Min egen historie

Af Erik Ingemann Sørensen

Verden trak vejret lidt lettere, da USSR’s leder, Leonid Bresjnev, døde i november 1982. Og ventede spændt på, hvem der nu blev afløseren. Men det
blev endnu en gammel mand, Andropov, der allerede døde i begyndelsen af februar 1984. Endnu en betonkommunist, Tjernenko, kom til magten. Syg og delvis senil døde han ét år senere. Alt syntes ved det gamle i den stivnede USSR-top. Ingen fornyelse syntes mulig.

Og så skete det, ingen havde regnet med, ingen i vesten havde kunnet
forudse. Sovjetunionens ny generalsekretær blev den kun 54-årige Mikhail
Gorbatjov. At dette skulle resultere i en total omvæltning af den bestående
verdensorden, kunne ingen ane noget om i de martsdage i 1985. Men man
kunne håbe på blot lidt fornyelse og en bedre dialog.

Den sværeste tid
Gorbatjovs fortælling begynder den 21. september 2000. 1 års dagen for
Raisa Gorbatjovas død. Tabet af Raisa, det at leve uden hende – de havde
været sammen i næsten 50 år – dukker op igen og igen hele bogen igennem.
Deres ægteskab, samliv, op- og nedture, de lykkelige familiestunder, hendes
uvurderlige støtte og indsats slipper ham ikke i fortællingen. Det er rørende
og flere steder meget trist læsning. Men herved afslører Gorbatjov, at han
– selv om han var en af verdens mægtigste mænd med ”atomkufferten”
konstant ved sin side, ja, så er han i bund og grund et ganske almindeligt
menneske. Et menneske, der må kæmpe med de sorger og lidelser, der
rammer så hårdt. Hans dybe oprigtighed omkring dette er absolut en af
bogens mest sympatiske sider.

Den klassiske tilgang
Gorbatjov er bondesøn fra Stavrapol-regionen i Kaukasusområdet. Det
lå i kortene, at han skulle fortsætte med landbruget, hvor han i øvrigt var
en fremragende fører af mejetærskeren. Men det gik som bekendt helt
anderledes. Han indgik i det kommunistiske system. Først i Komsomol og
siden i forskellige kadrer, inden han kom til Moskva, hvor han studerede
jura, mødte Raisa, giftede sig – for efter endte studier at vende tilbage til Stavropol-regionen, hvor han faktisk har tilbragt halvdelen af sit liv.

Her kommer han i 1955 til statsadvokaturen. Og konstaterer: ”10 år efter
krigen levede folk i den yderste fattigdom…” Det var en uhyre opgave for
USSR at komme til kræfter efter Den store Fædrelandskrig. Det fremgår
særdeles tydeligt, at Gorbatjov både så, noterede og forsøgte at forbedre
de kummerlige forhold for befolkningen. At han gang på gang støder ind i
det tunge, tunge partiapparatur med alle dets ”apparatjikker”. At han må
tage det ene opgør efter det andet med systemet, har helt tydeligt præget
hans utrolige satsen på forandringer og forbedringer. Det der i sidste ende
resulterede i perestrojka og glasnost. Og til allersidst spillede en central rolle
for opløsningen af USSR. Meget mod hans vilje!

Flere gange undervejs sætter Gorbatjov præcise ord på ”udviklingen”: ”Men
det afgørende for vurderingen af bresjnevismen i landets politiske historie
er, at Bresjnevs ledelse ikke kunne klare sin tids udfordringer. Ved at
holde sig til gamle dogmer og forestillinger overså den, at der var dybe
forandringer på vej i videnskab og teknik, i folks, landes og regioners, ja,
hele verdenssamfundets livsvilkår og arbejde, som indvarslede, at en ny
civilisation var ved at tage form…”

I 1971 – i en alder af 40 – bliver han medlem af Centralkomitéen og i 1980
af Politbureauet. Han havde hermed rig lejlighed til at følge den politiske
top på tætteste hold. Efter Tjernenkovs død i 1985 noterer Gorbatjov: ”Der
var en vis symbolik i dette. Selve systemet lå for døden, dets stillestående
gammelmandsblod havde ikke længere nogen livskraft”. Og tilføjer: ”Jeg
forstod, hvilken byrde der hvilede på mig”.

