Storfyrstinde Olga i eksil
Af Per Ole Schovsbo
Lektor ved Københavns Universitet, Karsten Fledelius nævner i forordet, at storfyrstinden Olga var et af de interessanteste yngre medlemmer af Romanov-familien, der indtog den russiske trone for 400 år siden.
I bogens første afsnit fortæller ph.d. stipendiat, cand. mag. Kim Frederichsen uden svinkeærinder storfyrstindens historie. Olga Alexandrovna Romanova var søster til Ruslands sidste zar, Nicolaj den 2., der sammen med sin familie blev henrettet af kommunisterne efter revolutionen i 1917. Zarens mor, enkekejserinde Dagmar, der var dansk prinsesse, flygtede sammen med Olga og hendes familie til Krim. Der er ikke tvivl om at Olgas ægteskab med den borgerlige Nicolaj Kulikovskij, officer fra det kejserlige Kyrasser-regiment, styrkede Olga og hendes børns chancer for at overleve flugten, men samtidigt svækkedes deres status i Romanov-familien - ikke mindst hos enkekejserinden. Men flugten fortsatte, og Dagmar nåede Danmark i god behold. Siden kom også Olga og hendes familie. De blev indlogeret på Amalienborg af Dagmars nevø, Christian X. Senere flyttede Dagmar til det herskabelige Hvidøre ved Klampenborg, som hun ejede sammen med søsteren, den engelske dronning Alexandra. Olga og hendes familie indtog i samme periode Hvidøres gartnerbolig. Efter Dagmars død i 1928, købet de gården Knudsminde i Ballerup, hvor de boede til kort efter 2. verdenskrig. Både Dagmar og Olga var naturlige midtpunkter for russiske emigranter og den russiske menighed omkring Aleksander Nevskij kirken i København, men modsat Dagmar fik Olga og hendes familie også kontakt med den lokale befolkning, som et lille udvalg af Olgas breve viser.
Dagmar og Olga havde som de øvrige medlemmer af Romanov-familien levet i konstant angst for attentater, indtil de kom til Danmark. Efter besættelsens afslutning i 1945, hvor Rusland var kommet tæt på de danske grænser og havde besat Bornholm, øvede de kommunistiske smædekampagner mod Olga et stigende pres mod den danske myndigheder, og Olga valgte derfor at flygte til Toronto i Canada i 1948 sammen med sin familie. Her købte de en gård og levede med den russiske menighed i Toronto og mange gode naboer indtil Kulikovskij døde i 1958. Herefter mistede Olga gnisten og døde et par år senere i dyb armod, 78 år gammel.
Seniorforsker, mag. art. Anne Hedeager Krag beskriver i bogens sidste afsnit Olgas kunstneriske virksomhed. Produktionen omfatter mindst 2000 akvareller foruden tegninger, bogillustrationer, oliemalerier, porcelænsmaling og ikoner. Helt fra barneårene havde Olga modtaget undervisning af førende kapaciteter fra Kunstakademiet i Sct. Petersborg og dyrkede resten af livet en enkel naturalistisk stil med idylliske motiver - som antitese til hendes egen omtumlede tilværelse. Olga deltog i de censurerede udstillinger på Charlottenborg og er repræsenteret på flere museer, mens hovedparten af værkerne blev solgt eller skænket bort til velgørende formål. I de senere år er den internationale interesse for Olgas kunst steget ikke mindst i Rusland, fordi hun var søster til den sidste zar.
Det er med andre ord et charmerende miniportræt af en indtagende personlighed, der er tegnet af de tre kompetente forfattere, men der vises kun 4 eksempler (akvareller) på Olgas lovpriste produktion, der jo afspejler den mentale arv fra før verden gik af lave ikke kun i Rusland men i hele den vestlige verden.
