Den sidste zar

Af Erik Ingemann Sørensen

Efter at være blevet styrtet i 1917 levede den russiske zarfamilie 16 måneder på revolutionens nåde. Denne slap op den 16. juli 1918. Zarfamilien og dens nærmeste stab blev henrettet i en kælder i Jekaterinburg. Disse 16 måneder har den engelske historiker Robert Service sat under lup. Det er der kommet en ganske interessant bog ud af.

På Skatkammeret i Kreml finder man en stor spand fremstillet af glas. Den er fyldt med de fineste diamanter endda i en pæn højde over spanden. Dette var bare en lille del af de enorme rigdomme, den russiske zarfamilie havde. Overdådige slotte, palæer og enorme landarealer udgjorde en anden del af denne rigdom.

”Fredensborgdage” hos Europas svigerfar, Christian IX, maleri af Tuxen

I Sankt Petersborg findes det kolossale Vinterpalads, zarens egentlige residens, med ufattelig luksus. Men overalt i hovedstaden levede der i titusindvis af mennesker, for hvem bare det at skaffe lidt brød, var en næsten uoverskuelig opgave. Alligevel kaldte de zaren for ”Tsar batjuska” – ”vores fader zar”. Så dybt boede den patriarkalske enevælde

i den menige russer. Zaren var faderen, der tog sig af sine børn.

Men det er næsten en naturlov, at et samfund med så store forskelle, på et eller andet tidspunkt må slå revner. Når bevidstheden om uretfærdigheden bliver for meget. Når der bliver sat ord på. Derfor var attentater mod zaren heller ikke ukendte. I 1881 lykkedes det at bringe to bomber til eksplosion, mens Alexander 2. kom forbi i karet. Kort tid efter døde zaren i Vinterpaladset. Han efterfulgtes af sønnen, Alexander 3. – gift med Christian IX’s datter, Dagmar med det russiske navn: Мария Фёдоровна – Maria Feodorowna.

Alexander 3 var heller ikke en demokratisk sindet zar. Imidlertid nåede han kun at reagere forholdsvis kort, da han allerede døde i 1894 i en alder af kun 49 år. Arvefølgen var dog sikret. Sønnen Nikolaj blev nu til zar Nikolaj den Anden. Det mægtige Ruslands sidste zar.

Om ham og de øvrige Romanovers skæbne er der skrevet talrige bøger og produceret adskillige både spille- og dokumentarfilm. Det nuværende Rusland har markeret sig med dokudramaer både om revolutionen og om Romanoverne og deres skæbne. Da bogen som nævnt centrerer sig om de sidste 16 måneder, kan et vue over den russiske revolution være på sin plads. Samt over Romanovernes sidste krampetrækninger.

I forbindelse med netop 100 året for den russiske revolution har ”Star Media” – et produktionsselskab der skaber film i alle afskygninger for de store russiske tv-stationer – skabt tv-serien: ”The Romanovs. The History of the Russian Dynasty”. Den er absolut værd at opleve. Samt tv-serien om revolutionen produceret af selvsamme selskab. Filmene kan findes på youtube.com. Hvor man ligeledes finder serien om Den russiske Revolution.

En kontroversiel skikkelse

Robert Service, engelsk historiker og Ruslandsekspert, indleder med at nævne de to modsatrettede opfattelser af zar Nikolaj 2.

“Hans beundrere forsvarer ham og tegner et billede af ham som en kærlig ægtemand og far der gjorde sit bedste for Rusland mod den tidevandsbølge af ondsindede revolutionære der detroniserede ham under Februarrevolutionen I 1917 og myrdede ham og hans familie året efter…” (s.1)

En “Bonus Pater Familia”.

Over for dette står den stik modsatte opfattelse: “…en stædig og reaktionær tyrran hvis handlinger destabiliserede landet og ødelagde enhver mulighed for at undgå den katastrofe der ramte landet I de efterfølgende årtier…” (s.1)

Det “store onde dyr i Åbenbaringen”.

Zaren danser efter den forhadte munk Rasputins fløjte

Ifølge Robert Service var han en sammensætning af begge dele. Man fristes til at sige: naturligvis. Det er en sådan lidt ’pimpotiøs’ bemærkning, der ikke umiddelbart kan tages for pålydende. Naturligvis har zaren en privatsfære. Men det er nu engang den offentlige sfære, der må stå i centrum i denne katastrofale periode. Magtarrogance, inkompetence og en udtalt følelse af at være højt hævet over masserne prægede i den grad Nikolaj 2 – og så sandelig ikke mindre hans hustru, den tyskfødte Alexandra af Hessen-Darmstadt. Efter Service’s bemærkninger er man på en eller anden måde på vagt bogen igennem.

