Tidens støj

Af Thomas Petersen

Ny bog gør et konkret historisk stof almengyldigt for sine læsere

Musikken var af eksistentiel betydning for ham, den var hjerteblod og altid nærværende. Og den var det halmstrå, han greb ud efter, når Magten og dens organer pustede ham i nakken. Det havde den gjort med mellemrum, siden han som kun 30-årig og allerede etableret komponist var kommet i Magtens søgelys. Det handler om den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj (1906-75), hvis trængsler med sovjetmagten den britiske forfatter Julian Barnes har skrevet nærværende lille fine, men også foruroligende roman om.

Sjostakovitj havde livet igennem et ambivalent forhold til sovjetmagten. Han komponerede i øvrigt indenfor en bred palet af musik. Han er mest kendt for sine 15 symfonier, 15 strygekvartetter og sin klavermusik. Men har også komponeret musik til en lang række film og balletter. Han var en komponist, der gang på gang blev hædret som nationalkomponist samtidig med, at staten kunne bruge ham som et kendt ansigt - indadtil som udadtil. Fra tid til anden blev han imidlertid lagt på is og beskyldt for at være formalist og kosmopolit. Og for ikke at skrive musik for det arbejdende folk, som Partiet følte sig som den eneste legitime repræsentant for. Det skete første gang i januar 1936 for operaværket Lady Macbeth fra Mtsensk, der ved urpremieren to år tidligere faktisk var blevet udråbt som en succes.

Den 26. januar 1936 var Stalin nemlig i operaen med et par af sine kumpaner. Men den store leder var ikke fornøjet med, hvad han så og hørte. Og to dage senere bragte partiavisen Pravda en artikel under den foruroligende overskrift Mere kludder end musik. Men artiklen var ikke ment som en anmeldelse. Den blev bragt anonymt på lederplads og var derfor autoritativ. Det vil sige, den var partiets eller med andre ord intet mindre end Stalins og Magtens ufejlbarlige og umisforståelige mening. I lederen stod der blandt andet, at sang i operaen var blevet erstattet af skrigeri. Videre stod der, at ”musikken rumlede, knirkede og hylede --- dens nervøse spasmodiske karakter var inspireret af jazz, at den satte skrigeri i stedet for sang. --- God musiks evne til at charmere masserne er blevet ofret på den småborgerlige formalismes alter”.

Librettoen var efter lederskribentens mening grov, primitiv og vulgær. I al sin enkelthed var det formodentlig musikkens seksuelle overtoner, der havde skurret fælt i Stalins ører. Seksualitet har jo til alle tider truet samfundets sociale strukturer.

Operaen havde haft premiere to år tidligere – med stor succes. Næsten 200 gange var den blevet sunget i Sovjetunionen. Den var med begejstring blevet modtaget i København, Prag, New York og London. I januar 1936 blev den opført hele tre forskellige steder i Moskva. Indtil altså Stalin hørte den. Operaen blev øjeblikkeligt taget af plakaten. Fra det øjeblik var Sjostakovitj under observation og oplevede efterfølgende at være konfronteret med en livslang kamp for at opretholde sin kunstneriske integritet. I måneder levede han i frygt for, at det hemmelige politi bankede på døren.

Det er årene, hvor Stalin iscenesætter og gennemfører sit opgør med revolutionens første generation af revolutionære. Under dække og påskud af, at de var agenter for udenlandske magter, der ville sovjetmagten til livs. Og hvor Stalins indbildte og som oftest uskyldige mulige fjender ved skueretter blev dømt til døden og henrettet ved nakkeskud.

Også romanens Sjostakovitj bliver indkaldt til forhør en lørdag og får forelagt en anklage for at være hovedvidne i et komplot mod Stalin. Anført af marskal Tukhatjevskij, Sovjetunionens mest berømte militærstrateg, men også musikelsker og violinbygger. Angiveligt det mest kultiverede mennesker, komponisten kendte og dertil samtidig hans beskytter. Sjostakovitj nægter i romanen at kende til noget komplot, men bliver sendt hjem for at tænke over tingene og igen møde mandag. Men da komponisten møder op til beordret tid, er der ingen i Magtens hus, der kender forhørslederen. Angiveligt er denne faldet i unåde om søndagen og fjernet. Komponisten kan tage hjem med sin angst og usikkerhed.

