Jeg, Putin
Af Thomas Petersen
Lad det være sagt med det samme. Det er en god og tankevækkende bog, som Samuel Rachlin har skrevet. Beskeden i omfang, men fuld af overskud, viden og indsigt. Kort sagt - en glimrende introduktion til dagens politiske dagsorden i Moskva og ind i det putinske univers.
Samuel Rachlin (født 1947) er i offentligheden bedst kendt som en dygtig og mangefacetteret journalist. Mindre kendt er måske, at han også har en kandidat-grad i russisk fra Københavns Universitet. En uddannelse, der giver kandidaten en dybgående fortrolighed med russisk sprog, litteratur, kultur og historie. Disse kundskaber og indsigter karakteriserer i særdeleshed denne bog. Anmelderen fornemmer tydeligt i bogen en arv fra Rachlins specialevejleder på universitetet, professor Carl Stief (1914-98), der ved siden af at være litterat også var en fremragende kender af og forsker i russisk kulturhistorie.
Ifølge Rachlin har Putin et projekt for med Rusland. Det har han haft, lige siden Boris Jeltsin hentede den blege og politisk totalt uerfarne efterretningschef ind i det politiske liv, først som regeringschef, siden som vikarierende præsident og fra marts 2000 som folkevalgt præsident. Putins projekt var i første omgang ikke færdig udviklet – den øjeblikkelige tingenes tilstand bestemte dagsordenen. Først at få sat skik på det oprørske Tjetjenien, dernæst at skabe ro i gaderne, hvor forskellige oligarkers militser efter forgodtbefindende bekrigede hinanden. På længere sigt skulle økonomien forbedres, vel at mærke med et stærkt statsligt engagement.
Og ultimativt skulle Ruslands storhed genoprettes og cementeres. Vesten skulle bringes til en forståelse af, at Rusland ikke længere lod sig dirigere rundt i manegen. 1990´ernes laissez faire-politik, styret af Harvard-uddannede skrivebordsøkonomer og det økonomiske kaos og den folkelige armod, den afstedkom, rider sammen med et Rusland, der var til fals for alskens vestlig påvirkning, Putin som en mare.
Alt det gør Rachlin kompetent og overskueligt rede for i sin bog. Ligesom Putin som midlertidig præsident havde gjort sin dagsorden klar den første dag i 2000 i en helsidesartikel i den liberale avis Nesavisimaja Gaseta. I sin første præsidentperiode holdt Putin gode miner til slet spil. Han blev oven i købet Vestens allierede i kampen mod international terrorisme. Underforstået gav det ham frit slag i Tjetjenien. Nu måtte Vesten da kunne forstå hans mission i den oprørske republik og som medkæmper mod den internationale terrorisme..
Da Putin efter Medvedevs periode som præsident vendte tilbage til embedet, nu ikke som skygge-, men som atter nyvalgt præsident, var hans projekt blevet forvandlet til en ideologi. Rachlin gør udmærket rede for dette skifte. Ligesom han hiver de rødder frem fra den russiske kulturhistorie, som har motiveret den nye Putin og hans univers. Det handler om en række teoretikere og filosoffer fra slutningen af 1800-tallet, der alle havde visioner om Ruslands egenart som civilisation og stat, om landets mission i verden og om dets særstatus som en stat, der rækker over to kontinenter, Europa og Asien. Det sidste gav oven i købet navn til en ganske særlig vision af statsdannelse – den eurasiske. En tanke, der spores i Putins forsøg på at etablere netop en eurasisk union.
En række filosoffer og retsteoretikere har i mere eller mindre grad beskæftiget sig med denne tankeverden. Det drejer sig blandt andre om navne som Nikolaj Berdjajev (1874-1948) og Ivan Iljin (1883-1954) – fra nyere tid Aleksander Solsjenitsyn (1918-2008). Alt det har Rachlin et intimt kendskab til. Han dokumenterer, hvordan Putin har fremmet kendskabet til især en af ovennævnte filosoffer – Ivan Iljin. Ved for eksempel at uddele udvalgte værker af netop denne Iljin som gaver – og hjemmearbejde - til sine nærmeste medarbejdere.
Den fremtrædende russiske historiker Vasilij Kljutjevskij (1841-1911) så Ruslands historie som en lang række af koloniseringer. Hver gang jorden slap op, inddrog man blot ny jord. En proces, der med våbenmagt blev gennemført af staten, men ihærdigt støttet af såvel kirken som stort set hele det kulturelle establishment, intelligentsijaen. Men behøver blot at minde om den ellers så fredselskende og pacifistiske forfatter Lev Tolstoj, der ved polakkernes opstand mod Imperiet i 1863 havde ment, at det måske nu var på tide at tage sværdet ned fra det rustne søm.
Man kan også se Ruslands udvikling som en konstant stræben efter at nå ud til verdenshavene. Det indiske Ocean nåede man aldrig. Det satte et andet imperium, Det britiske, en effektiv stopper for omkring 1900. Men Stillehavet nåede man allerede i 1600-tallet, Østersøen og dermed Atlanterhavet blev nået i begyndelsen af 1700-tallet, mens Sortehavet og dermed Middelhavet nåede imperiet ud til i slutningen af samme århundrede. Det var Peter den Store, der i 1721 havde omdøbt det hidtidige Moskva-Rusland til Det ruslandske Imperium (Rossijskaja Imperija). Ikke med brug af det nationalt klingende adjektiv russkij, men derimod det statsligt og a-nationalt klingende rossijskij med substantivet Rossija, Rusland. Det imperiale Rusland fortsatte i 1900-tallets Sovjetunionen.
