Den bedste guide til Skt. Petersborg

Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.

Forfatteren til denne lille guide er forelsket i sit emne. En forelskelse, der pikant pibler frem mellem bogens linjer. Men en forelskelse, der dog ikke skygger for seriøsiteten i projektet. For eksempel indeholder bogen tidspunkterne for, hvornår storbyens mange broer er åbne om natten. Der findes nemlig et fænomen, der er helt specielt for Skt. Petersborg. Broklapperne, der som kæmpebjørne rejser sig på bagbenene og åbner for, at byen har forbindelse til den store vide verden.

Særlig fascinerende er fænomenet om sommeren og helt specielt i de såkaldt hvide nætter i juni måned. Dette unikke sceneri, når natten ikke bliver helt mørk, og hvor dagen kun hviler sig et øjeblik for så igen at lyse op til fuldt blus. Så er skyggerne særlig tydelige i den lette dis, som vandet udånder i nattetimerne. Alt får et mystisk skær, og man er sikker på at se både en Dostojevskijs og en Gogols små forhutlede mennesker, der lever på livets skyggeside, liste hjem langs kajen. Måtte ingen lade sig snyde for denne oplevelse under et ophold i Skt. Petersborg.

Kær by har mange navne, kunne man med en let omskrivning sige om Skt. Petersborg. Tre forskellige navne er det blevet til i løbet af byens kun godt og vel 300-årige historie. Tsar Peter valgte sin skytshelgens navn, da han i 1703 grundlagde byen. I 1914 fandt man, at navnet var lige tyskklingende nok i betragtning af, at Rusland lige var kommet i krig med Tyskland. Byen blev omdøbt til det mere russisk-klingende Petrograd, det vil sige Peters by. Det hed den så indtil Lenins død i 1924, hvorefter den kaldtes Leningrad.

I 1991, hvor sovjetperioden og kommunismen begravedes, fik byen sit oprindelige navn tilbage – helt i den nye tids ånd ved en folkeafstemning, der imidlertid kun gav et meget lille flertal til navnet Skt. Petersborg. For flertallet af de borgere, der er født og opvokset  i sovjetperioden, vil byen stadig i hjertet hedde Leningrad. Blandt byens indbyggere har den imidlertid i alle årene ikke heddet andet end Piter, udtalt kærligt og indforstået.

Tsar Peter havde i sin drengetid og tidlige ungdom haft sin daglige gang i den såkaldte fremmedforstad udenfor Moskva, hvortil den ortodokse gejstlighed i midten af 1600-tallet havde tvunget Peters far at forvise alle udlændinge. En vældig kulturkamp var i gang i det gammel-moskovitiske Rusland i sidste halvdel af 1600-tallet. For den unge tsarevitj Peter blev fremmedforstaden uden for Moskvas volde en øjenåbner, inspirator og model for et nyt Rusland. I dette hjørne af Vesteuropa, beliggende udenfor hovedstadens mure og volde, levede et broget spektrum af professioner, som Det moskovitiske Rusland havde brug for. Det drejede sig om tolke og oversættere, læger og apotekere, handelsfolk og officerer – alt sammen specialister, der hver især bragte en flig af Vesteuropas erhvervsliv, militære kunnen, kultur og levevis til Rusland.

Det var denne flig af Vesteuropa, som tsar Peter strategisk ville genskabe på den bare mark og i det sumpede terræn mod nordvest ved Neva-floden. Filosoffen Voltaire  kaldte området mere velegnet til bjørnehi end som menneskebolig. Men Peter fór frem som en stormvind, da han først havde lagt sin barndoms hadeobjekt, Moskva, bag sig og havde besluttet at åbne sit vindue mod Europa. Og snart stod der en orkan ind gennem det åbne vindue. I bogstaveligste forstand ragede han skægget af de gammel-moskovitiske bojarer, iklædte dem vesteuropæiske adelsklæder og tvang dem til at bygge paladser i sten i den nye by.

Skt. Petersborg skød op af den bare mark ligesom de magiske byer, som russiske folkeeventyr er så rige på. Den var mere end en by, den var inkarnationen af et enormt, næsten utopisk projekt, der skulle genskabe russeren som en europæer. Ethvert af denne bys aspekter var tænkt som en negation af 1600-tallets Moskva. Det at blive borger i Skt. Petersborg skulle være ensbetydende med at lade det mørke og middelalderlige Moskva bag sig og som en europæiseret russer træde ind i en verden af fremskridt og oplysning. Hvor Moskva var en religiøs civilisation, der havde sine rødder i ortodoksiens åndelige traditioner, og som pegede tilbage til Byzans, skulle Skt. Petersborg repræsentere en verdslig tradition, der knyttede an til det fremmeste i 1600-tallets europæiske kunst, videnskab og levevis.

