Herremanden
Af Kenn Tarbensen, ph.d., seniorforsker, Erhvervsarkivet
”Noget saa forrykt som Huset her eksisterer vist næppe. Herskabet bestaar af Hofjægermesteren, Fruen, 7 Børn, Lærer, Lærerinder og en Ingenieur, og saa gaar der saa at sige ikke en eneste Dag, uden at her er Fremmede, de lever meget selskabeligt. Hvad Maden angaar, ja det er nogle rigtige Ædemennesker. Du skulde se en Opdækning, her er til Frokost. 4 Retter til Middag, naar der ingen er, flere naar der er Fremmede.” (s.49 f).
De nævnte ”Ædemennesker” boede på herregården Rathlousdal sydvest for Odder og omfattede herremanden Emil Holstein-Rathlou (1849-1919), hans hustru Sophie (1859-1944), kaldet Sofy, deres børn, lærerstaben og ingeniøren. Hertil kom så naturligvis mad til godsets tjenestefolk. Karakteristikken blev givet af Rasmine Friis, der i 1893 blev ansat som husjomfru, i et privat brev til en veninde på Brahetrolleborg, hvor hun tidligere havde arbejdet. Rasmine Friis havde derfor en god baggrund for at vurdere forholdene på Rathlousdal. I et andet brev til veninden nogle måneder senere skrev Rasmine:
”Du kan tro, her foregår mange løjerlige Ting i dette Hus. Det er vidt og bredt bekendt som et skrækkelig forstyrret Hus, og det er intet Mindre. Jeg tror nok, man skal lede længe efter Mage til Herregaard, her i Landet findes den næppe…” (s. 53 f.).
Herregården Rathlousdal blev så sent som i 2012 behandlet i en anden bog, nemlig ”Rathlousdal. En herregård i Odder”, forfattet af byplanarkitekt, lektor emeritus fra Arkitektskolen i Aarhus, Eric Pettersson. I denne bog var fokus naturligt nok på herregårdens bygningsmæssige udvikling, men sløret for den dramatiske historie om den sidste egentlige herremand på Rathlousdal blev pænt løftet. Det er netop fortællingen om ham, Emil Holstein-Rathlou, denne bog handler om. Bogen er skrevet af dr.phil. Jesper Laursen, Moesgaard Museum, og cand.mag. Eva Schmidt, mangeårig arkivleder i Odder, og efter omslaget nu også museumsinspektør på Moesgaard Museum.
Både på omslaget og i prologen beskrives Emil Holstein-Rathlou som en ”konservativ aristokrat og nationalromantisk sværmer, en dannet vildmand, en patriarkalsk tøffelhelt, en nærig ødeland og en festlig tørvetriller.” Ingen kan være i tvivl om, at der her er en spændende person at læse om. Hustruen, Sofy, datter af kunstnerparret J.A. Jerichau og Elisabeth Jerichau Baumann, som Emil blev gift med i 1878, får undervejs også en del skudsmål; hun karakteriseres til sidst som ”en magtsyg strigle” (s. 198), og dét rammer vist meget godt.
Fremstillingen er struktureret i 11 tematiske kapitler, der tilmed er i nogenlunde kronologisk rækkefølge: Barndom og ungdom, Lystsejlads og »vikingetogter«, Herskab og herskabsliv, Jagt, Oldsagssamling, Sommerophold på Hesselø, Vintersæsonen i København, Godsadministrator og patriark, Herskab i eksil, Familiestridigheder, Opløsning.
Titlerne på de 11 kapitler indrammer ganske træffende de vigtigste temaer i Emil von Holstein-Rathlous liv, der på forunderlig vis faldt sammen med den danske adels sidste storhedstid efter Junigrundloven 1849 og frem til Lensafløsningsloven 1919. Den danske adel blev mere og mere trængt i defensiven i denne periode, og den reagerede ved prangende herregårdsbyggerier, ekstravagant livsførelse og overdådig selskabelighed, f.eks. med enorme jagtselskaber om sommeren og ophold i København om vinteren. Det økonomiske grundlag blev blandt andet skabt med frasalg af fæstegods.
På Rathlousdal gik det ikke helt efter bogen. Emil kom på Sorø Akademi, hvor han klarede sig dårligt. En studentereksamen blev det aldrig til. Så tog han ud på rejser i den store verden, blev gift med Sofy, overtog stamhuset og fik børn. Ansvaret for besiddelserne og slægten var hans. Som Rasmine Friis’ breve viser, så var selskabeligheden på Rathlousdal stor, og det var helt klart, at Sofy ikke havde de egenskaber, der skulle til for at bestyre husholdningen på et gammelt gods. Sofy fremstår i det hele taget som bogens skurk, der tog magten over Emil og godset. Emil flygtede ind i arkæologiske udgravninger og opbyggede en imponerende oldsagssamling, han købte Hesselø, hvor han lod opføre en jagthytte, og inviterede vennerne til eventyrlige jagtfester. På hjemegnen fik han problemer med kommunen og måtte søge i ”skattely” først i Hou, senere i København. Samtidig voksede problemerne internt i familien; der udbrød ubehagelige konflikter mellem Emil og Sofy på den ene side, og søskende, børn og ansatte på den anden side, bl.a. med stribevis af retssager.
Mellem Emil og Sofy kom der også konflikter, og på et tidspunkt måtte stamherren true hustruen med et par på hovedet. De mange dramaer udspilledes for åbent tæppe med stor pressedækning. Imens blev herregården blev mere og mere forfalden og familiens opløsning blev mere og mere et faktum i de sidste år af Emils liv.
