”Fabergé”. Zarens hofjuvelér og forbindelsen til den danske kongefamilie.
Af Ole Villumsen Krog
Museet på Koldinghus har netop åbnet sin sommerudstilling, der som tema har forbindelsen mellem det danske kongehus og det russiske juvelerfirma Fabergé. Udstillingen ledsages af en publikation med artikler om Fabergé, dennes produktion og relationerne mellem den danske kongefamilie og den russiske kejserfamilie. Samme publikation har en katalogbeskrivelse af udstillingens 93 udstillede genstande.
Publikationen er med forord af museets protektor HKH Prinsesse Benedikte. Museets direktør Thomas C. Tulstrup skriver i sit forord, at museet ... ønsker ... at give publikum og læsere mulighed for både at komme tæt på detaljerne i det [Fabergé’s] uovertrufne håndværk og at lade de betagende Fabergé-genstande formidle historien om to beslægtede familier: den russiske zarfamilie og den danske kongefamilie...
Når udstillingen er slut til september i år, vil kataloget være alene om at opfylde direktørens mål.
Blot navnet Fabergé vækker hos museumsgæsten forventninger om et udstillingsvæld af guld og ædle stene, mens kunsthistorikeren og museumsverdenen glæder sig til gennem nye artikler, nye tolkninger, nye arkivstudier at få udbygget og suppleret allerede kendt viden.
Museet på Koldinghus’ udstillingskatalog er en håndterbar bog på 116 sider (en engelsk version foreligger også) med to forfattere, der tegner sig for bogens tre artikler og 95 katalogtekster.
Udstillingens kurator Anni Nørskov Mørch introducerer Carl Fabergé, hvilket naturligvis bedst kan ske gennem den del af hans produktion, som alverden kender og forbinder med Fabergé: PÅSKEÆGGENE, hvoraf ingen er med på udstillingen eller gengivet i bogen. Anni Nørskov Mørchs artikel er en ligefrem og pædagogisk orientering, som vil imødekomme de fleste museumsgæsters behov. Anni Nørskov Mørch kommer i afsnittet Levn fra en svunden tid perifert ind på fundet i 2008 i det svenske udenrigsministerium af et par pudevår med en juvelsamling, der havde tilhørt storfyrstinde Maria Pavlovna (1854-1920), kejserinde Dagmars svigerinde, og som under en skæg og blå briller-aktion reddedes uden om den russiske revolution. Også fundet i oktober 2015 i den engelske dronnings samlinger af den manglende mekaniske elefant fra kejserinde Dagmars 1892-påskeæg nævnes en passant (1892-påskeægget tilhører ikke som nævnt i teksten den engelske dronning, men McFerrin Collection i Houston, Texas). Hvorfor dog kun så lidt, når der nu her var en mulighed for at pifte en introducerende fremstilling op med resultater af ny og aktiv og spændende forskning? Hvilken chance det havde været at sammenligne den mekaniske elefant - en hvidemaljeret elefant med forsvarstårn, der til forveksling ligner Elefantordenens ordenstegn - med elefanten på Fabergés monumentale kovsh – også fra 1892. Og når man er i gang med denne genre, hvorfor nævnes så ikke fundet af det ”forsvundne”, kejserlige Fabergéæg fra 1887, som blev opdaget ved en tilfældighed i USA og afsløret under stor bevågenhed i 2014?
Det kan være svært nok at holde rede på familieforbindelserne i det danske kongehus, men er dog for intet at regne i forhold til Romanovernes talrighed. Anni Mørchs Slægtstavle Danmark-Rusland er en værdsat håndsrækning. Samme gælder katalogets Tidslinje 1842 (Fabergé åbner butik i Skt. Petersborg) – 2006 (Enkekejserinde Dagmar genbegraves i Skt. Petersborg). Væsentlige familiemæssige og politiske indslag de to dynastier imellem er her uddybet. Praktiske og værdifulde hjælpemidler.
Katalogets anden bidragyder er museumsinspektør Tatiana Muntian fra Kremlmuseerne i Moskva. Hun har siden 1980’erne været en af ”de store damer” i den russiske Fabergéforskning. En vis genkendelsens glæde kan derfor ikke undgå at opstå ved læsning af Tatianas seneste artikler.
