Silkevejene
Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.
Landkort manipulerer. Det er en gammel sandhed, men alligevel væsentlig at holde sig for øje. Vi er vant til at se verdenskort, hvor Europa er i centrum, mens de andre verdensdele ligger ud til begge sider. Et sådant kort havde forfatteren til nærværende mursten af en bog også hængende på sin barndoms værelse. Men som teenager førte kortet til frustration, fordi han i skolen kun lærte en meget lille del af kortet at kende – nemlig Vestens snævre geografi og historie. Men, før Vesten med en Christoffer Columbus og en Vasco da Gama henholdsvis mod vest og syd om Afrika og med dem andre store opdagelsesrejsende, gjorde sig til verdens navle, havde Silkevejen i tusind år forbundet og beriget mennesker, kulturer og lande.
Forfatteren foretrækker dog at tale om Silkeveje i flertal, jfr. titlen. I virkelighedens verden var der nemlig tale om et netværk af veje, der fra 500 til 1500 forbandt Kina med Det byzantinske Riges hoved- og kejserstad, Konstantinopel. Og dermed med vor egen verdensdel. Denne anmelder vil imidlertid fortsætte med at bruge ordet i éntal.
Silkevejen er i forfatterens optik lige så meget en ide som en realitet. Men udtrykket som sådan er kun godt hundrede år gammelt. Lanceret 1877 i form af ordet Seidenstrasse af den tyske friherre og geolog Ferdinand von Richthofen (1833-1905) – i øvrigt onkel til Den røde Baron, legendarisk kampflyver fra 1. Verdenskrig. Men mange generationer havde fortalt om Silkevejen og dens betydning, længe før udtrykket blev opfundet og gængs tale.
Denne anmelder oplevede på egen krop i begyndelsen af 1970erne lidt af den samme eurocentrisme, som den engelske historiker, der i dag er leder af Center for Byzantinske Studier ved Oxford Universitet, oplevede på sin barndoms værelse. Nemlig, da jeg i begyndelsen af 1970erne første gang besøgte sovjetisk Centralasien og for eksempel stod ved Ulugh Beg´s observatorium i Samarkand. Senere har jeg i flere omgange besøgt både denne oaseby og Bukhara og udbygget min viden om denne oversete region. Ved siden af i dag at være store og beskidte industribyer med over en kvart million mennesker hver er de to oasebyers historiske levn også tavse og majestætiske vidnesbyrd om en gloriøs fortid, der kun ligger 500 år tilbage, og som er før eller samtidig med renæssance, reformation og humanisme i Vesteuropa.
Hvor navnet Bukhara hos os mest er knyttet sammen med ægte tæpper, er navnet Samarkand blevet brugt i utallige sammenhænge. Generelt om et sted, alle stræber mod, men som i realiteternes verden ikke kan nås. I perioden fra 1370 og til sin død i 1405 byggede krigeren og imperiebyggeren Timur Lenk sin hovedstad Samarkand ved hjælp af håndværkere og kunstnere, der var hentet i de erobrede lande. Under hans sønnesøn, Ulugh Beg, der regerede 1409-49, og som mere var til videnskab end til bedstefaderens krigerfærd, blev grundlagt et observatorium med blandt andet en kæmpemæssig sekstant med en radius på 40 meter. Observatoriets størrelse og de målinger, der blev foretaget her, har imponeret mig hver gang. Der blev her gjort opdagelser og observationer, der i visse henseender foregreb 1500- og 1600-tallets europæiske astronomi med store navne som Kopernikus, Tycho Brahe, Johannes Kepler og Isac Newton.
Ulugh Beg og hans assistenter foretog i årene 1420-37 et udviklingsarbejde, som resulterede i en ny planettabel og et stjernekatalog med cirka 1000 stjerner – det første siden den græske astronom og matematiker Ptolemaios i 2. årh. De store instrumenter muliggjorde en hidtil uset nøjagtighed i stjernelegemernes position. Samarkand blev under Ulugh Beg et internationalt muslimsk og globalt kulturcentrum. Af andre kulturmindesmærker i byen kan nævnes det imponerende bygningskompleks Registan, der på de tre sider består af monumentale madrasaer, det vil sige højere læreanstalter, der stammer fra henholdsvis 1420, 1636 og 1660.
