Stalins hjemmefront 1941-45
Af Anders Bloksgaard, museumsinspektør & arkivleder, mag. art., Værløse Museum & Værløse Lokalhistoriske Arkiv
Det er et stort og imponerende arbejde Erik Kulavig, lektor ved Center for Russiske og Østeuropæiske Studier på Syddansk Universitet, har lagt for dagen i Stalins Hjemmefront 1941-45. Forfatteren har haft adgang til flere former for partiarkiver i Moskva, hvor han overvejende har konsulteret forskellige former for indberetninger til den centrale partiledelse om befolkningens adfærd og reaktioner i forbindelse med forskellige begivenheder og med partistatens politik i det hele taget. Særligt indberetninger fra det hemmelige politi (NKVD) har i den forbindelse vist sig at være udbytterige. Det siger sig selv, at russisk arkivadgang er omsonst, hvisk ikke arkivbrugeren behersker et intensivt kendskab russiske sprog og historie – og det gør Kulavig bedre end de fleste. Det er da heller ikke første gang Kulavig imponerer med publikationer om Sovjetunionens historie.
Denne gang kaster Kulavig så endnu en vigtig brik ind i forståelsen af Sovjetunionen under den 2. verdenskrig. Læsere der forventer (endnu) en spændende fremstilling af begivenhederne på østfrontens krigsskuepladser vil blive skuffet. Bogen handler nemlig på ingen måde om de direkte krigsbegivenheder, men om folkestemningen dér hvor tyskerne ikke var – den såkaldte hjemmefront.
På glimrende vis lykkedes det læseren at få indsigt i stalinismen væsen, men ikke på den typiske måde, hvor læseren enten bliver præsenteret for uhyrlige statistikker, anonyme menneskeskæbner eller for de mest ekstreme forhold i Gulag. I stedet formår de mange velvalgte vidnesbyrd at skabe en indsigt i hvordan kommunismen og særligt stalinismen blev opfattet af den almindelige russere. Det er manden på gulvet, og ofte kommunismens vigtigste aktør arbejderen, der her kommer til orde. Og om end mange af vidneudsagnene ikke kan forbindes med et navn eller et ansigt, sidder man alligevel med en fornemmelse af at der kommer kød og blod på udsagnene.
Kulavigs bog er på mange måder endnu et opgør med den meget udbredte opfattelse af, at den sovjetiske befolkning stod last og brast med partistaten i nødens stund. Forfatteren gør det klart, at opfattelsen af ” det store patriotiske løft” - en opfattelse der særligt har været udbredt i den sovjetiske historieskrivning, har mange nuancer. Således dokumenteres pjækkeri, druk, sjusk, sort arbejde, dessertting og ikke mindst myndighedernes tiltagende repressalier i rigt mål. Det var altså ikke kun Hitler der pludselig fandt sig selv i en tofrontskrig. Også Stalin kæmpede på to fronter - mod tyskere og mod russere. Havde Hitler været mindre brutal i sin krigsførelse kunne krigslykken utvivlsomt været gået i en ganske anden retning. En russer ramte en vigtig kerne, da han under krigen sammenfattede den menige mands holdning: Hvad Stalin aldrig magtede lærte Hitler os med det samme – at elske Sovjetunionen.
Videnskabeligt er der ikke noget at sætte en finger på. Kulavigs dokumentation og argumentation er overbevisende, og vidner om stor indsigt og grundighed. Og selv om bogen nok ikke bliver den største bestseller udfylder den en vigtig rolle: Nemlig dannelsen af et betydeligt mere nuanceret billede af krigen på østfronten end hidtil. At Kulavig så oven i købet formår at tegne dette billede gennem et indblik i krigens hverdag - set fra den menige russers side taler til forfatterens ære.