Tatiana Muntians første katalogartikel kredser naturligvis, havde man nær sagt, om Fabergés nu nærmest mytologiske kejserlige påskeæg, hvoraf det første så dagens lys til den ortodokse påskehøjtid i 1885. I den russiske ortodokse verden kaldes påsken også Dagenes Konge og Festernes Fest. I glæde over opstandelsen udveksler man påskekys med sine nærmeste og skænker et påskeæg med ordene ”Kristus er opstanden”, hvortil modtageren af ægget svarer ”Han er sandelig opstanden”.
Tatiana Muntian beretter om, hvorledes zar Alexander III under et besøg i København i 1879 må have set det guldæg, som siden 1900 havde ligget på Rosenborg Slot (i dag i Kongernes Samling, Amalienborg) og som nu i sommeren 1879 blev vist på den store Kunst- og Industriudstilling i Vesterbros Passage, København, som den danske og russiske familie besøgte den 6. september. Siden det besøg, fremfører Tatiana Muntian og gentager samtidig en hypotese, som tidligere museumsdirektør Mogens Bencard, Rosenborg fremsatte i 1997, kan Alexander III have gemt på ideen om et særligt æg til påske. I 1885 bad Alexander III gennem sin broder Vladimir Carl Fabergé fremstille et påskeæg lig det, han må have set i København. Så tæt er de to æg på hinanden, at det er vanskeligt at tale om en tilfældighed.
Det ville have udvidet Koldingudstillingens perspektiv, om Museet havde været i stand til at præsentere den besøgende for legendens fødsel. Desværre er ingen af de to guldæg udlånt til udstillingen i Kolding, ej heller et eneste af de 10 legendariske i Kreml eller et af de ni i Fabergémuseet i Skt. Petersborg. Det første Påskeæg i 1885 blev skelsættende for Carl Fabergé. Indtil da havde han kun leveret få arbejder til kejserhuset – og så blev han i 1885 udnævnt til kejserlig hofleverandør.
Det første kejserlige Fabergé Påskeæg blev efter 1885 fulgt af 50 andre frem til 1914. De er opulente, ekstravagante, overdådige og meget mere – og frem for alt har de været anledning til kappestrid: hvilket land og hvilken samling havde de fleste, efter at Sovjetunionen havde solgt ud af dem i 1920’erne og 1930’erne? Nogle æg er siden forsvundet (gået tabt?), men i dag er der efter Tatiana Muntians opgørelse i alt 38 æg i tre russiske museer, heraf 10 stykker i Kremlmuseerne. Desværre oplyser hun intet om russiske påskeæg i samlinger uden for Rusland.
Tatiana Muntian afdækker hjørner af sine arkivundersøgelser i Ruslands Statslige Historiske Arkiv i Skt. Petersborg. Vi ved, som dokumenteret gennem Kongehusets Fabergéudstillinger på Christiansborg Slot (Den Kongelige Udstillingsfond, 1997) og i Christian VIIs Palæ på Amalienborg (Den Kongelige Udstillingsfond, 2002), at kejserinde Dagmar nærmest ikke har passeret en stationsforstander, en skovfoged, en hofdame, en livrist, en hjælpepige i Det Kongelige Køkken, en fotograf etc. uden rundhåndet at skænke et guldur, et sølvur, en slipsenål, en fingering eller lignende. Nu ved vi gennem Tatiana Muntians artikel og kildehenvisninger, at der er meget mere at komme efter. Her må være et righoldigt navnestof, ikke mindst på de personer, som officielt blev attacheret kejserinden under hendes hyppige besøg i Danmark. Alene i 1887, skriver Tatiana Muntian, medbragte kejserparret 30 gaver til den imponerende sum af 18.857 rubler – armbånd og brocher af diamanter, rubiner, safirer og perler. Til sammenligning tjener den oplysning, at Fabergés kejserlige påskeæg i 1887 kostede 2.160 rubler og nærværende udstillings monumentale, forgyldte kovs samt to ledsagende vinkølere (kat.nr. 53 og 54) 10.000 rubler i 1892.
Desværre underbelyser Tatiana Muntian zar Alexander IIIs og kejserinde Dagmars indsats for det russiske kunsthåndværks udviklingen. Den nationalt inspirerede juvelerkunsts udvikling i Rusland viser klart tilbage til de to personer.
