Sværdets bid
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Med Martin Jensens bøger er vi sikre på ramasjang, politiske rænker og sammensværgelser, bægerklang og detaljerede beskrivelser af maden ved forskellige langborde, smukke kvinder og ærekære mænd. Tidligere fandt hans kriminalgåder sted i middelalderens Assens, hvor fogeden Eske Litle vandrede rundt og opklarede mord – og blev indblandet i stormænds intriger og magtspil. Den serie er slut, og Martin Jensen er nu gået lidt længere tilbage i tiden og sprunget til de britiske øer, hvor der så sandelig også intrigeres og drikkes øl.
Vi er i 1000-tallet i England, hvor den danske kong Knud den Store regerer kynisk og effektivt i alliance med forskellige stormænd – danske såvel som saksiske – og hvor andre danske og saksiske stormænd forsøger at smede rænker mod kongen. Så alt er som det skal være her i det femte bind af serien om tegneren Winston, der kan illustrerer så smukt, at mange vil betale store penge derfor, hans store kærlighed Alfilda og i særdeleshed Halfdan, en stormand, thegn, uden jord. Winston og Halfdan er i kongens tjeneste og betegnes som ’kongens hunde’, der snuser rundt og opklarer ting og sager .
Det er Halfdan, der fortæller, og i denne bog er det også ham, der er den absolutte hovedperson. Winston holder sig ganske meget i baggrunden, mens vi følger alle Halfdans kvaler og glæder. Glæde, fordi han elsker Emma, som han dog ikke kan få, så længe han er jordløs. Men kongen har lovet ham jord til thegn-titlen, så når han kan bringe kongen en fæl ransmand, som måske har vigtige nyheder til kongen, regner han med at blive belønnet. Denne ransmand har været i spidsen for en bande, der overfaldt en landsby i nærheden af Deerhurst, slog ihjel, plyndrede og bortførte indbyggerne, så de kunne blive solgt som slaver. Halfdan og hans folk får dog standset og hængt banden på nær dens anfører. Problemet er så, at Halfdan havde lovet faderen til en voldtagen og dræbt pige, at han personligt måtte klynke skiderikken op. (Halfdan kalder konsekvent ransmanden for skiderik eller røvhul). Men han har måttet bryde sit ord, fordi skiderikken havde nyheder til kongen. Så rigtig meget af bogens ’drive’ ligger i Halfdans store problemer med æren, eftersom han har brudt sit ord og dermed ikke kan regnes for en thegn, man kan have respekt for.
Halfdan og Winston drager derefter til kongen, og så sker der naturligvis forskellige ting, som ikke skal røbes her. Det kan dog godt røbes, at der skulle være god mulighed for endnu et bind i serien om Halfdan og Winston.
Det er altid en fornøjelse at læse Martin Jensens middelalder-krimier. Han har udviklet en særegen stil, hvor en del ord – som man må formode er samtidige – blandes ind i beskrivelsen, hvor ting tager tid, og hvor mad og drikke spiller en meget stor rolle. Martin Jensen må have studeret middelalderens spisevaner ganske grundigt, for der er stor detaljerigdom i forbindelse med bordets glæder. Og han forsøger at gøre datidens æresbegreber forståelige, skønt det naturligvis er svært. Men man tror på personerne, intrigerne og Halfdans indre samtaler med sig selv om livets store spørgsmål. Men først og fremmest får Martin Jensen fremstillet en velfortalt historie, som man farer igennem og bliver vældig godt underholdt af undervejs. Og det er vel ikke så ringe endda for en kriminalroman – selv en fra 1000-tallet! Vi glæder os til at høre nyt fra Halfdan og Winston og kong Knud!
