Kronborg
Af Anders Ellegaard, cand. jur.
”Med Kronborg om styrbord igen.” Så véd man, at man atter er hjemme i sikker havn i go´e gamle Danmark. Mange kender udtrykket, men færre husker i dag Hans Hartvig Seedorf Pedersens sang, som blev sunget af Hans Kurt i Giro 413.
Historiker og museumsinspektør ved Nationalmuseet Poul Grinder-Hansen har skrevet bogen om Kronborg. Slottet og fæstningen, som for mange danskere er et af de vigtigste symboler på Danmark og den danske nation.
En ørekrog var en krum sandet landtange, som skød sig ud i vandet – her Øresund. Ikke det mest oplagte sted at bygge en borg, men ikke desto mindre byggede dronning Margrethe I eller hendes efterfølger Erik af Pommern borgen ”Krogen” på stedet. Formålet var at kontrollere sejladsen på Øresund og kræve skibstold af sildebåde, hvilket var kendt allerede i 1200-tallet. I 1429 ændredes det til, at der blev krævet sundtold af alle skibe.
Arkæologiske undersøgelser har vist, hvordan den middelalderlige borg Krogen var bygget. Den stod der med sikkerhed i 1425, så byggetidspunktet har været i begyndelsen af 1400-tallet. Krogen blev efterhånden forældet, men den var stadig vigtig for opkrævningen af sundtold. I 1560´erne sejlede gennemsnitligt 3158 skibe pr. år gennem Øresund. I 1590´erne var det steget til 5623.
I 1580´erne og 1590´erne ændrede Kong Frederik 2. borgen fra middelalderborg til renæssanceslot. Frederik 2. var stærkt ordblind, men en dannelsesrejse i Europa åbnede hans øjne for europæisk hofliv, for Renæssancen, for slotte og for moderne fæstningsværker. I kapitlet om ”Det røde slot” beskrives hele forvandlingen af borgen. Navnet angiver det røde tegl, som borgen var bygget af. Genbrug af dele af middelalderborgen betød, at ”renæssancen” ikke slog helt igennem.
Det røde slot lignede mange danske herregårde på den tid. Frederik 2. mente, at Kronborg skulle skille sig ud fra dem og overgå danske adelsmænds formåen. Det blev besluttet at beklæde det med sandsten: ”Det hvide slot.” Men ikke kun udvendigt blev slottet fornyet. Nye etager, flotte gavle, dansesalen (Nordeuropas største: 62x12 meter), ”Kirkegavlen”, kobbertage i stedet for tegl og m.m. Den 27. nov. 1585 kunne Frederik skrive til sine mechlenburgske svigerforældre, at slotsbyggeriet var færdigt. Det havde taget 10 år. Var det dyrt for danskerne i skatter? Næh, Øresundstolden betalte!
I det følgende kapitel beskrives problemerne med beliggenheden nær havet. Stormen i 1582 ødelagde meget og gav anledning til nye arbejder. Kasematterne og slottets kanoner beskrives. Slotskirken, som overlevede branden i 1629, blev indviet i 1582.
Bogen beskriver kunstværker - som var engang: Lappestenen (som blev hugget op), vandkunsten (som svenskerne stjal), kronborgtapeterne og bordhimlen (de første er delvist bevarede, den sidste stjal svenskerne) og bronzebusterne af Frederik 2. og Sophie (som smeltede under den store brand, men hvoraf der findes dubletter).
Kapitel 9 har overskriften: ”Livet på renæssanceslottet.” Alene titlen lægger op til et festligt kapitel. Slottet var en behagelig privatbolig, men også et imponerende slot til officielt brug og til fester. Slottets faste personale var på omkring 80 mand, hvortil kom kongens rejsefølge, når han var på slottet. Soldaterne på slottet havde vagtopgaver og skulle salutere med kanonerne – med løst krudt – til skibe og fester og med kanonkugler, hvis skibe ikke saluterede eller betalte told.
I 1625 gik Christian 4. ind i 30-årskrigen. Han led nederlag, og Jylland blev besat og udplyndret af tyske lejesoldater. I 1629 brændte slottet. Et par håndværkere havde smeltet bly og ikke slukket den åbne ild ordentligt. Stort set alt brændte undtaget de rum, som havde stenbyggede hvælvinger over sig. Herunder kirken. Rigsrådet mente, at det ville blive for dyrt at genopbygge, og at man måtte nøjes med at afdække. I 1631 foreslog kongen at fordoble Øresundstolden i en periode. Rigsrådet var bekymret, for hvad ville handelsparterne sige? Tolden blev fordoblet fra maj 1631 til juli 1632. Christian 4. ville genopføre slottets ydre, som det havde været tidligere. Altså som Frederik 2. havde bygget det. På afstand kunne man ikke se forskel på det ydre af slottet, men i det indre ændrede Christian 4. på rumindretning og møblering.
I kapitel 12 beskrives krigen mod Sverige i 1657-1658. For at gøre det kort: Vi tabte – de vandt! Kapitel 13 hedder meget passende ”Det svenske slot.” Svenskerne udplyndrede Kronborg og førte meget kunst og løsøre til Sverige. Efter Karl 10. Gustavs død i 1660 bestemtes det ved international mægling, at Sverige skulle rømme alle dele af Danmark – dog ikke Skånelandene. Krigsbyttet beholdt de.
Efter svenskerne var Kronborg i en miserabel stand. Befæstningerne var i orden, men slottet var ikke. I 1680 havde Christian 5. nye rådgivere og nye planer. Forsvarsværker blev bygget eller ombygget fra 1687. Kronværksporten med inskription af Thomas Kingo stod færdig 1691. Der etableredes 14 søbatterier. Selve slottet lå hen uden reparationer eller andet i lang tid. Kronborg fremstod dog stadig som et symbol på Danmark. I 1764 var der stadig salutskydning med kanoner, og udlandet accepterede stadig Danmarks magt og kontrol ved Øresund.
