Menu
Forrige artikel

Kongen i Danmark

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 4448

 

Af Ulla Weishaupt

Da jeg var barn, kan jeg huske vi lærte om kongerækken tilbage fra sagnkongerne. Så det er næsten som at komme i skole igen at læse Rikke Olsens bog Kongen i Danmark, med de smukke illustrationer af Jørgen Kraglund, som os der har læst Skalk i en menneskealder kender så godt.

Bogen der i øvrigt bærer undertitlen “ En hilsen til dronning Margrethe i anledning af fødselsdagen 2020 “ er en gennemgang af verdens måske ældste monarki.

Efter en kort indledning kommer et meget interessant kapitel om sagnkongernes tid, en tid med masser af konger og hyppige kampe med fjenden, typisk svenskerne og tyskerne syd for grænsen. Det er svært at sige, om Danmark var samlet eller om dem, vi hører om, kun herskede i Jylland, da det er svært at holde rede på navnene og menneskene bag dem igennem 800 år.

Men i 900 årene optræder Hardeknud, der kan være Gorms far eller forgænger, og derfra kan man nu følge hvornår de forskellige hersker, samt at det er Danmark de hersker over.

Dette er også starten på den række af konger, der strækker sig fra Gorm den Gamle og op til vor tids dronning Margrethe. Hver enkelt regent er fint portrætteret med Jørgen Kraglund streg, og en kort men meget informativ tekst. Christian d 1. konge fra 1448-1481, leverede det første valgsprog man kender til i Danmark, virtute monstrante viam, det betyder Dyden viser vejen. Herefter har hver regent haft sit eget valgsprog, og disse er alle medtaget. Det har været interessant at læse de enkelte valgsprog og samtidig holde dem op mod, hvordan den pågældende regent har ageret.

Slutteligt er der i bogen otte sider stamtavle, hvor det er muligt at følge slægtsskaber fra Gorm den Gamle frem til vores dronning Margrethe. Et meget interessant slægts træ, med mange grene der er viklet ind i hinanden.

Jeg synes det er en dejlig bog, der på en god måde giver en kort beskrivelse af de enkelte konger og deres samtid. Når man læser den samlet er det også et rigtigt fint stykke Danmarkshistorie men får præsenteret, men samtidig fungerer bogen som et glimrende opslagsværk. Det er dog også en appetitvækker, for når sidste side er læst, tænker man uvilkårligt, jeg må vide noget mere om alle de spændende historier, der ligger gemt i de 1000 år monarkiet har bestået. For min skyld kunne bogen sagtens være stukket ud til et to- eller tre-bindsværk. Rikke Olsen er velformuleret, og jeg er sikker på hun kunne levere meget mere historie.

Men en fin bog som jeg varmt kan anbefale.

[Historie-online.dk, den 23. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fortællinger fra Selleberg
Vasaerne - Sveriges mægtige kongeslægt
Storfyrstinde Olga i eksil