Unionens opløsning i 1991 fik en række konsekvenser. Den betød, at Rusland, Rossija, stort set blev reduceret til et areal, svarende til Moskva-Rusland i slutningen af 1600-tallet – altså tilbage til før imperiet begyndte sin opbygning. Både Den russisk-ortodokse Kirke og langt den største del af den kulturelle verden havde i 1800-tallet som sagt hyldet imperiets udvidelser. Men den rummede ikke en russisk pendant til vores Grundtvig, der kunne have trøstet det beskårne imperium.
Året 1991 betød også, at Vesten derefter nærmest opfattede hele det østlige Europa som et stort tag-selv-bord. Det gjaldt økonomisk, det gjaldt kulturelt, og det gjaldt sikkerhedspolitisk. EU og Nato jublede – deres grænser stødte nu helt op til Ruslands grænser, og man talte om historiens ophør. Forstået på den måde, at nu havde demokratiet, det vestlige vel at mærke, og markedsøkonomien sejret globalt. Man glemte totalt, at det var en såret og rådvild stormagt, der blev tilbage mod øst. Det er denne stormagt, som Putin vil give en ny (gammel?) identitet ved at manøvrere i det rum, som EU og Nato ikke nåede at inddrage.
Ruslands udenrigspolitiske adfærd er som andre staters bestemt af dets historie og sikkerhedspolitiske situation. Alle stater søger sikkerhed. Store stater mere end små. Nogle store stater søger ekstrem sikkerhed. Som f.eks. Rusland. Men alle stater har nationale interesser, der er vitale for deres integritet og uafhængighed, og som de vil forsvare, uanset prisen. Sovjetunionen havde fra sin start i ekstrem grad haft et belejringssyndrom med i bagagen. Forstået på den måde, at den omgivende verden for enhver pris havde til hensigt at knuse socialismen.
Dette belejringssyndrom var så efter 1945 kun blevet styrket med vestmagternes klart erklærede inddæmningspolitik overfor Sovjetunionen og efterfølgende Natos dannelse i 1949. Der er næppe tvivl om, at det er det samme syndrom, som Putin i dag er offer og eksponent for. Og som har fået ham til udtrykkeligt at beklage Sovjetunionens kollaps i 1991. Putin ønsker ikke kommunismen tilbage, men gerne den nationale sikkerhed, som Sovjetunionens grænser gav, og som Det russiske Imperium havde garanteret før 1917.
Stalin havde i kølvandet på 2. Verdenskrig søgt og skaffet sig maksimal sikkerhed. Med sine hære stående i hjertet af Europa og med et Tyskland, der havde kapituleret betingelsesløst og nu var splittet op, havde den sovjetiske diktator uhindret kunnet diktere sine betingelser for sit lands sikkerhed.
Rachlin tager gerne udgangspunkt i, hvad de agerende og bestemmende personer har sagt og skrevet. Et godt filologisk princip. Om Samuel Rachlin kan man i øvrigt bruge de samme ord, som han selv anvender om en centralt placeret russisk kommentator: ”Når han udtaler sig, gør han det med en autoritet og tyngde, der skiller ham ud fra de fleste andre kommentatorer”, (side 144). Rachlin bringer i sin analyse ofte, også lange, citater fra Putins skriverier, interviews og taler. Men også gerne fra historiske tekster og centralt placerede kommentatorer i Moskva. Velgørende, fordi andre kommentatorer og skribenter ofte forsømmer at bringe ”den rene vare”. På trods af, at netop den må være udgangspunktet for enhver vurdering og analyse.
Rachlin trækker pædagogisk rigtig to russiske kommentatorer frem som udtryk for den spændvidde, som diskursen om Ruslands fremtid og politiske mål har i dag. Det er Sergej Karaganov og Andrej Zubov. Den første systemets mand og tæt på den russiske magtelite, den anden historiker og professor ved det berømte Institut for Internationale anliggender, der i årtier har uddannet diplomater og efterretningsfolk. For Karaganov er det helt centralt, at Rusland får gjort op med de spilleregler, som Vesten i et kvart århundrede har prøvet at påtvinge Rusland. For sagen er, at Rusland ifølge Karaganov hverken kunne eller ville indordne sig under den nye af USA definerede verdensorden og derfor afviste alle forsøg på at gøre landet til en del af Vesten. I kraft af sin geografi, historie og kultur er Rusland atter kommet på fode og i stand til at udfordre den verdensorden, som Vesten forsøger at gennemtvinge”.
Zubov er betydelig mere radikal i sine kommentarer. Få dage efter Krim-aktionen fordømte han offentligt invasionen og sammenlignede den med Hitlers aggression mod Østrig og besættelsen af Sudeterland. I en senere artikel slog Zubov fast, at Rusland, ”grebet af national ildhu og imperiedrømme, faretruende nærmer sig en russisk afart af de fascistiske samfundssystemer, som Mussolini og Hitler skabte i 1930´erne”. Stærke og ildevarslende ord fra en universitetsforsker.
Rachlin selv er i sin konklusion (side 223f.) både pessimist og optimistisk på det Ruslands vegne, som han i realiteten holder så meget af. På den ene side ser han en Putin, der søger konfrontation og en ny geopolitisk verdensorden af historiske dimensioner. Og som tilsyneladende er villig til at bruge såvel militære som økonomiske og politiske midler for at nå målet. Men han ser også et håb i de studerende, der hårdnakket og med held forsvarede deres professor, ja ovennævnte Zubov, da denne var i fare for at blive afskediget på grund af sine synspunkter på Krim-aktionen.
Kære læser, studer bogen og bliv bare en lille smule klogere på det Rusland, som atter er endt som Vestens fremmeste hadeobjekt.