Ingen bog om Kronborg uden et afsnit om Dronning Caroline Mathilde, hendes forhold til Struensee og hendes fangenskab på Kronborg. Da englænderne til sidst truede med at hente hende med magt, blev hun overgivet til dem, men hendes datter, som var dansk prinsesse, måtte blive her.
Kommandanterne og soldaterne var ikke Guds bedste børn. Lejesoldaterne var noget sammenløbet pak. Desertører blev dødsdømt, men straffen blev straks forvandlet til spidsrod, som beskrives nøje. Kapitel 16 har overskriften ”Slaver på slottet.” Med nutidens øjne et meget uhyggeligt afsnit af dansk retshistorie. Både civilt og militært kunne man dømmes til slaveri. Det foregik i lænker, og med hårdt fysisk arbejde. Forplejningen var vand og brød. I følge en resolution fra 1764 skulle de ikke dø af hunger, men dog føle straffens alvor. Et fangeoprør i 1785 blev afsluttet ved at tronfølgeren kronprins Frederik (senere Fredrik 6.) beordrede direkte skydning mod slaverne.
Fra slutningen af 1700-tallet blev Kronborg mere og mere brugt som kaserne. I 1788 blev kirken ryddet og brugt som krudtmagasin og senere som gymnastik- og fægtesal. Dansesalen blev brugt som kornmagasin for rug til bagning af rugbrød. I 1850´erne var 80-100 mand indkvarteret. 30 år senere var der 600 værnepligtige plus gifte og ugifte befalingsmænd. De indtog hele slottet bortset fra nordfløjen.
De sidste kongelige beboere var Frederik 7. og grevinde Danner. I 1848 besluttedes det at sætte nordfløjen i stand som renæssanceslot. Det stod færdigt i 1858. I 1860 holdt kongen topmøde med Karl 15. af Sverige – med kanonsalutter ved kongeskåler. Ved Frederik 7.s død 1863 var slottet ude af brug som kongelig residens.
I 1834 gav militæret afkald på kirken. Heldigvis var inventaret blevet opbevaret, således at genopretningen kunne ske stort set, som kirken tidligere havde stået. Indvielsen fandt sted i 1843.
I 1866 begyndte restaureringen af slottets facader. Det skete under arkitekt Ferdinand Meldahl, som havde sine egne meninger om, hvordan det skulle ske. Arbejdet kom til at tage 30 år, og det var og er stadig et renæssanceslot!
Øresundstolden blev ophævet i 1857. Kronborg var ikke længere en aktiv fæstning.
I 1896 blev Den Kongelige Malerisamling lagt ind under Statens Museum for Kunst, og den flyttede i 1914. Lokalerne blev overtaget af Handels-og Søfartsmuseet. Under Første Verdenskrig lå en stor sikringsstyrke på Kronborg, men efter Genforeningen i 1920 var der fokus på kaserner i Sønderjylland, så i 1922 blev Helsingør Garnison nedlagt.
To kapitler er helliget Holger Danske og Hamlet. Deres oprindelse i myterne og behandlingen af dem som begreber i kunst, litteratur og på scenen. Forfatteren opstiller et godt dilemma: skal man 1) fortælle den ”rigtige” historiske historie om Kronborg eller 2) fortælle historien om Hamlets Slot? Fakta eller (halv)fiktion?
Princippet for restaurering af slottet var i mellemkrigsårene, at man ville bevare rummenes oprindelige dimensioner, men ikke forsøge at efterligne datiden. Under restaureringen fandt man flere spor af det gamle Krogen, som man bevarede eller markerede. I 2000 blev Kronborg udnævnt til verdenskulturarv; nummer tre i Danmark.
Ideerne om formidling har ændret sig. Handels- og Søfartsmuseet fik sit eget nye museum og flyttede. Den nye strategi kaldes ”castleness”, som skal forstås som en stemning af at besøge et levende slot med en aura af renæssance. Rummene blev møbleret og udstyret, som om en person fra Renæssancen kunne komme ind ad døren. Man fokuserer ikke længere kun på faktuelle oplysninger, men på oplevelsen af et levende sted.
De nævnte ting og emner (og mange flere til) er i bogen beskrevet og illustreret langt ned i detaljerne – og det er ment rosende. Der er gravet dybt i kilderne, og der argumenteres godt for konklusionerne. Ikke noget under, at bogen er på 480 sider. Den må på listen over bedste historiske udgivelser i 2018.
I epilogen funderer forfatteren over stenhuggerarbejdet, som har fundet sted i århundreder og stadig pågår, og over at Frederik 2. nok stadig ville genkende slottet. Krogen kan stadigvæk skimtes. Kronborgs sjæl lever.
Fotografen Roberto Fortuna, som har taget de fleste billeder til bogen, skal have en særlig omtale. De meget smukke billeder slutter sig til eller supplerer teksten på fornemste vis.
Bogen har en takkeliste og et afsnit om forskningshistorie og litteratur med en litteraturliste til hvert kapitel som et noteapparat. Hertil kommer 7 sider litteratur og kilder og 9 sider register.
Boghåndværket er som det passer sig til en sådan bog: smuk og solid indbinding, smukt tryk i tekst og billeder.
Det er ikke blot en bog om Kronborg. Det er BOGEN om Kronborg. Det er aldrig gjort bedre, og bliver det først om mange år, når nye generationer har fundet nye kilder og fortolkninger.
Historie-online.dk, den 11. juni 2018