De store tiltag og forandringer
Gorbatjov iværksætter som den nye leder af USSR perestrojkaen i april 1985
på SUKP’s plenummøde. Han vidste, at det i realiteten var den eneste vej
frem. Og fik opbakning.
Ændringen fulgte i hastig rækkefølge. Til tider måske for hastigt. Først
kom ”Anti-alkoholloven”, der rent faktisk fik greb om en af russernes
forbandelser. I stedet kom forlængelse af levealderen, ”mindre bølleuvæsen”
og færre skilsmisser. I dag synes det imidlertid, som om de gamle tider er
kommet tilbage. (Boris Jeltsin var just ikke et eksempel til efterlevelse).

Perestrojkaen kunne kun gennemføres med glasnost, fastslår Gorbatjov.
Og undrer sig såre over A.I. Solzjenitsyns udtalelse: ”Det var glasnost,
der ødelagde det hele.” Vi i vesten har en tendens til at glemme, at
nobelpristageren i litteratur faktisk var nationalist. Han var meget andet
end den fremragende forfatter af ”Gulag øhavet”. Gorbatjov selv fik fortjent
Nobels fredspris i 1990. At Obama fik den i 2009 – kun 10 måneder efter
sin tiltræden som USA’s præsident – kan stadig give anledning til stilfærdig
undren.

Mødet I Reykjavik mellem Reagan (”Dinosauren”) og Gorbatjov (”tykpandet
bolsjevik”) blev en af de afgørende faktorer for, at verden så småt begyndte
at bevæge sig bort fra atomafgrunden. Langsomt, skridt for skridt, men væk.
Der havde været adskillige tiltag forinden. Men på en måde står mødet i
Island som en slags højdepunkt. Og symbol.

Måske var det Gorbatjovs brud med Bresjnev-doktrinen, der i sidste ende
resulterede i, at østblokken gik i opløsning på en næsten fløjlsagtig måde. Det
var egentlig kun i Rumænien, det kom til væbnet konfrontation. Der var tale
om en slags dominoeffekt – pudsigt nok et amerikansk udtryk af Eisenhower
brugt om den kommunistiske trussel. Perestrojkaen og Glasnost resulterede i
en uventet udvikling.

Dog hviler der en skygge over Gorbatjov. Katastrofen på atomkraftværket i
Tjernobyl i april 1986 blev forsøgt holdt skjult – senere afdæmpet. Der gik
hele 18 dage, før Gorbatjov trådte offentligt frem og fortalte, hvad der var
sket. Det styrkede ikke den vestlige tro på nye tider.

http://www.youtube.com/watch?v=0k3wnXBE5S0

Pludselig slut
Og så – i løbet af forbavsende kort tid – gled det hele Gorbatjov af hænde.
Det amatøragtige kup i Moskva i august 1991, intrigemagerne i Kreml og
den mere end almindeligt populistiske Jeltsin gjorde udslaget. Herefter
gik det hastigt ned ad bakke for reformatoren Gorbatjov. Han blev
tilsvinet og hånet – og 1. juledag 1991trak han sig. Da han stillede op som
præsidentkandidat i 1996, blev han i den grad chikaneret af Jeltsin-fløjen.
Det er rystende læsning om forholdene i det nyfødte demokrati. Og det er
absolut ikke venlige ord, Gorbatjov giver Jeltsin med på vejen: ”Han manglede
ganske enkelt selvbeherskelse”. Og: ”Ikke desto mindre fortsatte Jeltsin
sin usurpatorvirksomhed, idet han påbegyndte ødelæggelsen af USSR”.
Her mere end antyder Gorbatjov, at Jeltsin trak i kupmagertrådene på en
noget anderledes måde end ellers fremstillet. Det er absolut en af bogens
mange spændende sidebemærkninger. Men Boris Jeltsin blev på en måde en
slags Vestens darling. Men man skal ikke glemme, at det var ham, der traf
beslutning om at invadere Tjetjenien.

At Mikhail Gorbatjov blev leder af USSR i den iskolde tid, er måske en af
de største og vigtigste begivenheder i den periode, der kaldes ”Den kolde
krig”. At det var en bondesøn fra Stavropol, en b-skuespiller fra USA og en
taskesvingende lady fra England, der stod bag den nye verdensorden, lå just
ikke i kortene, da Thatcher som den første af de tre kom til magten i 1979.

”Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet”, udtalte Gorbatjov til
Honecker i anledning af DDR’s 50 års statsjubilæum. Gorbatjov kom absolut
ikke for sent.

Det er en fornem bog, Lindhardt & Ringhof her har udgivet. Medrivende i sin
fortælling – afslørende – og ikke mindst: menneskelig. Den kan man ganske
enkelt ikke komme uden om. En fremragende udgivelse.