Opgaven med at planlægge Skt. Petersborg var en ønskedrøm for det kosmopolitiske lav af arkitekter fra hele Europa, som tsaren inviterede til at løse den. Nøglen til den arkitektoniske helhed var en stram byplanlægning, der opererede med en række ensembler, forbundet i et harmonisk netværk af avenuer, kanaler og parker, og som havde floden og himlen som evigt medspillende partnere. Den grundlæggende tanke var, at byen skulle stråle ud i tre radier fra byens skibsværft, Admiralitetet. Dets gyldne spir skulle ligesom Piazza del Popolo i Rom være byens symbolske og geografiske centrum, der var synligt fra enden af de tre avenuer. 

Alt var reglementeret i Skt. Petersborg – modsat Moskva, hvor pladser, gader og stræder var opstået over tid og efterhånden, som der var behov for dem. Verdens mest velovervejede by kaldte Dostojevskij Skt. Petersborg. Der var regler for, hvordan huse og palæer skulle opføres og udformes, hvordan man skulle bevæge sig rundt i byen, hvor og hvordan man skulle stå i kirken, hvor mange tjenere, man burde have, hvordan og hvad man skulle spise ved banketter, hvordan man skulle klæde sig og klippe sit hår, hvordan man opførte sig ved hoffet, hvordan man konverserede i det pæne selskab. Alt var reglementeret. Alene i denne reguleringsmani, som selvfølgelig var importeret fra blandt andet Solkongens hof i Versailles, og som var totalt fremmed for russerne, lå naturligvis kimen til opfattelsen af byen som både fremmedartet, menneskefjendsk og undertrykkende. En by, der mere var præget af og styredes af byplanens og arkitekturens abstrakte symmetri end af indvånernes levende, tumultariske og ganske irrationelle liv. Peter reglementerede russerne til at fungere som soldater i et geled.

Neva-flodens bredder blev beklædt med granit fra Finland og Karelen, paladsernes marmor kom fra Italien og Mellemøsten, basalt og porfyr fra Sverige, sandsten fra Polen og Tyskland, travertin fra Italien og tegl fra Nederlandene og Lübeck. Granitblokken, der dannede fundament for Falconets pragtfulde rytterstatue af Peter, som Katharina 2. lod rejse for sin beundrede forgænger, er tolv meter høj og næsten tredive meter i omkreds. Étienne-Maurice Falconet (1716-91), som var blevet anbefalet kejserinden af oplysningsfilosofferne Diderot og Voltaire, arbejdede i ti år med statuen. Granitsoklen vejer 660 tons, og det tog tusind mand atten måneder på ruller at trække stenen de 13 km fra de karelske skove, hvor den var fundet, til hovedstaden. På toppen af granitblokken er selve den seks meter høje statue af tsaren til hest.

Den ortodokse Kirke kunne ikke lide tredimensionale statuer – de mindede for meget om den antikke verden. Men den nye hovedstad blev fyldt med mange statuer – i parker og i det hele taget i det offentlige rum. Når hertil lægges, at Skt. Petersborg blev udgangspunkt for det gigantiske reformarbejde, som Peter den Store satte i gang, som skulle omkalfatre hele det gammel-moskovitiske stats- og samfundsliv og lægge kirkens styrelse ind under staten, kan det ikke overraske, at byen i det ortodokse præsteskabs optik og i folkemunde blev gjort til Satans værk og tsaren til selveste Antikrist. Hermed var grundlaget skabt for den opsplitning mellem stat og samfund, som blev uddybet yderligere i 1800-tallet, og som i sidste ende kan ses som baggrundstæppe for revolutionerne i 1917.

