Vasaerne - Sveriges mægtige kongeslægt
Af Poul Ulrich Jensen, historiker, forfatter
I november 1520 blev den danske konge Christian II under udfoldelsen af et storslået ceremoniel kronet i Stockholms Storkyrka. Han var nu også konge af Sverige, men festlighederne udviklede sig efter et par dage i en uventet retning, da knap 100 gejstlige, borgmestre, rådmænd og andre notabiliteter blev henrettet på Stortorget i Gamla Stan. Blodbadet var afslutningen på et indenrigspolitisk magtopgør mellem ærkebiskop Gustav Trolle og rigsforstander Sten Sture, men med Christian II’s medvirken blev det også begyndelsen på en indædt kamp mod det danske overherredømme og banede vejen for Vasaslægtens indtog i svensk historie.
Den første, der tog kampen op, var den unge Gustav Eriksson, hvis far var et af ofrene for det stockholmske blodbad. Han fik samlet en oprørshær i Dalarna, og efter tre år havde han erobret kongetronen. Ved kroningen i 1523 var der stadig mange vanskeligheder at overvinde, men også store forandringer forude. Sverige stod på tærsklen til en ny epoke, for i løbet af Vasa-slægtens regeringstid, der kom til at vare 131 år, blev det tilbagestående bondesamfund forvandlet til en stormagt økonomisk, politisk og militært. Herman Lindquist, der har en journalistuddannelse og over 60 non-fiction udgivelser på cv’et, beskriver hele forløbet med et fast greb om det omfangsrige og dramatiske stof. Vasa-slægten med det voldsomme temperament, tendens til sindssyge og uden skrupler med hensyn til bedrageri, løgn og hykleri bliver sat i scene i en periode, præget af tilbagevendende krige, intriger og religiøse modsætninger. Det er spændende som en svensk krimi, uden at der er givet køb på den seriøse historieformidling.
I løbet af de første knap 20 år på tronen havde Gustav Vasa i 1540 fået konsolideret sin position. Arvefølgen var sikret med den ældste søn Erik som kronprins, og der var fuld kontrol over landet og ikke mindst kirken, der efter Reformationen havde mistet både gods og indflydelse. Det blev til yderligere 20 år som regent, og da han døde i 1560, var det som den måske mest fremgangsrige konge i Sveriges historie. Men selv om tiderne var meget bedre i 1560 end i 1523, var det ikke sket uden store omkostninger. Den første repræsentant for Vasaernes mægtige kongeslægt havde plyndret den katolske kirke og ødelagde det meste af landets kultur og uddannelse. En temmelig tung arv at løfte for sønnen Erik, der dog havde store planer, ikke mindst med hensyn til ægteskab. Han forsøgte sig både hos den engelske dronning Elizabeth og den skotske Maria Stuart, dog uden resultat.
Den yngre broder Johan, der var hertug af Finland, havde mere held med sig, da han friede til den polske prinsesse Katarina Jagellonica. Polen var en europæisk stormagt, der strakte sig fra Østersøen til Sortehavet, og ægteskabet blev af Erik betragtet som en udfordring, der førte til regulær broderkrig. Den vandt Erik i første omgang, og Katarina og Johan blev indsat som fanger på Gripsholm Slot. Vasafamilien var splittet, og Erik måtte samtidig udkæmpe en blodig krig mod Danmark. Hans magt smuldrede, og efter otte år blev han afsat, og Johan overtog tronen. Det blev til en regeringstid på 25 urolige år præget af problemer med familien og den svenske højadel. Han døde i 1592, kun 54 år, men nedbrudt og senil.
Hans søn Sigismund var da som 21 årig i 1587 blevet valgt til konge af Polen, og efter faderens død blev han også kronet som konge af Sverige. Det blev begyndelsen til en kamp om tronen med farbroren Karl, der i høj grad besad Vasaslægtens mere dystre karaktertræk. Han beskrev sig selv som kolerisk, kompleks og med en krigerisk natur, men det var egenskaber, der nærmest var en fordel i en tid, hvor det europæiske landkort var under stadig forandring, og Sverige, Finland, Danmark, Rusland, Baltikum, Polen og adskillige tyske fyrstendømmer var involverede i en næsten uendelig række krigshandlinger. Karl vandt da også kampen om den svenske trone, og da han døde i 1611, stod sønnen Gustav II Adolf overfor en vanskelig udfordring. Skulle han stille sig tilfreds med den vundne magtposition eller fortsætte Vasa-slægtens ekspansionspolitik? Som en typisk Vasa valgte han det sidste og gjorde hermed Sverige til en militær og politisk stormagt. Og selv om han kun blev 37 år, fylder han mere i historiebøgerne end nogen anden svensk konge.
Gustav II Adolf kastede sig ligesom Christian IV ind i Trediveårskrigen, og det blev med bedre militære resultater, men også med fatale personlige konsekvenser. Han var den svenske hærs øverstbefalende, og i slaget ved Lützen i november 1632 gik det galt, da han kæmpede i forreste frontlinje. Sveriges konge blev fundet på slagmarken, død af adskillige skudsår og hug. Herman Lindquist stiller det relevante spørgsmål: Hvorfor? Og svaret er et udmærket signalement af et statsoverhoved, der agerende i et ekstremt voldeligt århundrede – 1600-tallet, hvor krig var mere almindeligt end fred, og de stater, der ikke kunne forsvare sig eller endnu bedre ekspandere, blev slettet af landkortet. ”I vores tid og med den moral, der gælder i dag, ville Gustav Adolf være blevet betragtet som en krigsgal psykopat. I hans egen tid var han en stor helt”. Hans efterfølger på tronen var til gengæld ingen af delene. Datteren Kristina var kun seks år, da faderen faldt på slagmarken.
Hun blev myndig i 1644 og var herefter regerende dronning. Selve kroningen fandt sted i 1650, men selv om den udløste den største og dyreste festivitas i landets historie, blev det ikke begyndelsen på noget langt eller glorværdigt kapitel, men til gengæld det sidste i Vasa-slægtens svenske historie. Den sluttede, da hun abdicerede fire år senere. Hendes fætter, Karl Gustav, der overtog tronen, var af huset Pfalz. Kristina forlod Sverige og nåede efter en længere europæisk rundrejse frem til Rom, hvor hun konverterede til katolicismen. I Polen holdt Vasa-slægten sig endnu en tid ved kongemagten, men Johan Kasimir, Gustav Vasas oldebarn, abdicerede i 1668. Således fik de to sidste Vasa-regenter, kongen af Polen og dronningen af Sverige samme skæbne. De endte begge tilværelsen fjernt fra hjemlandet. Men slægten levede videre og har i dag forgrenet sig, så der er tusindvis af efterkommere, ikke bare i royale kredse – fx er mindst ni af Sveriges statsministre siden 1900 beslægtet med Gustav Vasa.
Herman Lindqvist er en fremragende formidler af den dramatiske historie om Vasa-slægten, der i sine 131 år ved magten samlede Sverige og forvandlede landet fra et tilbagestående bondesamfund til en militær og politisk stormagt. Bogen tegner desuden et levende billede af en tidsperiode præget af brutale magtkampe, uendelige krigshandlinger og religionen som en altafgørende del af tilværelsen. Og han har ingen berøringsangst overfor de farverige historier, der måske mangler et strengt videnskabeligt kildebelæg. Teksten understøttes på bedste vis af de mange illustrationer i fremragende kvalitet. Ikke mindst historiemaleren Carl Gustav Hellqvist levende gengivelser af afgørende historiske begivenheder.
historie-online.dk, den 4. april 2018
