Dynastiet Glücksborg – en Danmarkshistorie

Af Erik Ingemann Sørensen

De fleste kender billedet af den grundlovgivende forsamling malet af Constantin Hansen. Færdiggjort i 1865. For mange er det også indbegrebet af den danske grundlov – her vi fik demokratiet indført. Og det var så det.

I Jes Fabricius Møllers nye bog om dynastiet Glücksborg er dette billede naturligvis med. Men det dukker først op på side 59.  Med sin skarpe sans for det nye demokratis struktur, har forfatteren i stedet valgt at præsentere dette med Hunæus’ stemningsfyldte billede fra 1862: ”På Københavns Vold, Aftenen før Store Bededag”. En prægtig detalje der i den grad beskriver det, mange tror, var et demokrati for alle. Hvad det jo netop ikke var. Men vi ser det nye Danmark. Repræsenteret af borgerskabet. Men uden bønder, søfolk og fiskere.

Sidstnævnte kategorier var jo også en del af ”folket”. Hvad med dem? De dukker op tre sider senere på endnu et maleri: Sonnes fremragende billede: ”Bajonetangreb ved Fredericia den 6. Juli 1849”, (1850). Her har vi dem – kæmpende for den nye samfundsorden. Uden de egentlig gik meget op i denne jvf. Søren Frost’ bog om landsoldaternes breve, ”Fædrelandskærlighed”. 

Så er scenen sat. Aktørerne sendt ind. Hvad så med monarken? Denne, her vores nuværende dronning, er forinden blevet præsenteret i afsnittet: ”Kontrakten”. I en kort men fascinerende og præcis analyse af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved dronningens 70 års fødselsdag.  Efter at have understreget, at monarkiet i dag ikke er en naturgiven sag, fortsatte statsministeren: ”En dronning må ikke blande sig i politik. Det er en del af kontrakten. Men det afholder Dem ikke fra at mene noget kvalificeret om samfundet. På Deres helt royale og forstandige vis…” Og så igen et skarpt billedklip. Afsnittet er bragt lige efter maleriet af Christian VIII’s salving i 1840. Aldeles fremragende som spillet mellem tekst og billeder fungerer. (Desværre er flere af billederne bogen igennem beskåret, så helheden generes. Og ikke alle steder er det angivet, når der er tale om et udsnit. Det burde grafikeren have gjort bedre.)

En blandet forfatning 
I sin karakteristik af junigrundloven påpeger Fabricius Møller, at der er tale om en såkaldt ”blandet forfatning” – en forfatning der skulle sikre mod tilfældig tilraning af magten til brug for egen fordel. Men anfører at der dog er to karakteristika, der bør lægges mærke til: det aristokratiske element er ret svagt, hvilket vel hænger sammen med, at adelen allerede var blevet ”sat på gaden” i 1660. I 1849 hedder det i grundloven: "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret" ophæves.
Det andet er, at man i Danmark så den som demokratisk – uden den i realiteten var det. Følgende kunne nemlig ikke være med: kvinder, tyende, fattighuslemmer og straffede. Men det er nu relativt. En sammenligning med den preussiske forfatning viser, at vi trods alt var mere demokratiske. Hvilket vel egentlig ikke er så overraskende. Set i forhold til Preussen. Vi fik trods alt et forholdsvis tidligt demokrati.

Smertensbarnet Slesvig-Holsten 
Et af bogens fornemme kapitler er ”Det slesvigske problem”. Her får læseren en længere og særdeles grundig gennemgang af de spegede tråde, der i sidste ende fører frem til nederlaget i 1864. Det har altid været en rædsel at trække dette emne til eksamen. Men her er der for alvor hjælp at hente. Takket være sit fremragende overblik giver Jes Fabricius Møller så klart et rids af det såkaldte smertensbarn, at ingen i fremtiden burde være nervøs for at blive bedt om at redegøre for emnet. Det er pædagogik af høj klasse.

Den ”politiske” regent 
Hermed er der også givet afsæt for at kunne forstå de vanskeligheder, som såvel kongedømmet som politikerne måtte manøvrere sig igennem – faktisk helt frem til den nuværende regent. Forholdet til det tyske kejserrige kan vel bedst karakteriseres som en balancegang af de helt svære. Og det er værd at notere sig, at vores dronning rent faktisk er den første regent, der siden 1864 har aflagt officielt besøg i Tyskland. Fabricius Møller bringer et herligt – og karakteristisk – billede af problemstillingen. Det er ikke nogen varm og smilende Frederik IX, der i 1971 er fotograferet sammen med den tyske forbundspræsident Gustav Heinemann, da denne aflagde officielt besøg i Danmark.

