Danmarks Konger og dronninger

Af Vivi Jensen, museumsinspektør, Museet på Koldinghus

Behovet for kongestof er tilsyneladende umætteligt, og bogmarkedet har gennem de senere år kunnet udvise den ene udgivelse efter den anden, der har skildret såvel længst afdøde som nulevende kongelige personer i roman- eller interview-form, eller på mere traditionel historisk vis. Til den sidste genre hører Gyldendals nye konge- og dronningeleksikon, der givetvis er inspireret af Kay Nielsen og Ib Bjergs ”Danmarks konger og dronninger”, der i 1998 udkom på Askbergs forlag til afløsning af Kay Nielsens lille, nyttige håndbog af samme navn, der udsendtes af Unions bogklub i 1970, og som brugerne forlængst bogstavelig talt har slidt i laser, fordi den var så ualmindelig dårlig limet i ryggen.

Gyldendals nye bog er ikke et leksikon, forstået som et alfabetisk opslagsværk, men en kronologisk gennemgang af alle navngivne konger og dronninger i Danmark. Der er ikke noget register, så den, der gerne vil kunne slå en ikke-regerende person af kongefamilien op, og som ikke ved, hvem hans eller hendes forældre var, får ingen hjælp her - hvis man har det behov, er det Nielsen og Bjerg, man skal have fat i. Betegnelsen ”Gyldendals leksikon a/å” er derfor misvisende, men bortset fra det, er der rigtig mange gode ting at sige om bogen. Indledningsvis ”udvider” den kongerækken bagud med hele 13 navne før Gorm den Gamle, og det vil sikkert være nyt for de mange læsere, der ikke er bekendt med den mere lærde historiske og arkæologiske litteratur.

Knud J.V. Jespersens indledende afsnit giver et glimrende overblik over kongemagtens stilling i Danmark og opfattelsen af den gennem tiderne. Der gøres rede for, hvorledes det gamle valgkongedømme adskiller sig fra arvekongedømmet, og hvilken indflydelse enevældens indførelse havde på opfattelsen af kongens rolle i samfundet, og ikke mindre interessant, på selvopfattelsen, der måtte undergå ændringer i takt med ændringer i samfundsopfattelsen. Interessant er også skildringen af den lange tilpasningstid, der fulgte efter indførelsen af Grundloven i1849, og som først endelig afsluttedes med Fredrik 9.

Meget tankevækkende er afsnittet ”Monarkiet, myterne og eftermælet”, hvori forfatteren påpeger den meget store rolle, som myten om kongen eller dronningen har spillet og stadig spiller, når det gælder vor opfattelse af historiske (og nulevende!) personer. Han understreger, at konger og dronninger i kraft af deres særlige stilling er symboler, i højere grad end de er individer, og han påviser, hvorledes myterne om 1500-tallets konger skabtes af Arild Huitfeldt, der skrev danmarkshistorie bl.a. for at vise den unge Christian 4., hvordan en god konge burde handle. Interessant er det desuden at se, hvorledes disse myter, trods senere historikeres forsøg på at finde frem til ”sandheden”, stadig dominerer opfattelsen af disse konger. At mytologiseringen ikke kun hører fjerne tider til, viser Christian 10.’s eftermæle, der blev reddet af billedet af genforeningskongen til hest med den lille, hvidklædte pige i favnen, og af morgenrideturene i København i de første besættelsesår. Man efterlades som læser med forståelsen af, at når det gælder de kongelige, så er myten mindst lige så væsentlig som den faktuelle historie. At den påviseligt ofte har meget lidt at gøre med virkeligheden, er noget faghistorikere kan hygge sig med. For den såkaldte brede befolkning var det altså Thyra Danebod, der byggede Danevirke, Christian 4. var folkelig og jovial, jomfru Fanny var datter af Christian 8., og Frederik 8. døde på et bordel i Hamburg.

