Christian 4. som kanonstøber
Af Ronny Andersen, kongelig våbenmaler, cand.mag.
Der ligger et meget stort arbejde bag denne bog, der ved hjælp af et stort og bredt kildegrundlag fortæller historien om Gethuset (støbehuset) i Helsingør og de tilhørende møller og andre anlæg i Hellebæk. Forfatterne skriver i forordet, at de har brugt fem år på at beskæftige sig med emnet, og resultatet er blevet en ikke blot informativ, men også smukt produceret bog. Der er et væld af gode og relevante farveillustrationer, der supplerer teksten på bedste vis. Bogen indeholder 14 kapitler og en række bilag til de forskellige kapitler, der for en stor dels vedkommende er uddrag af det utrykte kildemateriale, bogen er baseret på. Udover personregisteret, der dog mærkeligt nok er opbygget efter personernes fornavne, en kildefortegnelse, illustrationsfortegnelse samt noter, findes bag i bogen også en meget nyttig liste med ordforklaringer.
Bogen er først og fremmest et lokalhistorisk arbejde, og er da også årbog for året 2011 for Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening og Frederiksborg Amts Historiske Samfund. Bogen er også andet og mere end det. At Christian IV indgår i bogens titel er på grund af, at det er under ham at disse anlæg opføres og med hans store bevågenhed. I årene omkring år 1600 opførtes Hammermøllen og Kobbermøllen i Hellebæk, og i Helsingør det store Gethus, der har ligget centralt i byen. Bogen giver god besked om opførelsen af disse bygninger, de ansatte, den evige jagt på råmateriale til støbningen, der bl.a. blev forsøgt løst ved en landsdækkende indsamling af kirkeklokker, arbejdsprocesser og meget andet. Udover de afsnit, der direkte berører støbningen og de forskellige kanoner, der beskrives indgående, er der også afsnit, der behandler landskabet omkring Hellebæk og dets anvendelse til møllebrug, Helsingør og Øresundstolden, Kronborg som fæstning og Kronborgs brand, praktiske forhold som transport af de tunge kanoner og meget andet. Et helt kapitel er helliget en af støberiets andre opgaver, støbning af kirkeklokker.
Det er tydeligt at mærke, at de to forfattere er inde i stoffet, fascineres af historien og holder af at fortælle den. Desværre har den entusiasme for historien og især de mange detaljer den for læseren lidt uheldige konsekvens, at de store mængder af information kan komplicere læsningen, og man kan tabe overblikket. Det afsløres også i de mange afsnit, som kapitlerne er inddelt i, eksempelvis er kapitel 9 på 36 sider opdelt i 25 betitlede afsnit. Dertil kommer en omfattende brug af citater - visse steder længere citater – i teksten. Man forstår som læser naturligvis ideen ved at bruge citaterne og fornemmer forfatternes glæde ved at gengive dem. Citaterne formidler da også datidens sprog og er med til at skabe det samlede billede, som bogen forsøger at tegne, men det bryder også læserytmen – især med så mange citater. En noget hårdere redigering af bogen ville have gjort det lettere for læseren at holde fokus på hovedhistorien. Enkelte steder fortaber man sig i detaljer, som ved gennemgangen af boet efter en ”rotgieter” (støbemester) på s. 123.
På s. 159 anføres det i billedteksten, at den afbildede såkaldte krudtpotte bærer Christian IV’s monogram. Krudtpotten bærer kongens våbenmærker og tilhørende titler på latin i en komposition typisk for Christian IV. Anton Günther af Oldenburg var ikke Christian IV’s fætter, som det nævnes i billedteksten s. 154, medmindre det tages i bredest mulige betydning; eksempelvis har fyrster brugt at adressere hinanden som fætre, uanset eventuelt slægtskab.
De kritiske bemærkninger skal ikke skygge for, at bogen er værd at læse, og at den er et flot og spændende bidrag til både den lokalhistoriske og industrihistoriske litteratur. Og også til den generelle Danmarkshistorie – læseren får gennem bogen en erkendelse af de enorme ressourcer, der var nødvendige for at forsyne landets flåde og fæstninger med kanoner og den betydning arbejdet i Helsingør og Hellebæk havde for riget – og dermed bliver lokalhistorie også til Danmarkshistorie.