Frederik IX kunne på visse områder være en særdeles bestemt herre. Fabricius Møller har ikke Poul Hammerich med i sin litteraturliste. Så vi får ikke at vide, om det er en skrøne, at kongen nægtede at sejle ”Dannebrog” ind til Island og aflægge besøg. Ifølge Hammerich ville han dog sejle så tæt på, at han kunne spytte derind. Kongefamilien havde svært, mere end svært, ved at tilgive Islands løsrivelse i 1944 –under krigen, hvor Danmark var lammet.

Til gengæld få vi historien fra Dybbøl, da Frederik IX – helt uden for det officielle program – pludselig tog ordet og talte til forsamlingen. Med især to markante sætninger. Om soldaterne dengang sagde han: ”De kendte ikke ordet: hvad kan det nytte! De kendte kun: Hold ud og gå på!” En gevaldig finte til den standende forsvarsdebat. Og om folkeafstemningen i 1920: ”Men vi tænker stadig med vemod på dem, der blev syd for grænsen”. Dog slutter han ikke med alene at udbryde et : ”Gud bevare Danmark”, men med ordene: ”Jeg vil gerne opfordre alle tilstedeværende som afslutning med mig at udtale: ”Gud bevare Danmark!” Den tale faldt i god jord hos de fleste af de tilstedeværende. Men finten til Hørup fik de radikale til at vrisse. Frederik IX var da også ude i en form for politisk ærinde. At det netop skulle ske på Dybbøl, hvor hans far havde stået i 1920, er der meget perspektiv i.

Den nye kontrakt 
Frederik IX er også ham, der skriver under på den nye kontrakt efter afstemningen om grundloven i 1953. Her er det godt at se, at Jes Fabricius Møller faktisk er ganske klar i mælet. For arveprins Knud var det en bitter dag. Mere bitter end mange måske aner. Han forsøgte da også på alle måder at så tvivl om lovligheden i ændringen, der hindrede hans familie i at blive statsoverhoved. Måske er det endnu for tidligt at sige tingene lige ud. Men ingen kan efter at have læst denne redegørelse være i tvivl om, hvad der lå bag. Man kunne måske frygte, at forfatteren – der jo også er hofreporter – lod pennen præge lidt heraf. Men slet ikke. De steder, hvor det er nødvendigt, skærer han på sin egen måde pænt ind til benet. Det er muligt både at være kritisk og så en elegantier. Der er også ting, der er så uinteressante for almindelige mennesker, at de ikke behøver belyses. Ros for det.

Når jeg her specielt trækker Frederik IX frem, hænger det sammen med, at kapitlet stort set er karakteristisk for de øvrige, biograferende kapitler. Klare beskrivelser, gode analyser – og godt spundne tråde. Blandt andet i forhold til den dynastiske dimension.

Forfatteren skriver afsluttende, at republikanerne ikke har de bedste kår i Danmark. Det er stort set – efter Christian X’s bommerter - lykkedes kongehuset at holde sig uden for politik. Når man lige ser bort fra ham der Konstantin i Grækenland, der i den grad spillede bold med demokratiet for at sikre sine egne interesser. Også her får vi skrællet nogle lag af. Forfatteren henviser her til Mogens Pelts artikel: ”Kong Konstantin og det græske oberststyre” fra ”Historisk Tidsskrift, 2003”. Det er glimrende, at netop den er med. (I denne forbindelse må det vel være på sin plads at give udtryk for lidt ærgrelse over, at forfatteren undlader at bringe henvisninger til digitale links. Når nu der ligger så meget spændende stof her. Et lille øv.)

Man kan måske spørge: hvad skal vi dog med en bog om Glücksborgerne? En sådan har Bo Bramsen jo skrevet for flere år siden. Endda i 2 bind. Bramsens bog får en til at tænke på librettoen i ”Der Fledermaus”: ”Viel Vögel fliegen ein und aus..” Hos ham er der et virvar af både det ene og det andet. Og en ganske stor liggen på maven. Uden berigelse for læseren. Tværtom.

Jes Fabricius Møller har med stor viden, fantastisk overblik og en fornem pen givet en særdeles spændende indføring i dynastiets historie. Og det er gjort overbevisende. En flot præstation.