Alexander III havde allerede i 1883 indrettet sit eget museum i Vinterpaladset med sølvarbejder og porcelæner, som ud fra kunstneriske kriterier var indsamlet fra hans slotte. Lokalerne blev slet og ret kaldt Museum, hvortil der efter særlig tilladelse var adgang for guld- og sølvsmede, der ønskede at studere kunsthåndværk med rod i folkelig russisk tradition. Der var en markant vækst i den russiske nationalfølelse, der tenderede chauvinisme, og som blev et vigtigt element i den officielt støttede kultur.
I 1867 var kejserinde Dagmar tiltrådt som protektor for Selskabet for Kunstelskere. Et af det panslaviske selskabs programpunkter var at nå ind til den folkelige bevidsthed, og efter selskabets opfattelse var det russiske folk den sande bærer af kristendommens åndelige og moralske værdier.
Carl Fabergé havde læst skriften på væggen. I 1882 modtog kejserinde Dagmar på Den alrussiske Udstilling for Kunstindustri i Moskva fra Carl Fabergé et par manchetknapper med cikader fra Fabergés egen kopisamling af smykkefund (700-200 f.Kr.) fra Kertj på Krim.
Ved at modtage en gave fra Fabergé med gammelrussisk udspring så samtiden dette som en kejserlig anerkendelse af Fabergés fortjenester i udforskningen af Ruslands tidligste historie og hans bidrag til bevidstgørelse af Ruslands nationale særpræg. Fabergé havde åbnet en ny æra i juvelerkunsten, en udvikling, som havde kejserinde Dagmars helhjertede støtte.
Carl Fabergé var ikke alene på markedet. Den omfangsrige Romanovfamilie gav sammen med en stor og købedygtig godsejerstand grobund for mere eller mindre specialiserede juvelerer som underleverandører til de store virksomheder. Tatjana Muntian omtaler bl.a. juvelerfamilien Bolin, som naturligvis måtte forlade Rusland under revolutionen, men som i dag viderefører firmaet som hofjuvelerforretning i Stockholm.
Op til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og i tiden derefter har et netværk af internationale forskere fremdraget spændende og ukendt materiale fra de kejserlige arkiver om zarhoffets omfattende, ekstravagante bestillinger af pretiosa hos Fabergé og andre russiske juvelerer. Anstrengelserne leder fortsat frem til udstillinger og publikationer med overraskende nyt materiale.
En publikations berettigelse må være at kaste nyt lys over allerede kendt stof eller at kombinere kendt materiale på en ny måde for derved at fravriste det kendte nye sider af samme sag.
Den chance undlader nærværende publikation at benytte. Ikke en eneste artikel om spændende og givende arkivundersøgelser gennem det sidste par år. Hvorfor kan man ikke læse en artikel af Skt. Petersborg-forskeren Galina Korneva, som i disse måneder arbejder med zarfamiliens relationer til det danske kongehus? Hvor er den finske Fabergéforsker Dr. Ulla Tillander-Godenhielm, eller en angelsaksisk og/eller en centraleuropæisk forsker med indgående kendskab til forbindelsen kejserinde Dagmar – hendes søster Alexandra (gift med Edward VII, England), for slet ikke at tale om Preben Ulstrup, Danmarks bedste bud på en Romanov- og Fabergéforsker, som om nogen kender de kejserlige arkiver, og hvis artikler i danske og russiske publikationer Tatiana Muntian ofte henviser til, dog uden at nævne ham ved navn.
Publikationen oplister 93 katalognumre, hvoraf 73 har været udstillet tidligere i København, Århus, Stockholm, München, London, Bruxelles etc. eller kan ses i Kongernes Samling, Amalienborg. Museets protektor Prinsesse Benedikte har udlånt 23 stykker, hvoraf syv ikke tidligere har været udstillet. Men man kan i høj grad savne Prinsesse Elisabeths diamantbesatte Fabergébroche (ca. 16 karat), den såkaldte Kroningsbroche, som Fabergé fremstillede til zar Nikolaj IIs kroning i 1896, og som via storfyrstinde Anastasia Mikhajlovna og dennes datter, dronning Alexandrine, kom til Danmark – et af den danske kongefamilies mest historiemættede Fabergéarbejder. Netop den broche og 19 tilsvarende, hvoraf 18 er forsvundet, er i øjeblikket genstand for undersøgelser i de kejserlige arkiver i Skt. Petersborg.
