Tobak til tiden

Af Erik Helmer Pedersen

To tobaksfabrikker på Sydfyn har sat sig på 80 % af  den samlede verdensproduktion af pibetobak. Den ene er Scandinavian Tobacco Group i Assens, der laver pibetobak, finskåren tobak og røgfri tobak og kan føre sin historie tilbage til 1864. Den anden er Mac Baren i Svendborg, der er tredje led i en udvikling, som begyndte i 1826 med Svend Bønnelyckes tobaksspinderi og videreførtes fra 1887 som moderne tobaksfabrik af Harald Halberg. Siden da har fabrikken være en familieejet virksomhed gennem fire generationer og fra 1995 alene kendt som Mac Baren Tobacco Company. Det er navnet på den pibetobak, firmaet fra 1949 havde stor succes med i form af mærker som Harmoni, Golden Blend og Mixture.

Nu er væsentlige udsnit af virksomhedens historie sat på papiret af historikeren Adam Wagner, som for et par år siden lavede Svendborg Museums sommerudstilling over piberygningens kulturhistorie. Derefter indgik museet og Mac Baren en aftale om at få skrevet et stykke røgduftende svendborghistorie over fabrikkens snart 200-årige udvikling. Lad det være sagt med det samme: Det er der kommet en god bog ud af, og den bemægtiger sig ens fulde opmærksomhed – og plads på skrivebordet. Den er godt skrevet, dens layout er indbydende formet, og det er en ren nydelse blot at blade rundt i bogen og vende det fine Munken Lynx Rough-papir. Som ikke-ryger kunne man fristes til at tænde sig en gammel sur pibe med Mac Baren-tobak og pulse røgen ud i rummet, til de nærmestes formentlige afsky. Straks dog vågner ens samvittighed: Risikoen for lungekræft øges 50 gange for cigaretrygere, mens risikoen 'kun' stiger 30 gange for piberygere, advarer de lægelige autoriteter.

Det er som ventet dog ikke sundhedsproblemerne omkring tobaksrygningen, der er bogens hovedærinde. I stedet får vi en velskrevet, præcist formet beskrivelse af firmaets produktion og salg, om end man kan savne en tættere analyse af firmaets indre liv og virksomhed. Tobak som nydelsesmiddel er jo mange ting, og efter en kulturhistorisk baggrundsskildring viser forf. os, hvorledes de skiftende Mac Baren-generationer med held har håndteret det intrikate forhold mellem udbud og efterspørgsel på dets produkter. Der skal indarbejdes nogle vaner i kundekredsen, og de befordres ikke alene af produktets kvalitet, men også af dets indpakning og umiddelbare attraktionsværdi. Det skal gerne se indbydende ud og over for omgivelserne demonstrere en vis form for status.. Hensynet til kundekredsens sociale spredning og de dertil knyttede forbrugspræferencer tilsiger fabrikanten at markedsføre mange mærker inden for samme tobakskategori.

Dette tema spiller med rette en vigtig rolle i bogen, samtidig med at vi for hver epoke får beskrevet de fabriksmæssige rammer omkring produktionen, medarbejderstaben og hele den indre aktivitet. Ens fingre vil ikke uden videre blade forbi billedet af de mange børnearbejdere, man på helt lovlig vis beskæftigede i ældre tid, og man spørger uvilkårligt sig selv, om de allerede fra 10-årsalderen blev slaver af tobakken. Videre: I halbergernes ældre tid fremstillede man fem grundlæggende former for tobak: cigarer og cerutter, rulletobak, røgtobak, skrå og snus, det sidste dog kun i små portioner og blev opgivet i 1962. Derimod holdt man sig fra cigaretter. I mellemkrigstiden steg efterspørgslen på cigarvarer markant og rettede sig ikke mindst mod små cigarer og cerutter, da de kvindelige rygere nu gjorde sig stærkere gældende. Her stod firmaets andel af shagtobak lidt i skygge. Efter krigsårenes påtvungne interesse for dansk og dermed dårlig tobak kommer vi ind i Mac Baren-æraen, der også åbnede op for en stærkt stigende eksport, rent teknisk fremmet af overgangen omkring 1960 til pakkemaskiner. Efterhånden som smagsvanerne ændrede sig, gled som nævnt snus og senere skråtobak ud af sortimentet, og i 1999 rulledes den sidste cigar. I anden halvdel af 1990’erne blev dansk tobaksindustri udsat for svære rystelser, og alle øvrige fabrikker samledes i koncernen Skandinavisk Tobakskompagni, mens Mac Baren red stormen af alene. Dertil kom de lovbestemmelser fra EUs som fra Christiansborgs side, der, sundhedspolitisk som skattepolitisk motiveret, besværliggjorde og fordyrede produktionen. Et stort lyspunkt var dog en stærkt voksende eksport til Østeuropa og Asien, som skabte fornyet fremgang for Mac Baren, der nu også producerede finskåren tobak til såvel hjemmemarked som markeder i Sydeuropa og Fjernøsten. Desuden virkede man som handelshus og fra 1999 som hotelejer i en voksende skala. Tobaksmarkedets usikre fremtidsmuligheder motiverede dette, og i 2008 omstrukturerede man hele virksomheden i Harald Halberg Holding A/S, der også indbefattede Halberg Investering, Halberg Kapital og Halberg Hotels.

På mangfoldige måder kan Mac Barens udvikling, sådan som Adam Wagner så glimrende og engageret fremstiller den, ses som et koncentreret udtryk for den tilpasning, produktionen af risikobehæftede nydelsesmidler har måttet gennemgået for at overleve den sundhedspolitiske inddæmningsproces, der vokser år efter år. Her har eksporten til den store verden vist sig som stadigt ekspanderende åndehul. Det nævnes således som en mulighed, at piberygning vinder stadig fremgang i Rusland og Kina. Den sydfynske røgindustri spreder nu sine ringe til hele verden.