Onkel, giv os brød

Af Henning Lyngsbo

Denne bog er en skrækkelig overraskelse. Skrækkelig på grund af indholdets nøgterne, og alligevel brutale øjenvidneskildring af forholdene i Sovjetunionen under kommunismens og Stalins regime. Overraskende på grund af dens alder. Den udkom i 1934! Der er altså tale om en 2. udgave!

Men bogen er på flere måder overraskende og uhyre interessant.

Forfatteren, Arne Strøm (1897-1948) skriver i en enkel og letforståelig stil om det, han ser og hører under sit ophold på godt 1 år i Sovjetunionen. Han havde i sin egenskab af fjerkræekspert tegnet en kontrakt i 1932 med de sovjetiske myndigheder. I 1928 havde Stalin iværksat den første 5 års plan, hvorefter staten skulle detailstyre al samfundsøkonomi. Arne Strøm kom til Sovjetunionen under starten af den 2. femårsplan.  

Inden da havde Arne Strøm opholdt sig i den politisk modsatte lejr. Han udvandrede i begyndelsen af 1920´erne til Canada. Og det blev her, at han fik sin viden om fjerkræ. I 1931 væltede den økonomiske depression Arne Strøms økonomi. Han vendte tilbage til Danmark med mistede illusioner om kapitalismens vidundere. Han reflekterede derfor forhåbningsfuldt på den sovjetiske repræsentations annoncer efter vestlige specialister, herunder et virke som konsulent for et stort statshønseri. Det blev hønseriet i Povorino, der ligger knap 500 km syd for Moskva i Voronezj-gouvernementet. Et af Ruslands mest frugtbare landområder. Hønseriet var på ca. 30.000 høns.

Arne Strøm havde sin kone og deres lille søn med, hvilket han næppe havde gjort, om han havde vidst hvilke forfærdelige vilkår, de skulle komme til at leve under det kommende år. De havde kontraktmæssigt bundet sig til at blive vederlagt i Rubelvalutaen, hvilket viste sig at være en katastrofe. For den var intet værd i Sovjetunionen. Den havde ingen købekraft, hvilket fik nok så alvorlige følger for Strøm og hans familie. De blev tvunget til at leve uhyre nøjsomt sammenlignet med selv de ringeste vestlige forhold. I forhold til de almindelige russerne levede de en tak bedre. Men da disse russere levede på sultegrænsen og millioner mistede livet af sult, var den daglige kamp for mad alligevel umenneskelig hård – også for Strøms.

Medlemmer af kommunistpartiet og især de, der havde partifunktioner levede som grever og baroner. Det samme gjorde de, hvis tilværelse baserede sig på den amerikanske Dollar. Med disse sedler åbnedes alle døre. Det umulige blev muligt. Men Strøm havde ingen dollars. Kun hans status som udenlandsk specialist gjorde det muligt at tiltvinge sig det nødvendige for at overleve. Men altid på Rublens præmisser.

Netop denne realitet med de forfærdelige levevilkår gør øjenvidneskildringen til en overbevisende fortælling om og afsløring af de reelle forhold under kommunismens åg. Fri for de nok så berygtede Potemkins Kulisser, som totalitærstaten har for vane at sætte op. Først gang var det for en kejserinde under en togrejse, og siden blev det for turister især fra den vestlige verden. Ingen måtte kende sandheden bag kulisserne. Men Strøm kom bag kulisserne, og intet var skjult for ham.

Strøm var næppe kommunist, ja han troede vel heller ikke på ideen. Men en lille faible for alle de eventyrlige beretninger om, hvor godt det gik i Sovjetunionen, havde han nok. Og som informationsniveauet var den gang, havde han ingen til at fortælle sandheden. Selv danske medier og såkaldte kulturpersonligheder var jo med på den sovjetiske propagandavogn.

Ingen fortalte om den af Stalin iværksatte hungersnød og hans jerngreb om store landbefolkninger med det ene formål, at sulte dem til døde. Ingen advarede Strøm og hans familie om synet af sammenstuvede bønder, der i jernbanestationernes ventesale søgte varme om vinteren, men som i stedet døde som fluer. Uden mulighed for mad. Uden ret til at rejse væk. Uden ret til at forblive i deres hjem. Døden havde et dobbelt formål. Befrielsen af det enkelte menneskes lidelser var det ene. Det andet var opfyldelsen af Stalins ønske om udryddelse af den store landbefolkning, der havde begået den fejl, at have ejet egen jord. Over 6 millioner døde af sult. Hungersnød sagde Stalin. Men sandheden var, at staten havde taget alle afgrøder i forvaring. Intet blev udleveret fra de enorme og skarpt bevogtede kornlagre til de udsultede bønder, der måtte se deres egne afgrøder gå til eksport eller til det kommunistiske systems spisekamre.

GPU, benævnelsen dengang for Stalins hemmelige politi, stod for udførelsen af Stalins krav om udryddelse. Strøm giver mange eksempler på GPU hensynsløse måde at løse opgaverne på. Herunder om håndteringen af de mange togtransporter med deporterede bønder, der i propagandaens navn skulle overflyttes til andet arbejde, men reelt skulle lide en langsom og pinefuld død af sult i Sibirien.

Det siger sig selv, at bogen vakte opsigt i 1934. Den såkaldte intellektuelle elite og naturligvis kommunisterne søgte at beklikke bogens sandhedsværdi. Men den blev oversat til flere sprog. Selv Winston Churchill har læst den. Engelske efterretningskilder rapporterede oplysninger, der i alle henseender bekræftede Arne Strøms skildringer og dermed disses sandhedsværdi.

Alligevel lykkedes det i Danmark at få bogen sat ud i glemselens mørke. Den ville ellers have været et vigtigt sandhedsbevis under den kolde krig og dermed et kampmiddel for vestorienterede kombattanter. Men 2. verdenskrig medførte jo en kortere opblomstring af kommunismen og dermed dens popularitet blandt venstreintellektuelle. Det lagde en dæmper på al snak om masseudryddelser. Og dermed faldt også interessen for bogen. Arne Strøm døde allerede i 1949 som 52-årig, hvilket må siges at være alt for tidligt.

Det er historikeren Camilla Schultz, der har hentet bogen ud af glemselen. Hun har endvidere skrevet et vigtigt bidrag til belysning af personen Arne Strøm og hans liv i et glimrende efterskrift.

Camilla Schultz har sikkert også gjort sig overvejelser, om der er stof til en monografi. Der er noget gådefuldt om Arne Strøm og hans liv. En afdækning heraf ville utvivlsomt kunne afstedkomme en spændende beretning.

Professor dr. phil. Bent Jensen, der har skrevet bogens forord, er tydeligvis - ligesom jeg – glædelig overrasket over bogens genfødsel.