Kong Christian VIII's breve 1813 - 1848

Af Erik Ingemann Sørensen 

Udgivelsen af C VIII’s dagbøger, der blev påbegyndt i 1943, blev 2005 fulgt op af C VIII’s breve, bind 1og 2. Nu er bind 3 og 4 udkommet – under redaktion af historikeren Anders Monrad Møller.

Det er et imponerende projekt, der endnu ikke er afsluttet. Imponerende i det videnskabelige arbejde, der ligger bag udgivelserne. Og imponerende grundet det indblik læseren får i dynastiernes dagligdag – spændende fra det iskolde politiske til beretninger om igler og menstruation.

De mange breve – 1176 i alt i de 2 bind – bringer blandt andet vinklinger på dele af historien, der ellers har ligget lidt hen i tåge. Takket være gengivelsen af de talrige breve fra C VIII’s hustru, Caroline Amalie – søster til Hertugen af Augustenborg, Christian Carl Frederik August.

Det er ganske fascinerende med de mange lag, der afdækkes gennem brevene. Beskrivelserne af det umådeligt trivielle hofliv med baller, visitter, middage og meget andet, er til tider så trættende, at man næsten får medlidenhed med aktørerne. De mange intime redegørelser, forslag til diverse kurbade, åreladninger og påsætning af igler er næsten morsomme. Måske nok mest set med vore dages øjne.

Anders Monrad Møller anfører i sin – ganske finurlige – indledning, at de mange breve med stort set intet indhold – primært Caroline Amalies til svigerinden Louise Augusta - er taget med, fordi ”de tyder på, at der altså på afsendelsestidspunktet ikke var andet og mere på færde”. Morsomt er det at læse den 51 årige dronnings beretning - 9.3.1847 – hvor hun redegør for og rådgiver om ”det maanedlige”, hvor kopsætning anbefales.

Det er pudsige intimiteter. Almenmenneskelige bekymringer. Og så er der rigeligt med intimiteter af markant politisk karakter. Caroline Amalies politiske kommentarer omhandlende augustenborgernes fortrinsret samt hadet til Glücksburgerne tegner et til tider overraskende billede af dronningen, der tidligere blev opfattet som loyalt stående ved kongens side. Nu må man nøgternt konstatere, at hun var alt andet end loyal. Tilsyneladende har det kun været C VIII, der kendte til hendes ”illoyalitet”. Ellers kunne det i de hektiske frihedsdage være gået ganske galt. Og meget til overs for ”peublen” havde hun ikke.

Hovedinteressen i de to bind, der tilsammen er på 1428 sider, er naturligt nok korrespondancen mellem de to svogre, kronprinsen – senere kongen – og hertugen af Augustenborg. Gang på gang afsløres det, hvordan kronprinsen helt og aldeles var underlagt Frederik den Sjettes forgodtbefindende. Råderum var der ikke meget af. Måske fordi F VI opfattede ham som umådelig liberal. Hvad han til en vis grad også var. I sine yngre dage. Men det blev i sandhed ikke ham, der gav landet en fri forfatning. Hvad mange vel egentlig havde forvent et. Det liberale sind var for længst afløst af det konservative.

De mange breve mellem C VIII og hertugen afslører adskillige af hertugens forestillinger om den europæiske orden. Og man må unægtelig give Anders Monrad Møller ret, når han omtaler hertugens ”tumultariske brevstil med mange firkantede personkarakteristikker og fuldstændig ravgale udenrigspolitiske spådomme”.

Helt anderledes professionel er hertugen, når han redegør for sin store passion: arbejdet med hesteavlens fremme og væddeløbene. Her var han vitterligen på hjemmebane.

Men de glødende breve til C VIII, hvor han igen og igen hævder sine og augustenborgernes rettigheder - ja næsten krav på at glide ind i arvefølgen i det danske kongehus, fornemmer man – dygtigt suppleret af Caroline Amalies breve – hvor betændt situationen egentlig var i hertugdømmerne.

Galt ender det da også de to imellem. Ifølge C VIII’s dagbøger i 1842, da hertugparret aflagde besøg på Fredensborg. Her skriver kongen afsluttende om deres samtaler: ”Det er beklageligt, når man anser sine egne rettigheder for højere end statens ve og vel og for uerstattelige”. Det fremgår da også med al ønskelig tydelighed, at brevvekslingen mellem de to siden er stærkt aftagende. For til sidst at ophøre.

Resten af historien er velkendt – startende med borgerkrigen 6 år senere, hvor både hertugen af Augustenborg og pinsen af Nöhr stillede sig på oprørernes side. Danskernes had mod de to forrædere kom ”smukt” til udtryk på bunden af natpotterne, hvor de to står under galgen med rebet om halsen. Hvorefter alle danske kunne på dem ”pisse”.

Hertugen af Augustenborg blev sammen med sin slægt landsforvist i 1851. Men fik året efter 6 millioner kroner i erstatning for tabet af sine godser. Vel at mærke hvis han fremover afholdt sig fra at forstyrre monarkiets ro. Hvad han tilsyneladende glemte efter at have modtaget pengene. Men det er en anden historie.

Det er i sandhed et stort arbejde der er lagt for dagen med udgivelsen af disse to bind om afgørende år i Danmarkshistorien.

Der er flere fotografiske gengivelser af brevene. Men i meget dårlig kvalitet. En enkelt bearbejdning inden trykningen havde gjort underværker. De mange kommentarer undervejs letter læsningen og forståelsen i mange situationer. Men desværre er der manglende konsekvens. Eksempelvis er brevene ofte fyldt med lange franske vendinger. De er af og til oversat. Men det virker lidt på må og få. Hjulpet havde det også, hvis man med større konsekvens havde gennemført de faglige, supplerende noter. Nu er man nødsaget til at stable ganske meget supplerende litteratur op på skrivebordet for at slå efter. Igen og igen. Det er lidt ærgerligt. Når man ved, at Anders Monrad Møller ellers kan den slags.

Undervejs har redaktøren helt private, finurlige kommentarer til billedmaterialet. Det kan altid diskuteres, om det hører hjemme i et sådant værk. Men aldeles fornøjelige er de. Så anmelderen giver fuld syndsforladelse.