De følgende nætter tilbringer den anklagede på trappeafsatsen – fuldt påklædt og med en pakket lille taske ved siden af. Myndighederne havde for vane at afhente mistænkte i nattens mulm og mørke. For at beskytte sin opskræmte familie stiller komponisten sig klar ved elevatordøren. Eller med romanens ord:

”Han ønskede ikke at gøre sig selv til en dramatisk karakter. Men sommetider ud på de små timer, når hans tanker kom på afveje, tænkte han: Det er altså det, historien er endt med at blive. Al den stræben og idealisme, de mange forhåbninger, fremskridt, videnskab, kunst og samvittighed, og så ender det på denne måde med en mand, der står ved en elevatordør med en lille kuffert fuld af cigaretter, undertøj og tandpulver; en mand, som står og venter på at blive kørt væk”, (side 51).

Over denne episode og dens konsekvenser har den britiske romanforfatter og prismodtager Julian Barnes som allerede nævnt komponeret en lille, men overmåde betydningsfuld og troværdig roman. Man læser den med tilbagetrængt åndedræt og med stigende uhygge. I små kompakte afsnit fører forfatteren sin læser gennem usikkerheden, frygten og angsten. Selv om komponistens værste scenarie – døden – ikke blev til virkelighed, har scenariet også andre ansigter:

”Han forventede ikke længere at blive slået ihjel – den frygt havde længe hørt fortiden til. Men at blive slået ihjel havde heller aldrig været det værste. I januar 1948 blev hans gamle ven --- direktør i Moskvas jødiske teater myrdet efter ordre fra Stalin. Den dag, nyheden kom frem, var han i fem timer blevet gennemheglet af Zjdanov [= Stalins kulturboss], fordi han havde forvansket den sovjetiske virkelighed, undladt at forherlige nationens glorværdige sejre og spist af fjendernes hånd”, (side 147).

Fra komponistens hånd havde operaen med den Shakespeare-inspirede titel Lady Macbeth fra Mtsensk været tænkt som første del af en trilogi, der skulle beskrive kvinders undertrykkelse før - og deres befrielse ved og efter revolutionen. Hans udgangspunkt var en novelle af forfatteren Nikolaj Leskov fra 1865. Novellen handler om Katerina Izmajlova, gift med en bøffel af en impotent købmand i provinsen. Og som derfor tager sig en elsker blandt ægtemandens ansatte. Hun myrder dernæst både sin grusomme svigerfar og sin mand, før hun forvises til Sibirien. Her myrder hun sin utro og svigefulde elskers nye kvinde, før hun begår selvmord.

Sjostakovitj ville med sin opera tegne et tragisk portræt af en talentfuld og smuk kvinde, der naturnødvendigt må gå til grunde i det tsaristiske Ruslands mareridt af et samfund. Sjostakovitj følte empati for hende, da hun kun var omgivet af monster. Mord og selvmord var i hans univers en kvindes eneste og katastrofale måde at revoltere på i et mandsdomineret samfund. De følgende dele af operaen skulle så fortælle om den grundlæggende forandring, som skete med kvindens stilling efter revolutionen. Men de forblev imidlertid på nodestativet. I slutningen af 1950erne skrev Sjostakovitj en ny version af den famøse opera under titlen Katerina Izmajlovo, som blev opført i 1963, og som han kaldte den endegyldige version af sit værk.

Julian Barnes har med den foreliggende bog og på basis af historisk rigtige facts givet et troværdigt og læseværdigt billede af frygt og overlevelse. Af offentligt og privat levet liv under ganske bestemte historiske vilkår. Han gør dermed et konkret historisk forløb almengyldigt og nærværende for sin læser til alle tider.