Danmarks Herregårde
Af Tommy P. Christensen historiker, cand.mag. & MVO
Hermed foreligger det tredje bind af de planlagte fem om ”Danmarks Herregårde” af historikeren, ph.d. og fhv. mus.insp. Niels Peter Stilling. Først og fremmest er det fantastisk, at forlaget har formået at fastholde den yderst rimelige pris, trods bindet, der omhandler både Skåne, Halland og Blekinge er svulmet op. Læseren får nemlig rigtig meget for pengene: mange fortrinlige farvebilleder, en gedigen indbinding samt N. P. Stillings fine tekst, der er en rigtig god ledsager på de mange herregårdsbesøg i Skånelandene.
Som i de to foregående bind, der omhandlede henholdsvis Sjælland, Møn og Lolland-Falster samt Fyn og Langeland er herregårdene ikke grupperet topografisk, men stilhistorisk. Ikke overraskende finder man i dette bind under kapitlet Middelalder perler som Borgeby, Glimmingehus, Tosterup og seks mere, inden vi kommer til et af bogens tyngdepunkter: Renæssancen med 16 velvalgte eksempler samt fire renæssanceruiner (: Lillö, Mölleröd, Månstorps Gavlar og Uranienborg på Hven).
Derefter har forfatteren valgt at slå Barok og rokoko sammen (10 herregårde, herunder den interessante Christinehof med den velbevarede, men ubeboede hovedbygning tilhørende slægten Piper). Klassicisme og empire er også slået sammen (11 herregårde) inden vi kommer til bogens anden sværvægter: Historicismen med ikke mindre end 18 herregårde.
Men nu har forfatteren også fyldt 358 sider, så det bør ikke overraske, at Halland (9 herregårde) og Blekinge (3 herregårde) mere bringes som en art appendiks til de 68 skånske.
En nyligt offentliggjort fortegnelse fra Hallands kulturhistoriske Museum opregner Hallands borge og befæstede gårde til 38 i middelalderen (listen er gengivet i Personalhistorisk Tidsskrift 2015, s.137). Men fortegnelsen indbefatter også slotte og borge som Kungsbacka borg, Hunehals, Varberg Slot og Falkenberg. Stilling anfører i sin introduktion til Halland (s.360ff.), at hovedgårdenes antal ved Roskildefreden 1658 blev opgjort til 27. De ni udvalgte hallandske herregårde indbefatter perlerne i den gamle danske provins, der i en god del af middelalderen faktisk var opsplittet i et Nørrehalland og et Sønderhalland, så læseren kan blandt andet glæde sig over det fantastiske Tjolöholm med sit unikke interiør, der af Stilling meget rammende kaldes Det engelske ”slot” i Nørrehalland. Vapnö ved Halmstad, der er kendt i hele Sydsverige for sine mælkeprodukter markedsført under eget navn og rigshofmester Poul Laxmands forbrudte gods Vallen.
Hvad angår Blekinge, påpeger forfatteren, at man måske nok arealmæssigt kan sammenholde Blekinge med Fyn, der rummer omkring 130 herregårde, men kun med lidt god vilje kan man komme op på ni i hele Blekinge. De tre, der opnår nærmere omtale er Tromtö, Johannishus og Elleholms Hovgård, men på de sidste sider er der også blevet plads til en tabellarisk oversigt for de øvrige herregårde i Skåne, Halland og Blekinge. Betvivler man således forfatterens udvalg, kan man her kigge ham i kortene. Der er dog ingen grund til at så tvivl om udvalget, og tilsvarende er den bragte litteraturliste også god og fyldig, selvom forfatteren pointerer, at monografier om de enkelte herregårde ikke er medtaget. Dog kan det undre, at Per Anderssons Skånska borgar, slott och herrgårdar (1996) ikke er kommet med, ligesom Harald Gustafssons Skåne i Danmark – en dansk historia till 1658 (2008) er fravalgt, når der nu er blevet plads til den gamle traver, Palle Laurings Danmark i Skåne (1952, 2. udg. 1966).
Skulle man pege på bogens en skønhedsplet, må det være det næsten neonationalistiske sværmeri omkring det gamle danske land, der gik tabt (”den ulykkelige Roskildefred i 1658”) og ”modstandsbevægelsen” (: snaphanerne), som virker lidt malplaceret i en ellers god og saglig tekst. Det indbefatter også flæberiet (bl.a. s.17 og 254) over de 18 skånske, såkaldte vederlagsgodser, som den danske kongemagt accepterede at overdrage til den svenske som en betaling for Bornholm, der ved snigmord havde kæmpet sig fri af den svenske besættelsesmagt på Hammershus. Det hører jo med til øens historie, at Bornholm fra gammel tid hørte under Skånske Lovs område.
Tilsvarende har de mange myrderier og den brændte jords politik, som såvel danske som svenske styrker greb til i Skåne, næppe været populær i den skånske befolkning. Kongernes krige kostede meget skånsk blod, og afbrændte marker medførte sult og nød, uanset hvor de militære tropper kom fra.
Alt dette må ikke overskygge, at de næste to bind, der bevæger sig i det jyske må imødeses med forventning. Nok anskuer forfatteren mest tilværelsen fra kongemagtens og godsejerens perspektiv, men uden hans gennemgang af bygningerne og deres ejerhistorie, hans forståelse for disse jordbesidderes æstetiske idealer og den historiske sammenhæng med det gamle landbrugssamfund, så vil der fremover være endnu mindre forståelse for denne værdifulde, men kostbare kulturarv. Stilling er nemlig virkelig på hjemmebane, når han med stor fortællelyst behandler de store adelsslægter og herregårdsarkitekturen. Om fæstebønder, tjenestefolk, statare og herregårdsbissers hårde liv må man så læse andetsteds.