En anden  estimeret Ruslandskender, Orlando Figes,  siger det i bogen ”A People’s Tragedy – The Russian Revolution” – lige ud: ”…but Nicholas had been blessed with neither his father’s strength of character nor his intelligence…” (s.20 – Penguin Random House, 2017). En i øvrigt fremragende bog der lader læseren opleve de historiske begivenheder set gennem den almindelige russers øjne.

I forbindelse med kroningen i 1896 ”…svor han en ed på at opretholde sin autokratiske magt og opfordrede indtrængende sine kritikere til at opgive alle ”meningsløse drømme” om demokratisering…” (s.8). Samme år oprettedes Dumaen, der fik en rådgivende funktion. Men Nikolaj nærmest ignorerede den. Tilsyneladende stærkt støttet af sin hustru. Til det sidste opfattede hun sin egen person som højt hævet over ”almindelige mennesker”. Eksempelvis kunne hun slet ikke tåle, at fangevogterne i Jekaterinburg talte til hende som til en hvilken som helst anden. Det gav hende søvnløse nætter (sic!). Zarinaens religiøse forvildelser spillede yderligere en stor rolle, efter hun var blevet introduceret til munken Rasputin, der som bekendt spillede en stor rolle for zarfamilien og som opnåede enorm magt, inden han blev myrdet 30. december 1916. Forinden havde han skabt endnu mere had i befolkningen – et had der blev rettet mod zarfamilien.

”Vogt dig for den 15. marts”

Takket være Shakespeares skuespil ”Julius Caesar” fra 1599 er datoen 15. marts blevet stående i den historiske bevidsthed. Cæsar blev advaret om et attentat rettet mod ham, men fortsatte alligevel til mødet i  Theatrum Pompeii, hvor han blev dræbt.

I russisk historie spiller datoen også en stor rolle. Den dag i 1917 blev Nikolaj 2 præsenteret for det endelige dokument, der tvang ham til at abdicere. Romanovernes 300 år gamle magtbastion var ganske enkelt smuldret bort. Indenrigske problemer med elendige sociale forhold og enorme klasseskel var en del af årsagen. Udenrigs var det den blodige verdenskrig, der nu havde raset i over 3 år. Nikolaj 2 var øverstbefalende for hæren, hvorfor nederlag og elendighed blev knyttet til hans person.

Dét, der slog iagttagerne ved underskrivelsen, var, at Nikolaj på ingen måde virkede tynget af situationen. Nærmest tværtom. Det var faktisk kun afgivelsen af den militære kommando, han havde det svært med. Han søgte friheden uden for det bur, hvor han havde været indespærret stort set siden fødslen. Og stik mod ”forfatningen” nægtede han at lade sønnen Aleksej tage over. I stedet overlod han magten til sin bror, Mikhail, der dog abdicerede den første dag. ”Ondskabens imperium” var kollapset. Det tog stort set kun 24 timer. (udtrykket stammer fra en tale af præsident Reagan i 1983). På dette tidspunkt lå det ikke entydigt i kortene, at Rusland skulle udvikle sig til endnu et ”Ondskabens imperium” af langt værre karakter. Men foreløbig herskede der optimisme for fremtiden.

Det imponerende Tsarskoje Sela med Ravkammeret. (WP-common)

Et fængsel i luksus

Hvad man skulle gøre med Romanov-familien, var der tilsyneladende ingen, der havde gjort sig særlige tanker om. Men da Skt. Petersborg ulmede af uro, fandt man det mest sikkert, at Romanoverne tog ophold på deres sommerslot ’Tsarskoje Selo”, der betyder ’Zarens landsby”, beliggende et pænt stykke uden for hovedstaden. Et besøg på stedet, der nu er restaureret, tynger næsten en i gulvet med dets overdådige pragt. Det er fra dette slot, tyskerne fjernede det myteomspundne ’Ravkammer’, der stadig ikke er fundet.

Det var absolut ikke under fængselslignende forhold, zarfamilien – nu blot kaldet borgerne Romanov – opholdt sig. Tjenerne måtte stadig servicere fangerne, og måltiderne var luksuriøse. Som vinene.