Wolder lader sin læser følge med Fjodor Dostojevskij om bag ved de glitrende paladsfacader og ind i storbyens små lumre og stinkende gyder. Han nåede personligt i løbet af sine 26 år i Skt. Petersborg at bo 20 forskellige steder – på stadig flugt fra sine forlæggere og kreditorer. Han havde på sine mange bosteder rige muligheder for at samle råstof til beskrivelsen af f.eks. den evigt sultne og gældsplagede student Raskolnikov og hans gustengule kvistkammer i romanen Forbrydelse og straf. Han er besat af tanken om det rationelle overmenneske, der er herre over liv og død og derfor højt hævet over loven. Koldblodigt og helt uden skrupler myrder han en led gammel pantelånerske – det vil sige et individ, der kun volder skade i samfundet. Men efterfølgende viser det sig, at også Raskolnikov er et syndigt menneske, der kun kan frelses gennem anger og nåde. Han bliver martret af moralske efterveer, og gennem et raffineret psykologisk og kriminalistisk spil bringes han til en tilståelse. Raskol betyder på russisk ”splittelse”. Raskolnikovs indre splittelse mellem en vestligt inspireret amoralsk individualisme og en spontan, kristen næstekærlighed afspejler den ydre splittelse mellem rationalitetens amoralske og hovmodige by, Skt. Petersborg og inderlighedens og ortodoksiens oprindelige Rusland – læs Moskva.

Skt. Petersborgs historie er især knyttet til tre temaer. Det er Europa, Imperiet og Revolutionen. Aspekter, som forfatteren gennem tekst og illustrationer beskriver gennem sit valg af seværdigheder. Når man ser 1700-tals prospekter af Skt. Petersborg, er det påfaldende, at himmel og rum stræber efter at gøre byen til en del af et større univers. Sigtelinjer rækker mod en fjern horisont – et fænomen, der lader beskueren ane, at bagved ligger resten af det Europa, som det er muligt at nå. Ruslands genspejling i Europa var fra første færd tænkt som Skt. Petersborgs eksistensberettigelse – dens raison d´etre. Den skulle ikke blot være et konkret vindue til Europa, men en åben dør, gennem hvilken Europa gjorde sin entre i Rusland og russerne entrerede verden. For Ruslands uddannede elite var Europa mere end et turistmål. Det var intet mindre end et kulturelt ideal og en kilde til dens civilisation – at rejse til Europa var at sammenligne med en pilgrimsfærd.

Imperiet og Oktoberrevolutionen – to verdenshistoriske begivenheder, der tog deres begyndelse i Skt. Petersborg, og som begge hentede deres ideologiske gods i Europa. Begge illustreres med tekst og billeder på udmærket vis i bogen. De store pladser, parkerne, slottene i og uden om byen, Smolnyj, Aurora osv.

Statsomvæltninger finder sted, når styreformer ikke længere slår til over for de samfundsforhold, der skal styres. I Rusland var tsaren i begyndelsen af 1900-tallet stadig lige så enevældig, som han havde været gennem århundreder. Tsarmagten så oven i købet en forpligtelse til og en ære i at bevare og viderebringe denne enevælde uantastet til nye generationer – senest manifesteret ved Romanov-dynastiets 300 års jubilæum i 1913. Den specielle russiske enevælde baserede sig på eneherskerens alliance med en moralsk og økonomisk mere og mere skrantende adel, og den udøvedes af et enormt bureaukrati, der som følge af sådanne væseners indre logik ikke ønskede forandringer.

Samfundets stænder var organiseret og reglementeret i et snævert tjeneste- og afhængighedsforhold til staten. Befolkningen var i 1917 stadig tsarens undersåtter – poddannyje – og ikke borgere. Tsarmagten havde aldrig i lighed med kongemagten i Vesteuropa i tidens løb, frivilligt eller ufrivilligt, givet privilegier til håndværk, handel og industri eller afgivet politisk magt til enkelte samfundsgrupper. Der havde ikke udviklet sig en selvbevidst og økonomisk stærk borgerstand, der kunne stille krav til den politiske magt. Enhver form for politisk eller faglig aktivitet var forbudt.

Ruslands stormagtsposition var krakeleret siden midten af 1800-tallet. Tre krige var blevet tabt, enten militært eller diplomatisk. Deltagelsen i 1. Verdenskrig afslørede snart alle svaghederne i samfundet. Oppositionsbevægelserne fik vind i sejlene. Tsarregeringens uduelighed blev mere og mere åbenbar. Billedet af den gode tsar, der altid kun ville folket det bedste, men som forhindredes heri i af sine korrupte rådgivere, havde fået et alvorligt knæk i januar 1905, da der på slotspladsen i Skt. Petersborg ganske unødvendigt blev åbnet ild mod en fredelig demonstration. Denne blodige søndag vakte genlyd langt ind i ellers tsartro og liberale kredse. Et par år senere fulgte mystikeren og charlatanen Rasputins voksende indflydelse på tsarfamilien og offentlighedens voksende mistanke om dens tyskvenlighed. Wolder fører læserne ned i kælderen under Jusupov-palæet og lader læserne opleve den fortættede atmosfære i det snævre rum, hvor nogle adelige forsøger at tage livet af den skæggede munk.