Det er kort sagt på mange måder en helt forrygende historie, der oprulles i bogen. Særligt de sidste kapitler om stridighederne og opløsningen er underholdende læsning, skønt historien bliver mere og mere tragisk. I realiteten er det denne bedrøvelige afslutning i de sidste 6-7 år af Emils liv, der bærer historien hjem og gør det relevant med bogen.
Som Rasmine Friis’ herlige breve om det forstyrrede hus viser, så har forfatterne fundet en række interessante kilder, ikke mindst i Lokalhistorisk Arkiv i Odder, hvor også mange fotos befinder sig. Men kildegrundlaget til bogen nævnes som et generelt problem. ”Godsarkivet gik efter alt at dømme op i flammer i forbindelse med en brand i 1910”, skriver forfatterne bl.a. i prologen. Det samme blev mere kategorisk nævnt af Erik Pettersson i hans ovennævnte bog om Rathlousdal, hvor det i indledningen bl.a. hedder, at ”hele godsarkivet brændte i 1910”. Pettersson har åbenbart forladt sig på en bemærkning i Odder Dagblad, hvor det dagen efter en storbrand i april 1910 blev nævnt, at hele godsinspektørens indbo var brændt, herunder godsarkivet. Som det tydeligt fremgår af begge bøger, blev hovedbygningen dog stående. Kildegrundlaget kalder afgjort på nogle bemærkninger.
I 1928 blev der til Landsarkivet for Nørrejylland indleveret 31 bind og pakker med materiale fra 1631 til 1928. Her er bl.a. jordebøger, skøde- og adkomstdokumenter, skifteprotokoller, fæstebreve og -protokoller, hoverisager, retssager og meget andet. Materialet er senere beskrevet i landsarkivets trykte guide fra 1981 (bd.2, s. 200), og har efterfølgende let kunne søges i Statens Arkivers arkivdatabase Daisy, der findes på www.sa.dk. Opslagsordet under ”Arkivskaber” er blot ”Rathlousdal”. Fra Emils tid er der ikke meget bevaret, men dog bl.a. fæstebreve frem til 1916, som ganske givet kunne have nuanceret fremstillingen om frasalget af fæstegodset (s. 138 ff.). Under alle omstændigheder mener jeg ikke, at man med henvisning til Petterssons bog og Laursens og Schmidts bog bør blive ved med at skrive, at godsarkivet brændte i 1910. I forhold til andre godsarkiver, er der netop på Landsarkivet i Viborg bevaret et fint godsarkiv fra Rathlousdal.
I forlængelse heraf må nævnes en bemærkning i bogen om, at der ikke findes godsregnskaber fra Emils tid (s. 142), altså fra 1870’erne til 1919. I Daisy ses det dog også, at kontrol med stamhuse som Rathlousdal hørte under Justitsministeriets 2. kontor fra 1848 til 1914, hvorefter der blev oprettet et særligt lenskontor i ministeriet. I arkivregistreringen ses en række sager om Rathlousdal, og det vil undre mig meget, hvis der ikke er regnskabsoplysninger heri. Ligeledes nævnes i bogen, at Emil blev udnævnt til ridder af Dannebrog i 1896 (s.62), så hans personlige levnedsberetning frem til dette tidspunkt bør være sendt til Ordenskapitlet, og bør kunne findes der. De mange retssager refereres stort set alene med henvisning til indlæg og omtaler i dagspressen; ikke et eneste retsdokument er inddraget, og det på trods af, at netop domstolsarkiverne er ganske velbevarede. Endelig kan tilføjes, at der i Håndskriftsafdelingen på Det Kongelige Bibliotek umiddelbart ses omkring 140 breve fra hustruen til forskellige familiemedlemmer, hvoraf en del er skrevet efter ægteskabet med Emil, jf. Brevdatabasen på Det Kongelige Biblioteks website.
Jeg har ikke haft mulighed for at undersøge indholdet af ovenstående kilder til brug for denne anmeldelse og kan naturligvis ikke garantere, at de havde været relevante at inddrage. Men det virker lidt som om, at arbejdet med kildelokalisering er gået for hurtigt.
I det mindste burde retsakter være inddraget. Kapitlet ”Lystsejlads og »vikingetogter«” fylder 23 sider, hvoraf 20 sider er en grundig gennemgang af en rejse til Middelhavet i 1874-75. Det vigtige kapitel om ”Familiestridigheder” fylder tilsvarende 23 sider, men her bliver der blot kradset lidt i overfladen på baggrund af avisartikler. I september 1915 havde Emil og Sofy fire sager kørende ved overretten i Viborg, tre ved herredsretten i Odder, en ved Ning herredsret, en ved Hasle herredsret og tre i København (s. 173).
Der var tale om sager om bedrageri, kontraktbrud, injurier, krænkelse af privatlivets fred, erstatning, brud på brandpolitiloven, ulovlig motorcykelkørsel m.m. Sofy og Emil tabte stort set alle sager, som nævnt udspillede sig i fuld offentlighed, da de involverede parter skrev harmdirrende indlæg om hinanden. I en række tilfælde blev Sofy beskyldt for at have skrevet indlæggene i Emils navn. På dette og andre punkter ville det klart have været interessant, om der i domstolsarkiverne var set nærmere på de enkelte processer og deres forløb.
Kritikken af kildeopsøgningen omfatter ikke illustrationerne. Her er gennemført et stort arbejde med at fremdrage en lang række fotos, arkitekturtegninger m.m., og bogen fremstår i det hele taget som særdeles velillustreret bog med et flot layout.