Forfatteren henter en stor del af informationerne om tiden i den afsatte zars dagbog, hvori han omhyggeligt har registreret, hvad der skete rundt om ham – om læst litteratur og om sit forhold til hustruen og børnene.

En detroniseret zarfamilie, der i realiteten levede videre, som om intet var hændt, kunne naturligvis ikke få lov til at eksistere på denne måde. Det var en direkte hån mod revolutionen – og især zarinaens ”mopsede” adfærd gav ny næring til hadet mod Romanoverne. ”Hun opførte sig altid som om hun var sikker på at have Gud og almindelig sund fornuft på sin side…(s.45), skriver Robert Service. Måltiderne blev nedgraderet til almindelig ’husmandskost’, og familien blev sat i husarrest.

Den provisoriske regering i Sankt Petersborg blev i Tsarskoje Selo repræsenteret af Kerenski, der havde et rimeligt forhold til zaren.

Man overvejede, om det var muligt at lade zaren leve i eksil. Men her kom man hurtigt i problemer. Bortset fra Danmark, der var villig til at tage imod enkekejserinde Dagmar og hendes døtre, syntes der at være problemer alle andre steder. Og kunne det nye system, der endnu ikke havde et fundament, overhovedet leve med en zar i eksil?

Var det, når alt kom til alt, ikke uanet lettere at henrette zaren og så se at komme videre?  Det så mange som en mulighed, skriver Robert Service.

Tyrannen over alle tyranner

Zarfamiliens fortsatte eksistens – i luksus - var noget af en udfordring, efter at samfundsordenen var blevet omstyrtet. Derfor satte man nu propagandamaskineriet i gang. I løbet af kort tid udkom bogen: ”Николай II его жизнь и деятельность” (Nikolaj den Andens liv og arbejde). Der var ikke noget forfatternavn. Og bogen var ualmindelig ondskabsfuld: ”Nikolaj blev skildret som dårligt uddannet og arrogant. Det blev hævdet, at hans professionelle tjeneste havde begrænset sig til umagen at iklæde sig en uniform…” (s.79).

Man tog også fat på at fjerne statuer etc. efter ham- han skulle ganske enkelt ekskluderes fra historien. Noget der senere blev en flittigt benyttet skik i USSR.

Nu besluttede man sig for at flytte zarfamilien til Tobolsk langt mod øst. Af sikkerhedsgrunde hed det blandt andet. Men nok et ønske om at få dem bort fra begivenheder, der kunne udvikle sig i hvilken som helst retning.

Efter en lang og ubehagelig rejse kom Romanov-familien til den sibiriske by, hvor man stillede guvernørens embedsbolig til fangernes disposition. Under navnet ”Frihedshuset”. Zaren selv havde sendt hundrede og atter hundrede dømte fanger til dette sted. Hvorefter Kerinski med slet skjult ironi sendte Romanoverne netop til denne by. De blev indlogeret i guvernørvillaen, men så blev der ellers sat stop for deres ekstravagante levevis. Nu måtte de vænne sig til et ganske almindeligt liv, som millioner af russere levede. At oktoberrevolutionen i mellemtiden havde fundet sted, og hardcore kommunister var kommet til magten, var yderligere med til at sikre store ændringer.

Guvernørens villa kaldet ”Frihedshuset” Wpc

Rent logisk kunne den kommunistiske top ikke vedblive at have zarfamilien som et problem. Her fortæller Robert Service medlevende om dagligdagen, familierelationer og om den stigende uro og nervøsitet for, at udenlandske magter ganske enkelt skulle gøre forsøg på at befri den tidligere zar og hans familie. Også lokalbefolkningens had mod Romanoverne blev en større og større trussel.

Man blev derfor enige om, at det ville være mere sikkert at flytte fangerne til Jekaterinburg – hvilket resulterede i en noget speciel kvittering: ”Jeg, undertegnede, formand for den regionale sovjet for arbejder-, bonde- og soldaterdeputerede i Ural,…Beloborodov,, har modtaget følgende fra byen Tobolsk: 1)tidligere zar Nikolaj Alexandrovitj Romanov, 2) tidligere zarina Alexandra Fjodorovna Romanova og 3) tidligere storhertuginde Marija Nikolajevna Romanova med henblik på at holde dem under overvågning i byen Jekaterinburg…” (s.215). Det skete den 28. april 1918

Huset i Jekaterinburg

Også i Jekaterinburg blev Romanoverne holdt i fangenskab i en særdeles godt bevogtet villa. Da lokalbefolkningen havde fået nys om, at den tidligere zarfamilie opholdt sig i villaen, blev det svært at holde nysgerrige borte. Der blev derfor bygget et plankeværk hele vejen rundt om villaen – af sikkerhedsmæssige grunde blev det forklaret.

