserød. Igen en mesterlig beskrevet rejse, bl.a. på storebæltsfærgen. Men også i Horserød viser Signe sig som den survivor, hun i alle livets forhold er. Hun viser sig at være dygtig til at sy og opnår snart privilegier ved f.eks. at sy uniformer til fængselspersonalet. Efter et halvt års afsoning bliver hun prøveløsladt.

Signe er en meget smuk og fotogen kvinde, som man kan forvisse sig om på de autentiske fotografier, der er spredt rundt i bøgerne. Hun er også ferm til at pleje sin skønhed og samtidig være velklædt på trods af alle ydre forhold. Men læserne oplever også, at Signe ikke altid har været let at omgås. Man sporer heller ikke megen kærlighed til eller omsorg for Kirsten, som forbliver i pleje hos morforældrene i Skanderborg – også efter løsladelsen. Signe ønsker hende ikke til København.

Signe bosætter sig i hovedstaden, men alle hendes tanker drejer sig om Felix og eventuelle livstegn fra ham. Han er blevet en besættelse for hende, og for sig selv synger hun: ”Liebe kann nicht Sünde sein, doch wenn sie es wär … dann wär´s mir egal”. Frit oversat: ”Hvis kærlighed er en synd, så rager det mig en høstblomst”. Men det viser sig, at Felix er i live og er blevet løsladt efter 5 års strafarbejde i Tjekkoslovakiet. Signe får det at vide gennem Røde Kors, har derefter kun et mål og en tanke. Sporenstregs at rejse til Ansbach for at genforenes med ham. Hun når frem, men hvad der herefter sker, skal ikke afsløres her. Det er ikke for sarte sjæle.

Signes hjemkomst kan som nævnt udmærket læses uden, at man har læst forgængeren. Undervejs indfletter forfatteren nemlig på rette sted små resumeer af centrale handlingsforløb i forgængeren Signe. Disse afsnit er til gengæld måske en anelse trættende for den læser, der har læst den første bog. Nyt i Signes hjemkomst er imidlertid, at læseren her erfarer, at Kirsten er frugt af en voldtægt, begået af en amerikansk officer ved navn Elmer George.

Undervejs i Signes hjemkomst mærker man som læser, at forfatteren ved siden af den gode historie også har andre dagsordener. Han sætter f.eks. spørgsmålstegn ved det officielle Danmarks ret så barske reaktion overfor ”de små fisk” efter 1945. Som overfor de kvinder, der havde haft – også seriøse - forhold til tyske soldater. Eller overfor de arbejdsløse og fattige familiefædre og andre mænd, der efter dansk opfordring havde søgt beskæftigelse i Tyskland. Endvidere er han mellem linjerne yderst og berettiget kritisk overfor det straffelovstillæg, som Rigsdagen grundlovsstridigt vedtog med tilbagevirkende kraft. Forfatteren kalder selv bogen for ”et godt eksempel på en personlig vinkel på retsopgøret. På hvordan en tilfældig hændelse under besættelsen kan få store konsekvenser. Og på hvordan man kan komme igennem en barsk tid og videre som den stålsatte overlever, Signe var”.

De to bøger er begge velskrevne og fængslende i deres indhold. Lars Johansson er detaljens mester, og han kæler for den. Han er også en stor kender af det kvindelige sind. Tilsammen er bøgerne med andre ord ikke blot en historie om besættelsen og 2. Verdenskrig, set med tabernes øjne, men også om ”tyskerpigerne”, set i øjenhøjde – om deres tanker og deres motiver. Samtidig rummer bøgerne en medrivende kærlighedshistorie, der tegner et stærkt portræt af en uhyre stærk kvinde, der ved, hvad hun vil og gør, hvad der skal til for at få virkeligheden til at føje sig efter hendes ønsker og drømme. Uanset konsekvenserne – også for en lille pige, der efterlades til spot og spe, undrende og spørgende på sidelinjen. Det er her, filmen kommer i spil.

Først skal det lige afsløres, at forfatteren Lars Johansson i virkelighedens verden er gift med ovennævnte Kirsten. Signe Gondrup er med andre ord hans svigermor. Filmen er kort fortalt Kirstens jagt på sandheden om sin mor, der havde svigtet hende så groft. Efter at Signe var død i Wales i 1999 – 80 år gammel - besluttede Kirsten sammen med sin mand at følge i moderens historisk set rigtige spor.

Hele sit liv havde Kirsten stillet sin mor spørgsmål som, hvem er min rigtige far, hvorfor er jeg født i en interneringslejr i Tyskland. Hver gang var hun blevet spist af med svar som, at det ikke var vigtigt, og at det ikke kom hende ved. Men Kirsten havde på loftet fundet et album, fyldt med billeder af Signe og Felix som et lykkeligt forelsket par, der dyrkede deres kærlighed i skovene omkring Silkeborg. Og hun besluttede at finde ud af, hvad sandheden var.

I filmen følger vi Kirsten på den rejse, som moderen kort før sin død havde givet hende sporene til. ”Hun kunne leve med sin hemmelighed, men hun ikke dø med den”, som Kirsten nøgternt konstaterer i filmen. Hun følger moderens spor til Holoubkov og finder det hus, hvor Signe og Felix havde boet sammen med hans små børn. Hun finder også den mur, der i kælderen havde afgrænset det lille rum, hvor de havde gemt nogle værdifulde genstande. Tres år efter står Kirsten ved den samme mur og erfarer, at husets nuværende beboere godt nok havde undret sig over, at den mand, de i sin tid havde købt huset af, havde så mange dyre malerier og ægte tæpper. Nu fik de forklaringen.

Kirsten vidste godt på rejsen, at Felix ikke var hendes rigtige far. ”Han var kaptajn i den amerikanske hær og hed Elmer George”, havde moderen fortalt i et brev, da Kirsten blev gift første gang. ”Har du nogensinde overvejet, hvad det ville have betydet for mig, hvis jeg havde vidst, at min far var amerikaner og ikke tysker”, havde hun spurgt sin mor, men det havde moderen ikke.

Med sin mand bag kameraet og på sin videre færd ned gennem Tyskland møder hun tyskere, der havde kendt begge hendes fædre, hun snakker med dem og fornemmer, hvor tæt under huden skammen stadig lå. Der gik en tid, før de åbnede deres erindringsbog. Tavsheden havde været og er stadig i mange tilfælde deres værn. Det lykkes også for Kirsten at finde Elmer George´s bopæl. Det viser sig, at han efter krigen var blevet boende i Tyskland. Hun opsøger ham, men blot for at erfare, at han ikke ønsker kontakt. Det skuffer naturligvis Kirsten. Men med vor viden om voldtægtshistorien forstår man, hvorfor. Det var for ham et for længst overstået kapitel. Men sekvensen med en rygvendt og hvidhåret gammel mand, der med sin stok stavrer af sted, prenter sig på nethinden som et symbol på ikke blot krigens skrantende erindring, men også på dens vilkår, vilkårlighed og tilfældighed.

Såvel filmen som de to romaner kan varmt anbefales. Det er to smukke kærlighedsromaner og en rørende film, Johansson har skrevet, henholdsvis instrueret. Han kalder romanerne fiktion, men personerne er reelle nok, historien ligeså. De er også barske. Om en kærlighed mod alle odds. Om en smuk kvinde, der er kompromisløs i sin kærlighed, men også underlig kold og ligeglad i forhold til sit barn. Det hele er medrivende, og bøgerne er skrevet på et godt, udtryksfuldt og flydende sprog. Kan vi mon håbe på et tredje bind om den stærke og spændende Signe?