Rytterkongen - Et portræt af Christian 10.
Af Erik Helmer Pedersen
Den kgl. ordenshistoriograf, Knud J. V. Jespersen, professor emeritus ved Syddansk Universitet, har med Dronningens tilladelse og i øvrigt på hendes opfordring sat sig for at sætte kong Christian X et litterært minde. Det er der kommet en stor og stilfuld bog ud af, ret en julegave for de mange i Danmark, som interesserer sig for kgl. personers liv og virke, men også et værk med bud til læsere, som gerne vil læse en god og afbalanceret skildring af et vigtigt og modsætningsfyldt stykke Danmarkshistorie. Ved at bruge kongens egne dagbøger og optegnelser, læst i sammenhæng med udvalgte dele af den senere forskning inden for de udvalgte områder, er det lykkedes Knud Jespersen at afbilde kongen i hel figur. Tålmodigt, side for side opmures her en på mange måde gribende fortælling om en konge, der følte sig som ét med sin nedarvede værdighed, men som alligevel ofte var ved at segne under det umenneskelige pres at være spærret inde i en kongeloge uden større adgang til det pulserende menneskeliv.
Det nævnes dog et par gange, at han ofte havde held til at komme menigmand tættere ind på livet med et djærvt og synftigt ordvalg og derved opnå den populistiske ære for en monark at blive positivt omtalt i Ekstra-Bladet, hans ”gadepopularitet”, som det i et ærgerligt tonefald formuleredes hans egen kabinetssekretær. Desværre følger forfatteren ikke med sin hovedperson, når denne vover sig ud på i folkedybet på egen hånd.
Knud Jespersen skjuler ikke det problem at være ene om at kunne bruge et klausuleret materiale, som efter de gældende regler er båndlagt i tre regentperioder og derfor først er offentligt tilgængeligt i Christian XI’s regeringstid, hvornår den end måtte indtræffe. Derfor forsøger han at slippe ud af klemmen ved at citere bredt, så fremstillingen sine steder nærmest har karakter af at være et kildeskrift. Alligevel lades læseren lidt i stikken, når det drejer sig om at vurdere, om forfatteren nu har fået det hele med, og hvorledes han i øvrigt har udvalgt og arrangeret kildematerialet og brugt stoffet i sin fremstilling. Professor Jespersens faglige reputation og institutionelle placering må imidlertid være tilstrækkelig borgen for, at intet væsentligt er fejet ind under gulvtæppet. Når fremtidens historikere en skønne dag får adgang til materialet, vil de efter alt at dømme blot kunne konstatere, at der ikke er mere at komme efter.
Men rummer disse optegnelser sensationelt nyt i forhold til den foreliggende viden? Svaret må blive et både-og. Vi bliver ikke præsenteret for en helt ny opfattelse af kongens placering i det politisk-konstitutionelle billede; derimod er det forbavsende, hvor alvorligt og enstrenget han opfattede sin kongegerning, højt hævet over dagens larm og tummel. Kongemagten opfattes nærmest mytisk, ja religiøst, hvad der også stemmer overens med hans kristne grundholdning. Der lægges ikke skjul på, at han med denne bevidsthed in mente ikke var let at rokke fra én gang indarbejdede holdninger og positioner, og at han i det hele taget ikke gerne tog mod råd, der stred mod hans overbevisning. At han kunne være højst ubehagelig i sin omgang med sit personale, forties heller ikke.
Af hans nærmeste rådgivere var kabinetssekretær A. Krieger ofte ene om at advare kongen mod at overspille sine kort som konstitutionel monark, efter at hans i øvrigt højt elskede farfar Christian IX ved Systemskiftet i 1901 havde bekræftet, at kongen alene regerer gennem sine ansvarlige ministre. Det virker i denne sammenhæng lidt overraskende, at hans far, Frederik VIII, ikke helt havde forsonet sig med denne opfattelse, da han i 1909 mod regeringens og dermed folketingsflertallets vilje forsøgte at fastholde en utidssvarende forsvarsordning, hovedsagligt baseret på Estrupregeringens landbefæstning foran København.
Efter faderens død i 1912 forsøgte Christian X med ét vist held at politisere kongemagten ved at afspore Klaus Berntsen-regeringens forsøg på at føre den reviderede grundlov af 1866 tilbage til 1849-udgaven og nu udvidet med så moderne ting som kvinders valgret og et landsting, hvor de 12 nedarvede, kongevalgte medlemmer forsvandt sporløst. At det et par år senere lykkedes den radikale Zahle-regering uden større besvær at gennemføre disse ændringer, er lidt af en gåde. Her som andetsteds dukker lensgreven fra Frijsenborg, Mogens Frijs op i billedet som en allestedsnærværende og dygtig mægler, der – som oftest i et tæt samarbejde med den radikale finansminister Edvard Brandes – lykkes at få kongen bragt på andre og mere konstruktive tanker om kongedømmets rolle i et demokratisk samfund. Hvis Frijs havde opholdt sig i Danmark i påsken 1920, var der måske slet ikke opstået en ”påskekrise”! En eller anden (Knud Jespersen f. eks.) bør snarest skrive Mogens Frijs’ politiske biografi!
Den omtalte ”påskekrise” er bogens historiske tyngdepunkt, men vi bliver, klogt disponeret, holdt i spænding herom fra skildringens udgangspunkt i grænseridtet 1920. Da red kongen 10. juli på sin hvide hest ind over grænsen til det Sønderjylland eller Nordslesvig, som fem måneder tidligere havde stemt sig hjem til moderlandet efter 56 års påtvunget udlændighed i klørene på den tyske ørn. Desværre for en nysgerrig eftertid er kongens dagbøger omkring denne krise ikke særligt givende, da han her som andetsteds ikke noterer, hvad en række mere eller mindre selvbestaltede, konservativt indstillede rådgivere, ”hofkamarillaen” kaldet, søgte at smugle ind i hans tankeverden. I realiteten har vi kun kongens senere redegørelse ”Orientering ved Min. Zahles Afgang” at holde os til, og den går ikke i dybden og slet ikke i spørgsmålet om de centrale motiver.
