Sovjet bag forhænget

Af Peter Mouritsen

Sovjet bag forhænget vil jeg anbefale til alle, der interesserer sig for verdenskrigshistorie, russisk/sovjetisk historie og amerikansk historie. Den giver et meget interessant kig ind i Sovjetunionen på et tidspunkt, hvor den Kolde Krig ikke var brudt ud, men 2. Verdenskrig så ud til at ende med tysk nederlag. Samtidig er den skrevet af en virtuos forfatter, som man også bliver klogere af at aflure nogle tricks. Så jeg vil føje journalistisk interesserede til min anbefalingsliste.

Der er dog også et par kritiske bemærkninger til oversættelsen, som lader en del tilbage at ønske.

Men altså, det er en rigtig sjov og spændende bog.

Report on the Russians
Sovjet bag forhænget udkom på originalsproget engelsk i begyndelsen af 1945 (forordet er dateret 1. januar 1945) under titlen Report on the Russians. Og dens mission var at informere oplyste amerikanske middelklasseborgere om USA's mystiske allierede i Verdenskrigen - Sovjetunionen. Bogen er en rejseskildring på baggrund af en 6 uger lang rejse i Sovjetunionen med formanden for USA's handelskammer Eric Johnston. På turen besøger delegationen på tre + en del amerikanske og russiske journalister en række sovjetiske fabrikker og byer. Der udover spiser de overdådige middage, så de er ved at dø og møder spidserne i det sovjetiske samfund.

Forfatteren fortæller om sine oplevelser og sammenligner til stadighed med situationen hjemme i USA. På den måde får man en beskrivelse af forholdene i Sovjet, som man trods de over tres år, der er gået, kan forholde sig til.  Samtidig er W.L. White en fantastisk iagttager og fortæller, der formår at videregive sine oplevelser i dejlige vendinger og fantastiske sprogblomster. For eksempel:  Jeg er sikker på, at mange af de ting, vi foretog os, gjorde ham [mand fra handelsministeriet - PM]forlegen eller irriterede og chokerede ham. Alligevel kiggede han på os med samme højtidelighed, som en frø, der er sunket hen i drømmerier, upåvirket som en spand, der er fuld af stivnet fedt.

Disse ofte lidt overraskende beskrivelser af de mennesker, der optræder i bogen, gør både bogen morsom og bidrager til at sætte billeder på det jo ellers ret uforståelige sovjetiske samfund. White forsøger også altid at beskrive eller finde en stereotyp på de forskellige personer. Hvilket jo giver en genkendelighed – på den måde får vi indtryk af mange af sovjets spidser.

Et andet eksempel på denne observerende stil: Ved ankomsten til Sovjet bemærker White, at alle russerne går i det samme jakkesæt, der ikke passer dem. Som White siger det: Man kunne faktisk tage et hvilket som helst amerikansk postordrejakkesæt, koge det, presse det let og opnå den samme effekt. Dette kogte jakkesæt optræder flere steder til at beskrive folks påklædning eller fremhæve forskellen. Jeg synes, det er elegant.

Sovjet bag forhænget er en slags øjebliksbillede, som ikke nødvendigvis fortæller os sandheden om Sovjetunionen, regimet eller befolkningen. Det giver derimod et redigeret billede, som White gerne vil vise det. Vi ser den sovjetiske socialisme gennem Whites konservative briller – det ender med at blive temmelig afslørende ikke mindst for Sovjet. For eksempel kommer det til at stå klart, at arbejderne er væsentlig bedre beskyttet i USA end i Sovjet – en detalje forfatteren gør en del ud af.

Den meget iagttagende fortæller giver et væld af informationer og indtryk fra Sovjet, ofte ting man ikke kan læse i nogen historiebog, men som alligevel er spændende og siger meget om det sovjetiske samfund. Eksempelvis hører vi konstant om, hvordan pigerne og kvinderne går klædt. Man undrer sig måske i begyndelsen over dette – White går meget op i, om folk ser godt ud. Men det gør mange mennesker jo også selv – og i hvert fald bruger White det til at måle folks overskud. I Moskva og det vestlige Rusland møder vi stort set kun piger i dårligt tøj, uden midler og overskud til at tage sig af deres udseende. Men pludselig i Omsk, hvor meget industri var evakueret til, er pigerne smukke, der er dans i parken – det er jo ingeniørerne og andre privilegerede familier, der er evakueret hertil. Så det er mennesker med mere overskud. Man får pludselig et lille kig ind i det sovjetiske standssamfund. Det gør man også på mange andre måder – men her på en lidt subtil måde.

