Danske kongegrave I-III

Af Erik Ingemann Sørensen

Et uomgængeligt besøgsmål i skoletiden var Jelling. For at opleve historiens vingesus. Myterne gjorde da også et stort indtryk – tænk at stå midt i det hele. Senere blev det Ringsted og Roskilde. Med samme oplevelsesfryd. Det er noget helt enestående, at vi har alle disse kongegrave, der hver på deres måde fortæller en historie fra ”mark” over imperium til puslingeland. Nu er der mulighed for at sidde derhjemme og gå i dybden med historien og kunsten. Takket være dette imponerende værk, der er kommet i 3 tykke bind under fornem redaktion af Karin Krüger, mag.art. i kunsthistorie og i en utrolig smuk grafisk tilrettelæggelse, der skyldes arkitekt og designer Lisbeth Gasparski.

De tre bind er opdelt således, at bind I er perioden fra Gorm den Gamle til og med Erik Menved – det vil sige fra o. 959 til og med 1319. Bind II dækker perioden fra Christoffer 2. (1332) til og med enevældens stifter, Frederik III (1670). Det sidste bind går fra Christian V (1699) til og med Frederik IX (1972/1985)

En myte punkteres
Og så starter det hele med, at en myte punkteres – godt og grundigt. Det er historikeren Niels Lund, der fører kniven. Han kan nemlig ikke endegyldigt bekræfte, at det er Gorm og Thyra, der ligger i Jelling. Der mangler helt enkelt afgørende beviser. Der er stort set ikke den undersøgelse, der ikke er foretaget. Alligevel bliver konklusionen: vi ved det ikke.

Det kan naturligvis forekomme skuffende. Men det er også en af de fascinerende sider ved forskningen: at nå frem til at måtte ”give op”.

Imponerende kongelighed
I bind II er det især afsnittet om Christian III’s og dronning Dorotheas gravmæle, der fascinerer. For denne anmelder står de som noget af det ypperste inden for gravmæler i Skandinavien. Farver, figurer og lysspil får i den grad tilskueren til at henfalde i æstetisk nydelse. Kanten til det prangende ligger let for. Men ikke her. Ydmyghed og storhed spiller smukt sammen i dette gravmæle.

Også beretningen om Christian IV’s kapel er spændende læsning. Det er opført som en tilbygning til kirken i perioden 1614-1623 og er måske det mest imponerende danske kapel. Som sidste hvilested for Christian IV kunne man have forestillet sig, at der ville være langt mere ”støj”, end der i realiteten er. Det imposante ligger mestendels i Frederik III’s kiste. Det er først Marstrands billeder fra 1862, der har løftet kapellet ind i den mere pompøse ”larm”. Så det i dag står med en særlig storhed over sig.

De mere enkle grave
Bind III afslører, at der siden er kommet langt større enkelthed i gravmælerne. Nu er det kistehensættelser – smukke og stilfærdige – langt fra fordums pragt. Her får vi også den dramatiske historie om Frederik VII’s utrolige lit de parade på Glücksborg slot. Kongen selv havde ikke ønsket at blive balsameret, hvilket i den stærke varme resulterede i, at hans lig ganske enkelt begyndte at gære og gå i så voldsom forrådnelse, at man måtte bore huller i kisten , for at den ikke skulle sprænges. Og senere måtte sætte slanger på, for på denne måde at transportere ”odeuren” ud gennem vinduerne. Herligt at den historie er kommet med.

Den seneste gravnedsættelse af en dansk konge – Frederik IX – blev ændret. Efter dronningens ønske blev kongen i 1985 jordbegravet i en oktogon uden for kirken. Enkel er den med sine røde mure. Det får så være op til den enkelte at afgøre, om det egentlig er kønt. Personligt synes jeg, den første placering var den smukkeste – og den lå i naturlig forlængelse af de tidligere gravlæggelser. Hertil kommer, at det rent faktisk er den eneste danske kongegrav, hvor det ikke er muligt at lægge en blomst!

Alt synes beskrevet i dette fremragende værk. Titlen ”Danske kongegrave” sætter en naturlig begrænsning. Alligevel kunne man have ønsket – af hensyn til historiens helhed – at man havde taget det underjordiske kapel i Roskilde med, hvor arveprins Knud og andre medlemmer af den kongelige familie hviler. Tidligere lå også ekskejserinde Dagmar her. Og prins Knud var jo frem til den ændrede tronfølgelov af 1953 udset til at være Danmarks næste konge. Men jeg ser naturligvis begrænsningen.

Måske kunne værket også have peget ind i fremtiden ved at bringe skitserne til Margrethe II’s gravmæle udformet af kunstneren Bjørn Nørgaard. Men igen – det er et redaktionelt valg.

Stor ros
Værket kan ikke roses nok for dets fornemme faglighed og fremragende illustrationer. Og så som et grafisk kunstværk. Ud over beskrivelsen af de enkelte gravmæler og deres historie er der undervejs afsnit, der sætter dem i større sammenhæng. Som for eksempel det indledende kapitel, fornemt skrevet af Jens Fleischer: ”Danske kongegrave i europæisk perspektiv”.

Der skal virkelig uddeles roser til Museum Tusculanums Forlag for at have haft mod på at udgive dette aldeles imponerende værk.