Stalin - Diktaturets anatomi
Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen.
Det 20. århundrede har i den grad været leveringsdygtig i superskurke. Og det lader til, at de stadig har et stort publikum. I hvert fald har en af de helt store superskurke, Josef Stalin, inden for de sidste par år været genstand for megen opmærksomhed fra danske historikere. Først var det Bent Jensen, der med bogen Stalin – en biografi, gav os en karakteristik af ’Stålmanden’. Dernæst gav Erik Kulavig sin udlægning af Stalin-æraen med Det røde tyranni. Stalin, magten og folket 1879-1953. Og sidste skud på stammen er så Niels Erik Rosenfeldts Stalin – diktaturets anatomi.
Umiddelbart skulle man tro, at alt væsentligt allerede var skrevet om Stalin. Men heldigvis vil Rosenfeldt ikke kun fortælle os om personen Stalin. For som titlen antyder, er der ikke tale om en biografi i en traditionel forstand. Rosenfeldts forehavende er at bestemme Stalin-diktaturets anatomi, hermed forstås ”… hvilke indenrigspolitiske og udenrigspolitiske faktorer, der i deres indbyrdes dynamiske samspil var afgørende for, at systemet udviklede sig, som det gjorde, og på at afdække de muligheder, som det fuldt udviklede system gav Stalin for at påtvinge sovjetsamfundet og verdenskommunismen sin vilje.”. Det er således mere systemet Stalin, der er genstand for Rosenfeldts undersøgelse, end personen Stalin.
Men naturligvis bliver personen Stalin også behandlet. For som Rosenfeldt selv gør opmærksom på, så kan ”et diktatur ikke skilles fra den diktator, der inkarnerer magten”. Således bliver vi også (med sikker hånd) indført i den helt unge Stalins liv. Om tilværelsen i Georgien, hvor den lille Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili, godt rundet af en kultur, hvor klanfjeder, vendettaer og blodhævn mere var normen end undtagelsen, voksede op og hurtigt kom i kontakt med en ideologi, der havde den absolutte sandhed, at det kommunistiske paradis ventede forude.
Men det er nu systemet, der er i centrum for Rosenfeldts beretning. Et system, der tog sin begyndelse umiddelbart efter bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917. For Oktoberrevolutionen og den efterfølgende magterobring udløste ikke, som ventet af bolsjevikkerne, en bølge af succesfulde revolutioner andre steder i Europa. Tværtimod levede verdenskapitalismen i bedste velgående også efterfølgende. Så i den nye sovjetiske selvforståelse så man sig som en ensom og belejret fæstning, der var underlagt en konstant og allestedsnærværende trussel såvel ude- som indefra. Derfor gjaldt det om at være klar til at forsvare fæstningen og tage det opgør, som den marxistiske ideologi tilsiger, for derpå at bryde belejringen og selv gå i offensiven.
Stalin var i høj grad også rundet af denne selvforståelse, der kom til at være drivkraften i udbygningen af det system, han overtog efter Lenins død. Dette førte til en omfattende og gennemtrængende oprustning af sovjetsystemet. Systemet blev udbygget, det militære beredskabsniveau blev øget, landbrugene blev tvangskollektiviseret, og Sovjetunionen skulle med djævlens vold og magt industrialiseres. Der skulle opbygges et enormt beredskab af militært isenkram og råstoffer, og enhver virksomhed skulle være klar til hurtigt at omstille sig til krigsbrug. Det blev et regime, hvor man levede i konstant undtagelsestilstand i klar forvisning om, at den endelige militære styrkeprøve mellem socialismen og kapitalismen var nært forstående. Derfor måtte der først og fremmest gøres en ekstraordinær indsats for at luge ud i det, man opfattede som en sump af illoyalitet, som eksisterede inde i det sovjetiske bagland, og som kunne true systemet, når opgøret kom. Det var først, når kapitalismen var totalt besejret, at det kommunistiske paradis for alvor kunne blomstre i fuldt flor. Således var Stalin også en dedikeret elev af Marx.
Alt dette førte til et system, der var både ganske imponerende i sin størrelse og kompleksitet, og rædselsvækkende i de ufattelige summer af menneskeliv, det hele blev betalt med. Og Niels Erik Rosenfeldt beskriver og analyserer det fortræffeligt. Det er ikke populærhistorisk formidling. En anke kan derfor også være, at sproget til tider bliver en anelse tørt og videnskabeligt redegørende.
Som læser får man som sådan ikke noget nyt at vide om personen Stalin. Men det er heller ikke Rosenfeldts forehavende. Det er, som nævnt, derimod Stalins system. Og den opgave løser han på fremragende vis. Rosenfeldt er i den grad klar i sin analyse og karakteristik af diktaturets anatomi. Dette gør bogen særdeles interessant, og den er på alle måder er anbefalelsesværdig.