Der er rigtig meget information at hente i bogen – derfor er den spændende.

Bent Jensen
Sovjet bag forhænget er et lidt spøjst værk at vælge at udgive, og jeg synes det er modigt af forlægger og oversætter at sætte tid og penge i sådan en bog. Naturligvis har den mange gode egenskaber, den er sjov og spændende. Men den er også over 60 år gammel og udgivet i USA som en aktualitetsbog.

For at råde bod på dette har forlaget overtalt Bent Jensen til at skrive en indføring i det sovjetiske samfund og sætte nogle historiske rammer for bogen. Det er en disposition, som jeg synes både forlag og Jensen er sluppet mindre heldigt fra – i det Bent Jensen tydeligvis er bekymret for, om læseren nu skal få det indtryk fra læsningen, at det sovjetiske samfund var et rart sted at være. Bent Jensens læsevejledning forekommer mig ironisk nok at være en anelse totalitær i sin bekymring for om, vi skulle forstå bogen forkert. Et af bogens gennemgående kritikpunkter overfor Sovjet-regimet er netop mistilliden over for medier og behovet for censur og tankekontrol. At have Bent Jensen til at forklare er faktisk unødvendigt. Teksten kan sagtens stå alene – flere steder mener jeg nærmere, det havde været gavnligt med kommentarer til den amerikanske samtid, fordi forfatteren til stadighed drager paralleller. Men forlaget håber formentlig, at navnet Bent Jensen vil tiltrække nogle læsere.

Oversættelsen
Jeg anerkender i høj grad det interessante ved denne bog, og jeg vil gerne rose bogens oversætter Hans Elfelt Bonnesen for at have taget initiativ til at oversætte og udgive bogen. Bogen bærer dog præg af, at Bonnesen ikke er en erfaren oversætter og bogen kunne godt have været gennemarbejdet bedre. Der er mange anglicismer i bogen så som sovjetiske læger, der ikke er trænet så godt som amerikanske sygeplejersker. På dansk bruger man i den sammenhæng ordet uddannet. Der er folk med usunde idéer, og i afsnittet, som foregår i Turkmenistan, omtales turkmenerne næsten konsekvent som turkomaner. Det er den slags, der sker, men redaktør og oversætter burde have ryddet op i det sammen.

Der er også et problem med noteapparatet. Oversætteren har benyttet sig af forklarende noter ved de ting, som man ikke kan forvente, at almindelige mennesker ved. Jeg var i begyndelsen træt af ikke at vide om det var originale noter eller oversætterens. Men det viste sig hurtigt. Langt de fleste er oversætterens. Mange af dem er fine og helt på deres plads. Men det bliver med læsningen klart, at oversætteren har en passion for fly, for hver gang et fly nævnes følges det af en fire-linjers note med en del unødvendige oplysninger. Også andre områder pensles godt ud med helt unødvendige oplysninger som fjerner opmærksomheden fra historien. En af de værste er på side 37, hvor byen Casablanca får en tre-linjers note som indledes ”By i Nordafrika, ...” mens omtalen af en mand som Nordafrikas Hearst ikke får nogen note. Jeg vidst ikke, hvem denne Hearst var og slog naturligvis sagen op. Det viser sig at være William Hearst, grundlæggeren af amerikansk sensationsjournalistik. OK. Man kan ikke få alt at vide, og dog, på side 318 optræder han igen. Denne gang ledsaget af en god og oplysende fire-linjers note, men den skulle jo have stået på side 37. Det er altså noget sjusk.

Mit note-afsnit vil jeg slutte med endnu en note, nemlig Bourbon-noten. Her afslører oversætteren at han også interesserer sig for whisky, for det, at der optræder en bourbonwhisky i teksten afføder en fire-linjers note med, for historien, helt unødvendige oplysninger.

Jeg oplevede, at de lange noter var med til at genere læsningen. Normalt ville jeg ikke dvæle så meget ved en så perifer ting som oversætterens brug af noter, men de mange irrelevante oplysninger fjerner opmærksomheden og fokus.

En tidslomme
Når alt det brok så er sagt er det stadig en god oplevelse at læse bogen. Man får et kig tilbage i tiden og ind i en journalistisk tradition, som ikke findes mere, et andet USA og Sovjet end det vi kender og kendte. Vi hører om forventningerne til fremtiden, hvor der endnu ikke er udbrudt kold krig. Det er en tidslomme, som det er rigtig morsomt, interessant og uhyggeligt at sætte sig ind i. Jeg vil på det varmeste anbefale, at man læser Sovjet bag forhænget.