Disse og mange andre historier kommenteres og dementeres i de korte, men alligevel grundige og ganske dybtgående biografier af konger, dronninger og mere eller mindre officielle kongelige elskerinder, der fylder hovedparten af bogen, og som både jeg selv og mange andre vil få megen glæde af at kunne gå til, når der er brug for det. Jævnligt krydres den kronologiske fremstilling med faktabokse eller emneopslag, der forklarer og belyser begreber, der er nævnt i teksten, eller, tro mod myternes vigtige rolle, gengiver sagn eller litterære citater. Disse ikke-biografiske oplysninger er trykt på mørkere baggrund, og de skiller sig dermed på hensigtsmæssig vis ud fra den den øvrige tekst.  Hele vejen igennem er man godt hjulpet med et ”tidsbånd”, der løber øverst på alle opslag. Her er det relevante århundrede fremhævet, så man hurtigt kan orientere sig, når man ”bladrer” i værket. Bogen er iøvrigt så aktuel, at man har nået at få den nyligt annoncerede, myteødelæggende skilsmisse med, men i skyndingen blev man samtidig uaktuel, idet prinsessens fremtidige boligsituation som bekendt allerede er forandret i forhold til hoffets pressemeddelelse.

Bogen afsluttes af et kort afsnit om de kongelige begravelseskirker efterfulgt af nogle nyttige stamtavler og en ordbog, og på første og sidste opslag er der en let overskuelig liste over hhv. konger og dronninger. Kongerne kaldes regenter, givetvis til ære for de to Margrether, der optræder på begge lister, mens prins Henrik glimrer ved sit fravær. Måske skulle man have taget konsekvensen og kaldt det sidste opslag ”kongelige ægtefæller”

Bogen er gennemillustreret, og det kulørte får sit, bl.a. med en opstilling fra kronprinsens bryllup over et helt opslag umiddelbart efter indholdsfortegnelsen. Portrætter er der naturligvis i store mængder, og den slags er der også mode i. For tiden er det Czartorisky-samlingens kønne portræt af Elisabeth af Habsburg, der, siden det i 2000 var hjemlånt til en udstilling på Koldinghus, med eller uden Krakow-museets viden og tilladelse, er blevet brugt af alle, der har skrevet om denne vor hele dronningerækkes måske mest bevægende skikkelse.

Et væsentligt træk ved billedsiden er brugen af det i sig selv myteskabende historiemaleri, hvilket ligger i logisk forlængelse af myternes rolle i teksterne. Man kan jo ikke skrive om Erik Glipping uden at vise Otto Baches maleri af  de sammensvorne, der rider fra Finderup lade; men det kan overdrives, og det har man af og til gjort. Mest iøjnefaldende i tilfældet Christian 2.  Her har man, med undtagelse af et enkelt grafisk arbejde, fravalgt alle samtidige portrætter af kongen til fordel for historiemaleriet, hvilket er dobbelt beklageligt, da de ægte portrætter af denne konge er af en kvalitet, som vi sjældent ser i dansk sammenhæng

At de allerfleste illustrationer er gengangere fra andre værker er naturligvis uundgåeligt, men der er også nyt. Anmelderen har i hvert fald aldrig før set Henrik Gottfred Beenfeldts tegning af Christian 7.s modtagelse i Elysium af tolv af sine kongelige forfædre! Herligt var det også at gense barndommes prinsesse Margrethe-påklædningsdukke, der dog burde have været gengivet efter originaludgaven, og ikke det sammenstykkede postkort fra 2000, men det er en petitesse.

Bogen kan bruges som opslagsværk, men den kan også tåle at læses i et stræk. Biografierne og de øvrige tekster virker indsigtsfulde, og de er for hovedpartens vedkommende desuden velskrevne. Alt i alt må Danmarks konger og dronninger siges at være et positivt bekendtskab, der forhåbentlig vil få mange læsere – ikke mindst blandt vore TV-stationers ofte ulideligt uvidende kommentatorer. Den eneste alvorlige indvending, som denne læser kan fremsætte, er, at Gyldendal burde have ofret et personregister.