Menu

Tempel

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 50

 

Af Jytte Kjær Schou

Juleevangeliet udfoldes bredt, levende og fængslende i dette første bind af en planlagt trilogi om Jesus.

Forfatteren har en fortid som sprogofficer i russisk og har bl.a. været udstationeret i Afghanistan. Hun har modtaget flere priser for sine romaner. Hendes seneste roman ”Vindens port” fra 2021 er en historisk roman om det muslimske samfund i 1300-tallets Andalusien. Med ”Tempel” har hun givet sig i kast med intet mindre end Juleevangeliet, vores kristne kulturs oprindelse. Baseret på grundig research og rejser til historiske steder giver hun kød og blod til Bibelens knappe beretning og udfolder begivenhederne, sådan som de kunne være forgået. Handlingen udspiller sig i tiden omkring Jesu fødsel. Vi præsenteres både for historiske og fiktive personer, og romanen skifter hele tiden synsvinkel mellem de forskellige personer og giver sansemættede beskrivelser af de berørte miljøer. Forfatteren er en underholdende og fængslende historiefortæller, og romanen vil appellere bredt.

Vi følger Nabat, en dygtig karavanefører fra Judæas naboland Nabatæa, Africanus, en ung frigivet slave, der er blevet seksuelt udnyttet af sin herre, og som nu håber på en fremtid som legionær og præsten Zakarias, der i en sen alder ved Guds indgriben får sønnen Johannes, der er forudbestemt til at blive en stor Guds mand. De centrale personer er kong Herodes af Judæa og selvfølgelig Maria og Josef.

Herodes er både frygtet og hadet pga. sin uforudsigelighed og grusomhed. Hans uligevægtighed og forfølgesvanvid tager til med årene. Han lader sin yndligshustru og tre af sine sønner dræbe, fordi han mistænker dem for at stræbe ham efter livet. Da han hører rygterne om fødslen af en ny stor konge, føler han sin magt truet og lader alle små drengebørn i Betlehem og omegn dræbe. Han er i færd med at færdiggøre et stort, prægtigt tempel, der skal stå som et mindesmærke om ham, men det er ikke nok for ham. Da han mærker døden nærme sig, befaler han, at 70 af rigets mægtigste og helligste mænd og kvinder skal dræbes umiddelbart efter hans død for at sikre, at hans dødsdag vil blive husket i eftertiden. En ordre, der naturligvis ikke adlydes, da tyrannen først er død. Forfatteren giver et mesterligt indblik i Herodes’ fordrejede sind og tiltagende vanvid.

Det er på mange måder en forunderlig tid, en miraklernes tid, hvor Gud på forskellige måder giver sig til kende. Ikke mindst da han via en engel lader Maria vide, at hun skal føde hans søn. Maria er en helt almindelig pige, og hun er trolovet med den unge tømrer Josef. Hendes graviditet vender op og ned på deres liv, og de to unges sjælekvaler er beskrevet med stor indlevelse. I følge den tids normer risikerer Maria at blive stenet, og hun kan i hvert fald ikke blive gift med Josef. Josef aner ikke sine levende råd, men i en drøm viser Gud ham vejen. Han gifter sig med Maria, og de bliver reddet af kejser Augustus’ bebudede folketælling. De drager til den lille flække Betlehem, hvor deres slægt stammer fra, og hvor de bedre kan skjule, at Jesusbarnet bliver født så tidligt.

Det er en roman med mange aspekter. Om magtbegær og storpolitik, hvor Herodes må navigere klogt og forsigtigt i forhold til den mægtige romerske kejser og prøve på at konsolidere sin magt, samtidig med at han pønser på at udvide sit rige mod sydøst. Om luksuslivet omkring Herodes og det helt almindelige hverdagsliv i de små landsbyer, hvor man dyrker jorden og driver lidt småhåndværk. Med beskrivelsen af Nabatæa introduceres de vigtige handelsveje og karavanerne, der hele tiden skal vogte sig for Herodes’ soldater. Også det jødiske præsteskab med deres ritualer og regler for brug af templet er med. Heller ikke himmelfænomenet, den store lysende stjerne, der fører Nabat og hans følge til Betlehem med kostbare gaver som røgelse og myrra, er glemt. Et broget og fascinerende billede af livet omkring Jesu fødsel, sådan som det kunne have set ud.

[Historie-online.dk, den 15. januar 2025]

Se relaterede artikler
Slægtens offer - Danerriget 1094-1095
Indtoget i Kautokeino
Friheden flyver