Eriksholm. Et hus på landet
Af Jørgen Mührmann-Lund
”WAUW! Denne bog ser fantastisk ud!” Sådan anmeldes denne coffee table bog om herregården Eriksholm af konceptudvikler Niels Peter H. Schack-Eyber på Eriksholms hjemmeside. Og man må give ham ret. Bogen, der er skrevet slotsfruen Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig og udgivet på eget forlag, er fyldt med stemningsfulde fotos af Kurt Rodahl Hoppe. At Eriksholm tager sig så godt ud, skyldes også, at forfatteren og hendes mand har ladet hovedbygningen sætte i stand, efter at de i 2002 overtog Eriksholm, der ligger øst for Holbæk ved bunden af Isefjord.
Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig skriver i indledningen, at mødet med herregårdens tomme og iskolde, men stemningsmættede rum stimulerede hendes historiske fantasi i en sådan grad, at hun måtte vide hvem, der havde boet der, hvad de havde lavet og ikke mindst om de havde været lykkelige. Med denne bog har det været hendes ambition at ”få væggene til at tale”. Som eksempel på det kan nævnes det øjebliksbillede af livet på Eriksholm i sommeren 1787, som indleder den detaljerede skildring af herregårdens historie. Den sommer holdt den daværende godsejer Hans Brinck-Seidelin bryllup for sin søster, selvom 17 håndværkere endnu ikke var færdige med at indrette den da nyligt opførte hovedbygning. Blandt finurlighederne nævnes blandt andet, at en af de snedkersvende, der var med til at bygge Eriksholm, er tiptipoldefar til den arkitekt, der i 2002 blev hyret til at forestå istandsættelsen.
”Danmarkshistorie i øjenhøjde” er forfatterens betegnelse for denne type historie, som til forveksling mere ligner slægts- og lokalhistorie. Vel omtales danmarkshistoriske begivenheder som statsbankerotten i 1813 eller 2. verdenskrig, men de fungerer blot som bagtæppe til de nære relationers historie. Der er altså ikke tale om en slags mikrohistorie, hvor detaljer bruges til at belyse mere generelle historiske sammenhænge.
Bogen er inddelt i fire dele, hvor de tre første omhandler de forskellige ejere og deres slægters historie, mens sidste del behandler dagliglivet på herregården herunder nogle indblik i folkeholdets liv. Forholdet til godsets fæstere berøres kun sporadisk. Kildematerialet for det meste består af fremstillinger, mundtlige overleveringer og sjældent af ikke-trykte arkivalier med undtagelse af tredje del om familien Ahlefeldts tid på Eriksholm, der primært er baseret på private breve og erindringer. Denne del er mest spændende, fordi man får et indblik i den aristokratiske kultur i ”Herregårdenes Indian Summer”, som Dansk Center for Herregårdsforskning har døbt tiden efter grundloven af 1849 til lensafløsningen i 1919. I 1878 købte lensgreven til Tranekær på Langeland, Frederik Ahlefeldt-Laurvigen, Eriksholm til sin søn Carl William med henblik på, at sønnen som stor hartkornsejer skulle gå ind i det politiske liv. Til kongens og sine standsfællers fortrydelse endte denne ”udbrydergreve” dog som venstremand, da han efter en karriere i udenrigstjenesten blev udenrigsminister 1908-13. Det gode liv i Europas hovedstæder og på Eriksholm skildres blandt andet i private breve fra Carl Williams hustru, komtesse Elisabeth Danneskiold-Samsøe.
Udgivelsen af denne bog markerer på sin vis den definitive slutning af godsernes ”belle epoque” og overgangen fra jordadel til pengeadel. Først skilte Carl Williams søn Kai Ahlefeldt i 1959 landbruget fra godset og gav det til sin søn Jørgen. Og for at undgå en arveafgift overdrog den da 82-årige greve i 1972 Eriksholm og skoven til sit barnebarn William, der er Mette Maria Ahlefeldt-Laurvigs mand. Han, der er storaktionær i olie- og gasindustrien, har dette år valgt at sætte Eriksholm til salg, da det ikke har været muligt at få godset til at give overskud ved udlejning til fester og konferencer.