Knud Jespersen går ikke i enkeltheder omkring forløbet og slutter sig her som andetsteds til, hvad hans forgænger som kgl. ordenshistoriograf, Tage Kaarsted, har ment om spørgsmålet. Dog går Jespersen det skridt længere, at han ikke stiller sig helt tilfreds med Tage Kaarsteds tolkning: at en række navngivne personer og grupperinger lægger pres på kongen for at få ham til at bruge sin i øvrigt noget tvivlsomme ret til i analogi med grundlovens § 13 at afskedige en regering, der ikke har folketingsflertallet imod sig. Uden at afvise pressionen og dens virkninger vil Knud Jespersen i stedet hente den overordnede forklaring i kongens brændende ønske om som titulær hertug af Slesvig at få hele hertugdømmet tilbage uanset befolkningens mening om den ting. Måske skulle forfatteren her have sondret klarere mellem strategi og taktik i det politiske spil.
I dette forsøg på at flytte grænsepælene tilbage til den gamle Dannevirke-grænse satte kongen efter Jespersens opfattelse nærmest spørgsmålet om kongedømmets fortsatte beståen på højkant, men hævder dog, at kongen ikke var ene om at spille bold med de parlamentarisk-konstitutionelle principper. Til denne kategori henregnes i første række Venstres leder gennem mange år, fhv. konseilspræsident, J. C. Christensen, ”mestertaktikeren” i egen høje person, hvis ”manipulerende mesterhånd” eller evne til at lave ”mummespil” iflg. forfatteren er på færde overalt, hvis han ikke som en snedig ræv lægger snarer ud for sit intetanende bytte. Den radikale regering går heller ikke ram forbi; dens funktionsnægtelse efter dens afskedigelse 29. marts lå efter Jespersens opfattelse lige så meget på kanten af statsretten som kongens udspil. Og hofkamerillaens ellers så entreprenante medlemmer var da som sunket i jorden og lod kongen stå nærmest ene tilbage i en stormende blæst. Det må dog understreges, at J. C. Christensen ved audiensen 27. marts (s. 299) i sin anbefaling til kongen om at erstatte Zahle-regeringen med et forretningsministerium tog det ikke så uvigtige forbehold: ”…hvis Ministeriet demissionerer”.
Kapitlet om påskekrisen udgør med sine 46 sider næsten 1/10 af selve skildringen, rammet ind af 13 forudgående kapitler om hovedpersonens første 50 år og 7 kapitler om den senere udvikling til sin død 20. april 1947. I afsnittet om Mellemkrigstiden centreres skildringen om trekantforholdet kongen – den socialdemokratiske statsminister Th. Stauning (1929-42) og den radikale udenrigsminister, P. Munch (1929-40). Som afdøde Claus Bjørn gør det i sinkongebog ”Blot til pynt?” fra 2001 opfatter Knud Jespersen forholdet mellem arbejderføreren Stauning og den aristokratiske konge som en art symbiose mellem to samstemmende personligheder. Ingen af dem ville overdynge hinanden med abstrakte ræsonnementer eller teoretiske læresætninger, sådan som dr. Munch til kongens usigelige ærgrelse havde for vane.
Det var derfor kongen meget om at gøre at skille sig af med P. Munch, da lejligheden bød sig efter 9. april 1940. Alligevel var kongen og ikke mindst kronprins Frederik helt på linje med regeringen om den førte samarbejdspolitik, indtil begivenhederne 29. august 1943 satte en stopper for en officiel dansk medvirken heri. I disse fem kapitler viser Knud Jespersen for alvor sin overlegne beherskelse af stoffet og det med en varme og hengivenhed for den gamle konge, der flere steder føles helt medrivende. Ikke alle og slet ikke inkarnerede republikanere vil være enig med ham i alle vurderinger, men at Christian X i disse fem år stod som det fælles, samlende symbol for alle danske kan ikke betvivles. Kongens radiotransmitterede tale ved Rigsdagens genåbning 9. maj 1945 glemmes ikke af de, der langt fra Amalienborg og Kongens København påhørte den med tårevædede øjne.
Disse linjer yder langt fra bogens indhold retfærdighed. Udover det politisk-historiske indhold er der flere kapitler om kongens og kongefamiliens liv og færden, selv om man godt kunne ønske sig flere detaljer om familiemedlemmernes indbyrdes forhold, ikke mindst kongens forhold til kronprinsen, den senere kong Frederik IX. Noget kunne tyde på, at forholdet ikke altid har været lige hjerteligt, ja det minder ikke så lidt om de tilsvarende relationer i de forudgående generationer. Er der en lov, der siger, at en kronprins altid står i skyggen af sit ophav?
Bogen fungerer på mange måder som en kongefamilies forsøg på at retfærdiggøre sig over for en omverden, der i sin kritik af visse royale forhold synes at glemme, at kongehuset ikke kan tage til genmæle, hvor meget fingrene ellers måtte klø efter at give svar på tiltale. Ved at få en velrenommeret historiker til at støbe defensoratet ind i en historisk-videnskabelig forsvarlig form har man på forhånd taget brødet ud af munden på de, der ud fra en rygmarvsrefleks ellers ville være tilbøjelig til at opfatte værket som et stykke royalt PR, slet og ret.