Naturligvis afspejler publikationen det valg, der ligger til grund for museets udstilling, men ét forhold må og skal respekteres ved en bogudgivelse: redaktionel professionalisme.
Katalogteksterne er for 16 beskrivelsers vedkommende gengivet efter teksterne i Kongehusets udstillingskataloger 1997 og 2002. De resterende katalogbeskrivelser er forfattet på russisk af Tatiana Muntian. Denne russiske version er oversat til engelsk af en i London bosiddende, russisk radio- og tv-producer, hvis version derpå danner grundlag for publikationens danske tekster. Det er der kommet besynderlige resultater ud af. Aldrig har man set så sproglige misfostre i et forsøg på at udtrykke eksempelvis guirlander og festoner. Netop ovennævnte radio- og tv-producer takkes i publikations forord af museets direktør for ... kompetent oversættelse af de russiske tekster og sproglig revision af den engelske publikation ...
Og hvor vises den redaktionelle styring af bogen? Dronning Alexandra var ikke gift med Edward VIII (side 48). Konsekvens mangler: storfyrstinde Ksenia (kat.nr. 65); storfyrstinde Xenia (kat.nr. 66). Tatiana Muntians ordrige katalogtekster, nogle steder ledsaget af æstetiske vurderinger, står i kontrast til ovennævnte 16 skarpe og koncise katalogtekster. En enkelt katalogtekst (kat.nr.70) har dele af katalogteksten sammenblandet på engelsk og dansk. Og hvad er rullet guld (kat.nr.73) og rullede sølvperler (kat.nr.74)? Hvorfor skriver man eksempelvis således om en udlåner: Tilhører: Hendes Majestæt Dronningen af Danmark, Margrethe II? Eller: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte til Danmark? Vi er dog i Danmark, hvor det vil være tilstrækkeligt at skrive Hendes Majestæt Dronningen og Prinsesse Benedikte. Men vil man være SÅ korrekt, må man også være konsekvent og ikke skrive: Tilhører: Deres Excellencer Grev Ingolf og Grevinde Sussie af Rosenborg, men derimod Hans Excellence Ingolf, Greve af Rosenborg og Grevinde Sussie. Det redaktionelle overblik må være tabt undervejs.
Af publikationens kolofon fremgår det, at der har været læst korrektur på kataloget. Det ses nu ikke. I en og samme tekst tales om segl, sejl og sejl-indfatning (kat.nr. 9); Hesse i stedet for Hessen (kat.nr. 53) og isspande i stedet for vinkølere (kat.nr. 53). I flere katalogtekster skrives Dimensions og Dimensioner i flæng; ligeledes bruges minuskler i stedet for majuskler, mikhail nikolajevitj (katr.nr. 80; senere i katalogteksten fejlagtigt skrevet Mikhailovitj). Endelig synes man fejlagtigt at mene, at graveret er det samme som ciseleret (kat.nr.79) osv.
På publikationens side 28 tales om bogens Nærgående fotografier. Bortset fra en håndfuld skilleblade med særdeles smukke hel- og detaljegengivelser ville det have været en fordel med større og endnu mere nærgående optagelser. Få motiver er mere taknemmelige at fotografere end Fabergés fabelagtige kreationer. Gennemgående er illustrationerne for små. De skal jo ledsage en forklarende beskrivelse og træde til, når denne kommer til kort. Og her er der virkelig brug for store og detaljerede fotos. Og hvorfor er de forgyldte vinkølere (kat.nr. 54) og greveparrets fantastiske Bolin-diadem gengivet i sort?
Museet på Koldinghus’ bog Zarens hofjuvelér og forbindelsen til den danske kongefamilie bringer ikke nyt af betydning. Det er fint af vise Fabergés værker også uden for Europas storbyer, men en udstilling forpligter ud over at være et smukt skue. I Kolding har man ikke trukket på de forskere, der sidder med de seneste arkivundersøgelser, og det er ikke lykkedes at inddrage helt relevante Fabergéarbejder til belysning af de dansk-russiske relationer centreret om Maria Feodorovna – Kejserinde Dagmar.
Siden er oprettet 08. juni 2016.