Brikkerne var lagt til 1917-revolutionerne – først den borgerlige i februar, der afskaffede monarkiet, og senere den socialistiske i oktober. I kulissen havde Lenin og hans fåtallige bolsjevikparti afventet, at alle de øvrige politiske partier havde vist, at de ikke kunne løse samfundets fundamentale problemer – først og fremmest at skaffe fred. No fight, no loans var de allieredes lakoniske betingelser til den russiske krigsførelse. Den nye provisoriske regering, der havde de bedste hensigter om at skaffe sig et folkeligt mandat, så snart forholdene var til det, var imidlertid fanget i en klemme mellem fortsat krigsførelse og imødekommelse af mere eller mindre velformulerede folkelige krav.

Oktoberrevolutionen var ikke resultat af en flertalsbeslutning i den russiske befolkning. Der var på den anden side heller ikke noget flertal, der aktivt var i stand til eller var villigt til at opstille et alternativ til den. Ret beset var der tale om et kup, hvor Lenin og hans kumpaner samlede den magt op på gaden, som der i realiteten ingen rivaler var til. Så udlevet var det gamle samfunds politiske ledelse. ”Stormen på Vinterpaladset” var en fiktion, der kun lever i Eisensteins i øvrigt fremragende film Oktober, men som desværre også i historiebøgerne langt hen ad vejen blev opfattet som den skinbarlige virkelighed. Der var ingen storm over slotspladsen og ind i Vinterpaladset af den simple grund, at der intet seriøst forsvar var af slottet. På et givet signal – en salut fra krydseren ”Aurora” – marcherede en deling af den nyoprettede Røde Garde ind i Vinterpaladset og arresterede de fleste af ministrene. Rødgardisterne mødte ingen modstand – de voldtog halvdelen af den kvindedeling, der bevogtede paladset og tog for sig af kostbarhederne. To rødgardister blev skudt, og en druknede i vinkælderen.

Lad mig tage et stort spring. For mange år siden boede jeg på det en gang og nu igen så fashionable hotel Astoria i centrum af datidens Leningrad – lige ved siden af Isaak-katedralen. I mellemtiden var det et jævnt Inturist-hotel, og det var i den periode, at jeg havde mit beskedne logi der. Når jeg indtog mine måltider i den flotte og berømte spejlglas-sal, kunne jeg som historiker ikke undlade at lade tankerne genopfriske Verdenskrigens begivenheder. Hitler-Tyskland havde overfaldet Sovjetunionen i juni 1941, og dets armeer var i ilmarch på vej mod Moskva og Leningrad. Hitler var sejrssikker, inden længe ville han indtage bolsjevismens vugge, som han lidet smagfuldt kaldte Peters by. Men bolsjevisme i Hitlers optik var ensbetydende med asiatiske horder, kulturløshed og jødisk konspiration. Ikke ligefrem passende tilnavne til byens barok-, rokoko- og ny-klassicistiske arkitektur eller til dens museer, der formeligt struttede af det bedste i vesteuropæisk og russisk malerkunst. For slet ikke at tale om den verdenslitteratur, der siden sin tilblivelse i 1800-tallet var blevet udgivet og solgt som varmt brød i de kulturelt førende lag i hele Europa, og som for store deles vedkommende var blevet til i Skt. Petersborg og skrevet i et med- og modspil til netop Vesteuropa. Når Leningrad så var indtaget, ville Hitler invitere sine generaler til en sidste banket i Astorias spejlglassal. Der skulle skåles og heiles, hvorefter byen skulle jævnes med jorden.

Men det skulle som bekendt gå anderledes. De tyske hære blev standset i Moskvas og Leningrads forstæder. De kejserlige slotte omkring sidstnævnte by blev af tyskerne omdannet til kaserner og hestestalde og efterladt som ruiner, mens 900 dages belejring overlod byens borgere til bomber, sult og kulde. Fritz Wolder får det hele med – både historien og Skt. Petersborgs genopbygning og forskønnelse. Ikke mindst som følge af bysbarnets omsorg og finansiering i forbindelse med byens 300 års jubilæum i 2003.

Historie-online.dk, den 23. maj 2017