Danmarks Herregårde - Fyn og Langeland
Af Tommy P. Christensen. redaktør, MVO & cand.mag.
Hermed forelægger det andet bind i historikeren og fhv. mus.insp. Niels Peter Stillings ambitiøse projekt med at lave en ny, statelig udgave af ”Danmarks Slotte og Herregårde”. Som i det foregående bind, der omhandlede Sjælland, Møn og Lolland-Falster, er herregårdene i dette bind ikke grupperet topografisk men stilhistorisk. Dermed føres læseren ved hånden fra middelalderborgene og renæssancens herregårde via barok og rokoko, klassicisme og empire frem til historicismen (1840-1900). Det fungerer ganske udmærket, og eksemplerne i de forskellige perioder er velvalgte og opstillet i en velovervejet orden, når man betænker, hvor mange ombygninger i andre perioder der optræder på de fleste danske herregårde. Derimod virker det som en sær tilføjelse, når det sjette - og sidste - kapitel omhandler de ni af de 17 historiske herregårde på Langeland og Tåsinge, der således nok indplaceres i en arkitekturhistorisk sammenhæng, men i bogen er topografisk placeret og i øvrigt behandles adskilt fra de 61 på selve Fyn. Valdemars Slot på Tåsinge inddrages rimeligt nok, omend det ikke er nævnt i bogens titel.
Forfatteren har en stor kærlighed til de danske herregårde, og det skal ikke lægges ham til last. Derimod er det mere uklart, hvor hans – helt korrekte – analyse skal bringes os hen. Stilling kan påvise, at under halvdelen af de undersøgte fynske herregårdsbygninger i dag tjener det oprindelige formål som hovedsæde for en større landbrugsbedrift. Derimod har visionære og kreative mennesker formået at skabe sig et udkomme på indretning til private museer, hoteller, kursuscentre eller B&B. Efter hans opfattelse er denne udvikling ikke holdbar på længere sigt og han er derfor af den diskutable opfattelse, at vort demokratiske samfund skal sikre at herregårdene i stedet skal være forbeholdt private godsejere, der har store jordbesiddelser(?) Hvordan det lige præcis skal forstås, og hvordan det rent praktisk skal foregå, har han dog valgt ikke at forklare læserne.
Denne lidt tågede argumentation må nu ikke overskygge, at det foreliggende andet bind rummer alle de kvaliteter, der blev påpeget ved anmeldelsen af det første, og det mindskede omfang fra 456 sider til 396 afspejler blot, at det første bind favnede 92 herregårde, hvor det andet bind præsenterer 70.
Billedmaterialet er gennemgående af meget høj kvalitet, så det må næsten skyldes brødnid, hvis der er nogen, som vil hævde, at det kan ses, at forfatteren ”selv har taget billederne”. Lidt modlys på et billede af Kørup (s.117), en lidt hård beskæring af skorstene og spiret på Ørbæklunde (s.55 og 62) eller Stillings forkærlighed for talrige gullige (gulnede?) gengivelser af Ferdinand Richardt tegninger fra midten af det 19. århundrede af herregårdsanlæg er trods alt i småtingsafdelingen. Værket er forbilledligt udstyret med kort, hvor de omtalte herregårde er indplaceret samt litteraturliste, sted- og navneregister. Man må derfor se frem til det næste bind og håbe Stilling her kan oplyse os omkring almenvellets rette støtte til gruppen af godsejere.
