Gulag

Af David Høyer

’Gulag-systemet var ikke Stalins opfindelse. Det udsprang allerede af Lenins politik som følge af den terror-politik, der fra revolutionens start i 1917 prægede kommunismens regime. Straffelejrene blev en integreret del af sovjetsystemet, og dermed var det kommunisterne som opfandt koncentrationslejrene, og ikke nazisterne.’ 

Således prydes bagsiden af Anne Applebaums 700 siders kolos af en beretning om det sovjetiske straffelejrsystem kendt som Gulag. Citatet er både historisk ukorrekt og illustrerer bogens betydning som et politisk indlæg i debatten om det intellektuelle retsopgør efter Den Kolde Krig. En problematik som vi vil vende tilbage til længere nede.  

På trods af en lang række irriterende stave- og trykfejl, som kun kan lægges den danske udgiver til last, har Anne Applebaum først og fremmest skrevet en bog, der på mange måder er medrivende, oplysende og fascinerende. Igennem analysen af Gulagsystemets oprindelse og udvikling berører hun næsten alle aspekter af det sovjetiske samfund, som Gulagsystemet berørte. Bogen er opdelt i tre dele, der for de to deles vedkommende fortæller den historiske udvikling af systemet fra revolutionen i 1917 til Gorbatjovs reformpolitik i 1986. Den mellemliggende del fortæller om de mange aspekter af Gulag-systemets virke fra arrestation til transporten, livet i lejrene, fangernes baggrund og ikke mindst vagternes baggrund. Applebaums redegørelse er til tider så indlevende, at man næsten kan smage den kaloriefattige udvandede boghvedesuppe, mærke klaustrofobien i de overfyldte barakker, stressen over at opfylde sin arbejdskvote og mærke frygten for at blive anholdt og sendt til Gulag-lejrene.

Der er ingen tvivl om at sovjetsystemet gerne så en del af sine potentielle fjender, det være sig borgerlige, tidligere zar-officerer, Mensjevikker (socialister med en anden ideologisk betragtning end Lenins bolsjevisme) og enhver anden med en mulig afvigelse fra den bolsjevistiske norm, buret inde og genopdraget. Men efterhånden som systemet udviklede sig blev administratorerne mere og mere besat af tanken om, at systemet skulle være rentabelt og ikke længere genopdragende. Denne tanke fortsatte helt frem til efter Stalins død, og tanken udviklede sig i så groteske retninger, at under Stalins udrensninger i 30’erne blev specialister arresteret anklaget for folkefjendsk virksomhed og sendt ind i Gulag-lejrsystemet, af den simple årsag at et eller andet geologisk projekt eller ingeniørprojekt krævede deres ekspertise. Den samme logik gennemsyrede andre aspekter af udrensningerne, hvor NKVD (forløberen til KGB) arresterede mennesker i store mængder på det tyndeste grundlag for derved at opfylde kvoten, og, fristes man til at sige, fylde Gulags fabrikker op.

At Gulag-systemet var en forbrydelse, er der ingen tvivl om. Mange af fangernes (også ’rigtige’ kriminelle blev sendt til Gulag) anklagepunkter var opdigtede og forfalskede, og de havde stort set ingen rettigheder. Forbrydelserne stoppede dog ikke her, og i tusinder hvis ikke millioner blev enten skudt eller tvunget til at arbejde sig til døde under umenneskelige forhold.

Har man læst Alexander Solzjenitsyns bøger ’En dag i Ivan Denisovitjs liv’ og ’Gulag Øhavet’, der er den mest kendte overlevende fra Gulagsystemet, minder de uhyggeligt meget om den italienske jøde Primo Levis erindringer fra Auschwitz ’Hvis dette er et menneske’. Applebaum er da heller ikke uvidende om denne parallel og bruger megen energi på at påvise ligheder og til tider uligheder mellem det nazistiske lejrsystem og det sovjetiske. Hun prøver dog flere gange at understrege, at hendes opgave ikke er at sammenligne de to, men sammenligningerne er så konstante, at man ikke kan undgå at mistænke hende for bevidst at skabe en kobling imellem de to systemer i læserens sind. Dermed vender vi nu tilbage til det indledende citat og den politisering, der fornemmes bag bogens tilblivelse og udgivelse. Den danske udgiver har enten ikke læst bogen eller har bevidst forsøgt at skabe et blikfang på omslaget via den usande påstand, at kommunisterne skulle have opfundet koncentrationslejr-systemet. Selv i de mest letlæselige bøger om emnet vil man, som hos Applebaum selv, kunne finde henvisninger til den britiske brug af koncentrationslejre under Boerkrigen i Sydafrika omkring år 1900. Briterne havde hentet deres inspiration fra den spanske koloni på Cuba, der i 1895 netop introducerede dette system overfor de oprørske bønder. Det kan derfor undre, hvorfor den danske udgiver vælger denne usandhed om, at kommunisterne skulle have opfundet koncentrationslejrsystemet som blikfang. Svaret herpå kan meget vel findes i den diskussion, der de seneste år har kørt bl.a. i Danmark om et ’retsopgør’ overfor de tidligere kommunister og socialister, der før og under Den Kolde Krig totalt ignorerede og bortforklarede de mange meldinger, der kom om sovjetkommunismens forbrydelser. Denne debat er ikke mindst blevet forsøgt trommet i gang af borgerlige politikeres opfordring til en kulturkamp, der skal uddrive de mange gamle venstreorienterede, der formodes at sidde på bureaukratiet og meningsdannelsen i Danmark. Det er derfor meget vel muligt, at forlaget har forsøgt at lancere bogen som et indlæg i en debat, der fra især de borgerliges side mest af alt minder om et korstog, der senest fik den danske ’Gulagskribent’ Bent Jensens til at optræde på Finanslovsforslaget. Der er da heller ingen tvivl om, at Applebaum med sin amerikanske baggrund har svært ved at forstå og acceptere, hvorfor især europæiske socialister sympatiserede og beundrede et system, der var så undertrykkende, at det i antallet af ofre slægtede nazisterne voldsomt på. Forklaringen på dette er langt mere interessant end at få et par gamle danske stalinister til at erkende og angre, at de troede på et system, der var undertrykkende. Applebaum dvæler en anelse ved denne diskussion men følger den ikke til dørs, og derfor har bogen nærmest karakter af ét stort angerkatalog for venstreorienterede verden over.. Bogen bruger utroligt meget krudt på at fortælle om kommunismens dårligdomme, men det er påfaldende, at afsnittet om den russiske revolution kun nævner kommunismens forbrydelser men totalt undlader at berette om de samme typer af overgreb, der blev begået af de zarvenlige antibolsjevistiske ’hvide tropper’. Dette skal ikke ses som forsøg på at undskylde bolsjevismens forbrydelser, men i stedet være en kritik af at Applebaum ignorerer elementer i den samtid, som det sovjetiske system blev skabt, og dermed kan man sidde tilbage med mistanken om, at forfatteren bevidst forsøger at manipulere sin læser.

På trods af mulige politiske motiver har Applebaum uden tvivl leveret en pragtpræstation og en fængslende bog om det sovjetiske system. Det er fascinerende hvorledes hun fra emnet ’Gulag’ kan trække tråde til ikke bare utallige aspekter af det kommunistiske og især det stalinistiske system, men også til generaliseringer på overlevelse i en straffelejr. Ikke siden jeg læste Orlando Pipes ’A Peoples Tragedy’ om den russiske revolution har jeg oplevet en mere indlevende og gennemarbejdet beretning om elementer af det sovjetiske samfund.