SLÆGTEN - Den hellige Knud
Af Charlotte S H Jensen, mag. art., historie-online
Det er et nyt og spændende tiltag, som Det Historiske Hus og forlaget Ascheoug har påbegyndt. Intet mindre end end en skønlitterær krønike om Danmark fra vikingetid og frem til 1900-årene. Projektet er - i al sin veltænkte enkelhed - at skildre den danske historie. oplevet og set gennem en fiktiv adelsslægts briller og liv. Slægten Dane er 100% fiktion, men med kendetegn, der er konstrueret med hjælp af træk fra virkelige slægter.
Den Danmarkshistorie, som romanerne skal perspektivere er den "rigtige" Danmarkshistorie - ikke noget med kontrafaktiske synsvinkler her. Og det første binde indledes da også, meget passende, med en lille "For-prolog", som sætter tiden, dens virkelige hovedpersoner og begivenheder på plads. Scenen er sat, og det skønlitterære drama kan begynde!
Ved romanens start møder vi slægtens stamfar, Valdemar Dane og hans unge søn, Svend på vej til skrinlæggelsen af Knud den Hellige, en forårsdag i det herrens år 1101. Valdemar var selv tilstede, da de vrede oprørere i 1086 huggede kong Knud ned i Sankt Albani kirke i Odense. Så skrinlæggelsen vækker mange, dramatiske minder.
Handlingen i "Den hellige Knud" trækker sig over de ca. tredive år, der er gået, fra Valdemar som ung mand vågner fortumlet op på en engelsk slagmark i 1069. Han er agterudsejlet af den danske flåde efter en mislykket landgang på kysten i Yorkshire, og kommer under sit ufrivillige Englandsophold til at møde Vilhelm Erobreren og opleve den uhyggelige nedbrænding af York - vikingernes Jorvik. Han slår følge med en anden dansker, Thorleif, der uheldigvis bliver myrdet af stimænd. Valdemar tager rejsekammeratens spektakulære sværd, som bærer et særligt mærke. Sværdet følger ham i kamp fremover - og det er vel næppe det sidste, vi kommer til at høre til dette våben?
Den første kærlighed kommer til Valdemar i skikkelse af præstedejen Alys, der redder ham fra vrede londonere efter et brugstyveri. Da "Knud Kongesøn" indfinder sig i England - og plyndrer domkirken i York - har vor helt held til at redde hans liv. Dermed er grunden til Dane-slægtens magt og ære lagt. Knud og Valdemar slår sig sammen og drager mod Flandern, hvor den unge hirdmand må lade sin næste kærlighed fare - det viser sig nemlig at være Adela, som skal troloves med Knud og blive dansk dronning under navnet Edel. Heldigvis har dronningen en hofdame, Hedvig, som bliver Valdemar Danes hustru, der omsider kan lægge næste generation af den stolte slægt i vuggen. Hedvig viser sig at være halvsøster til kong Knud, som bifalder ægteskabet og giver parret den ejendom, som skal blive til slægtens hjemsted; Danegård/Daneborg på Sydfyn. Samtidigt får vi også et indblik i de intriger og magtkampe mellem kongemagt og stormænd, som vi garanteret kommer til at høre meget mere til i den næste bøger.
Undervejs i fortællingen er der et par steder, som undrer i hvert fald denne anmelder lidt. På side 59 ser den unge Valdemar hærføreren Asbjørn Estridsens afhuggede hoved sat på stage i London. Man da han på side 101 møder den danske ledingsflåde, undres han på følgende måde: "Men noget var alligevel galt. Der var en lejr, men ingen tegn på krig. Folk gik og passede deres arbejde. Og hvor var Asbjørn Estridsen?". Jammen - Asbjørn har da været død siden side 59?
På samme måde kan man undre sig over hofdamen Hedvigs ord, da hun på side 168 første gang modtager Valdemar i sin seng: "Vi er begge uden slægt, uden sikkerhed. Vi er forældreløse og alene". På side 242 forstår vi alligevel, at hun siden barndommen tilsyneladende har kendt til sit ophav som uægte kongedatter. Og at hun i øvrigt har haft et godt forhold til halvbrødrene Erik og Knud - som vi ser kysse hende på kinder og mund. Der kan være gode grunde til, at disse tilsyneladende lette uoverensstemmelser ikke er forklaret nøjere, men som fan af murstensromaner er der hist og her steder, hvor man godt kan synes, at tingene går lidt vel hurtigt. 50 eller 100 sider mere havde ikke været at foragte i sommervarmen! For med Maria Hellebergs dramatiske og menneskeligt levende beretning er grunden lagt til en fortælling, som der må gøres plads til i reolen. Efter at have mødt Valdemar og Hedvig, kan man ikke andet end glæde sig til den fortsatte fortælling om deres efterslægt - og Danmarkshistorien!
Desuden bør der i almindelighed kippes med flaget for både Det Historiske Hus og forlaget Aschehoug for ideen. ( Også selvom inspirationen vist kommer fra Norge ). Med den store interesse, der i almindelighed er for den personaliserede tilgang til Historien, er det rigtigt set at udgive en skønlitterær Danmarkshistorie. Det er et initiativ, som kan styrke den historiske interesse, og hvem véd: måske bringe Danmarkshistorien ud til nye mennesker og miljøer?