Hvor meget Romanoverne vidste om deres skæbne er uvist. Til gengæld var man i Moskva fuldt ud klar over det uholdbare i situationen. På samme tid truede et angreb på Jekaterinburg af fjendtlige styrker. Hvilket var med til yderligere at skærpe situationen.

Robert Service beretter særdeles spændende om de mange tråde, der blev spundet – og forfatteren er ikke i tvivl om, at for Lenin var det eneste rigtige at få den tidligere zarfamilie udryddet. Ikke blot Nikolaj. Nej hele familien. Men han konstaterer også, at det er svært at finde et endegyldigt bevis for Lenins medskyld. Alene af den grund, at man tilsyneladende var dygtige til at slette alle spor.

Robert Service konstaterer, at det nok tidligere havde været muligt at føre en retssag i det mindste mod Nikolaj. Nu var tiden imidlertid forpasset. Sovjetstaten havde konfiskeret alle Romanovernes ejendomme, jorder, penge, smykker med mere. Nu var kun den tidligere zarfamilie tilbage. Og den havde ingen værdi for kommunisterne overhovedet.

Det er, som om henrettelserne den 17. juli 1918 næsten måtte finde sted. Hvad skulle man ellers gøre? synes spørgsmålet at lyde. De finder som bekendt sted klokken godt to om natten. I husets kælder. Tilsyneladende har de henrettede ikke anet uråd før i allersidste øjeblik. De 12 mænd, der stod for henrettelsen, var alle forsynet med revolver og skød løs på familien og tjenerstaben, hvor Nikolaj efter sigende skulle være blevet dræbt øjeblikkeligt. Man mener, at døtrene led længere, da de havde diamanter og andre kostbarheder syet ind i tøjet. Henrettelserne foregik under alle omstændigheder under stor forvirring – og udviklede sig blodigere end beregnet grundet krudtrøg og afskudt puds fra væggene.

Kælderen hvor Romanoverne blev henrettet. (BfI)

Ét var at skille sig af med de levende – de døde skulle også fjernes. Der måtte ikke findes nogen spor efter dem. Det kunne tiltrække zartro borgere, mente man. Og grumheden i henrettelsen kunne ligeledes blive afsløret.

Af flere omgange lykkedes det endeligt at få de jordiske rester af ligene skaffet af vejen ude i en nærliggende skov, hvor man mente, ingen nogen sinde ville finde dem.

Som bekendt gik det anderledes, så den samlede zarfamilie nu ligger genbegravet i Skt. Petersborg – også prinsesse Dagmar fra Danmark.

Selv om bogen kun beskæftiger sig med de sidste 16 måneder af Romanovernes liv, er det alligevel en god introduktion til konsekvenserne af den russiske revolution. Zarens dagbog bringer en hel del nyt frem. Og så forstår Robert Service ganske godt at beskrive både den osteklokke, Romanoverne levede i, og livet uden for osteklokken, som de havde så svært ved at vænne sig til. Ja stort set ikke kendte til eksistensen af.

Efter endt læsning af ”Den sidste zar” forekommer det ikke så underligt, at de måtte betale prisen for den store samfundsomvæltning, der fandt sted i det, der siden blev kendt som USSR. Som heller ikke eksisterer mere.

Nikolaj 2 var den første af kejserne, der blev fjernet. Den 4. november 1918 måtte Karl 1. af Østrig abdicere, og som den sidste flygtede Wilhelm 2 – den tyske kejser – til Holland og afgav tronen. Et fald af dimensioner der var med til at tegne et helt nyt Europa.

Hvis man er interesseret i en samlet historie om den sidste zar, vil jeg stærkt anbefale den tidligere nævnte bog samt Robert Massie’s: ”Nicholas and Alexandra”, Random House, 2000.

Sluttelig skal det nævnes, at det er Jesper Ralbjerg, der har stået for den fine oversættelse.

Historie-online.dk, den 8. august 2018