Tømrerens datter
Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv
Martin Jensen er ved at gøre det til sin gebet at skrive historiske romaner. Mest kendt er hans serie om byfogeden i Assens, Eske Litle, der i 1330’erne går rundt og opklarer kriminalgåder i sin by. En uhyre velskrevet serie, der udmærker sig ved at bruge den historiske ’setting’ til at fortælle nogle gode historier, og hvor man tror på person- og miljøskildring. Martin Jensen har også forsøgt sig med nutidsromaner, men det synes undertegnede nu ikke lykkes helt så godt.
Men nu skal vi altså til England, igen er det middelalder – romanen foregår mellem 1318 og 1333 – og det er ikke en kriminalroman, men spændende er den! Der er to scener eller to handlingsforløb, der foregår parallelt og løber sammen til sidst. På den ene side landsbylivet i Shere, hvor tømrerens datter, Christine, bor sammen med far, stedmor og to yngre søskende. Her udfoldes en del sider på at fortælle om dagligdagen i en engelsk middelalderlandsby. Det faglige skal jeg ikke gøre mig klog på, men det virker troværdigt, nok især fordi Martin Jensen faktisk er god til at fortælle og bruge den viden, han har læst sig til, så det ikke virker påklistret (således som det også er i Eske Litle-bøgerne). Christine vokser til, bliver naturligvis smuk, forelsker sig i Richard, men får også religiøse, sværmeriske forestillinger, så hun tror at have en aftale med Gud, der gør at hun må blive anchoresse, dvs. en person der vier sit liv helt og holdent til Gud indemuret i en lille celle i kirkemuren. Christine er en person, der har eksisteret, men man ved ikke meget om hende, og Martin Jensen har skabt en historie om, hvordan det kunne have foregået. Lidt romantisk, måske, men kan man sige noget til det?
Det andet spor er magtens. Vi er både hos den drevne og depraverede pave i Avignon – og ved kongens hof i England, hvor biskoppen i Winchester, John af Stratford, er den gennemgående figur. Her gælder det magtspillet både i forhold til, hvordan der administreres i det engelske rige – og ikke mindst hvem der gør det – og pavens hensynsløse måde at skaffe sig af med kættere, skaffe rigdomme og politiske fordele. De to led i magtdelen støder naturligvis sammen, og det er ikke uden betydning for Christine i Shere.
Mere skal ikke røbes, for selv om det ikke er en kriminalroman, så er der en vis suspense, der får én til at vende sider: Hvordan skal det nu gå for vore hovedpersoner? På den måde må man sige, at historien fungerer godt, den er velskrevet og elementært spændende.
Martin Jensen har som nævnt beskæftiget sig med forskellige genrer, hvoraf undertegnede absolut mener, at den middelalderlige krimi har fungeret bedst. Når man har et plot, der skal gå op, bliver fortælleteknikken fremadrettet og ikke blot refererende. Og så er Martin Jensen bedst. Med denne bog tænker man i begyndelsen, at her har vi en refererende bog, som mest bliver spændende, når vi kommer til de storpolitiske afsnit. Men efterhånden vokser ens interesse for Christine og Shere, og bogen ender med at være både helstøbt og spændende. Den vil muligvis også gerne sige noget væsentligt om tro og magt, men det vil jeg overlade til teologer og magtforskere at bedømme. Som roman fungerer den, og personerne tror man på, skønt Martin Jensen nok har en lille rem af huden med, at ’de gode’ er rigtig gode og ’de onde’ rigtig slemme. En lille indvending kunne være, at bogen nok er lige lovlig lang. Næsten 500 sider er i overkanten – og det vil være meget at ligge med i hængekøjen i sommervarmen. Men prøv!