Centralasien er med rette blevet kaldt en smeltedigel for mange forskellige kulturpåvirkninger. Frankopan afsætter da også adskillige sider til denne smeltedigel, hvor i kronologisk rækkefølge persiske, græske, arabiske, mongolske, tyrkiske og europæiske (læs russiske/sovjetiske) kulturingredienser har været virksomme. Traditionelt var det ikke sprog eller religion, der satte skel i Centralasien. Det afgørende modsætningsforhold var mellem steppens og ørkenens nomader og floddalenes og oasernes bofaste befolkning. Disse oaser blev længe før vor tidsregning hjemsted for persiske/iranske kulturer, der var baseret på et intensivt og kunstvandingsbaseret landbrug samt på handel og håndværk. En kendsgerning, der ofte overses i vores traditionelle fiksering på den græsk-romerske kulturkreds. Som den for eksempel praktiseredes i faget oldtidskundskab.
Forfatteren indrømmer, at målt med nutidens alen forekommer Centralasien, Afghanistan, Iran, Irak, Syrien samt landene i Kaukasus ikke umiddelbart at indtage den mest fordelagtige position til en bedømmelse af verden. En region, der i dag primært associeres med fejlslagne og ustabile stater, med diktatorer, der vinder valg med urealistisk høje tal, og hvor menneskerettighederne mildest talt har det skidt. Eller udtrykt med forfatterens ord:
”Disse lande forekommer os måske uciviliserede, men de er ikke ravnekroge eller obskure ødemarker. I virkeligheden er broen mellem øst og vest selve civilisationens skæringspunkt. Disse lande ligger slet ikke i periferien af verdenspolitikken, men tværtimod lige i centrum af den gode smag i alle henseender, lige fra den frugt, der blev serveret til middag, til de forbløffende miniatureportrætter, der blev malet af landets berømte kunstnere, og til det papir, som de lærde brugte til at skrive på”, (side 15f.).
Oaserne lå i krydsningspunkterne for de karavaneveje, der i form af Silkevejens netværk af veje og stier forbandt Kina med den nærorientalske verden og Europa. Fra Centralasien sendte dette netværk stiklinjer i form af kamel-karavaner mod nord, via Kasakhstans stepper, til Rusland og videre til resten af Europa. Handels- og kulturcentrene i Centralasien hed som nævnt Samarkand og Bukhara i rummet mellem floderne Amu Darja og Syr Darja (af grækerne kaldet henholdsvis Oxus og Jaxertes). Men de hed også Tasjkent i Seravsjans floddal, mod sydvest byen Merv og syd for Aral-søen byerne Urgentj og Khiva. Alt sammen navne, der i vores europæiske optik normalt er blevet forbundet med orientalismens begrebsverden af en blanding af mystik, haremmer og krydderier (jfr. Edward W. Saids berømte, omstridte, men også banebrydende bog med titlen Orientalism fra 1978).
Centralasiens vigtigste kulturelle inspirationskilder var den iranske farsi-talende kulturkreds og islam, som araberne fra 600-tallet sammen med Koranens hellige alfabet – det arabiske – bragte til området. I 11- og 1200-tallet blev området offer for mongolske rytternomaders angreb. Det er i det hele taget tankevækkende, hvordan kulturbyerne Beijing over Bagdad til Konstantinopel i århundreder har virket som magneter på de steppe- og ørkenfolk, der levede som nomader på græssletterne nord for dette kulturbælte. Gang på gang var disse byer blevet ofre for disse nomade-hære, og hver gang er de genopstået af asken.
Mongolerne var med deres fænomenale håndtering af bue og pil og deres lynhurtige overraskelsesangreb til hest militært deres modstandere overlegne, men kulturelt havde de ikke meget nyt at bringe til hverken Centralasien eller den øvrige kendte verden. Tværtimod blev de ret hurtigt opslugt af og assimileret med de erobrede områders højerestående kultur og livsstil. Sprogligt mistede de deres mongolske tungemål, de blev tyrkisk-talende og i religiøs henseende blev de muslimer. Til gengæld var mongolerne i deres imperie-bygning fænomenale i deres religiøse tolerance, eminente tæft for organisation samt i deres færdigheder i at etablere kontakter. Eller, som forfatteren sammenfatter deres politiske egenskaber:
”Selv om mongolerne virkede uberegnelige, blodtørstige og upålidelige, skyldes deres fremmarch ikke manglende orden, tværtimod: Hensynsløs planlægning, en strømlinet organisation og et sæt klart formulerede mål var nøglen til grundlæggelsen af verdenshistoriens største landimperium”, (side 213).
Et imperium, der strakte sig fra det nordlige Kina til Polens grænser og til Ungarns vidtstrakte sletter. Grundlagt på få år i begyndelsen af 1200-tallet år af Djenghis Khan og hans efterfølgere. Frankopan fremhæver, at baggrunden for de italienske bystater, Venezias og Genovas, rigdom i høj grad netop var mongolernes tilbageholdenhed og differentiering med hensyn til at beskatte handelen. Det var denne politik, der ifølge forfatteren betingede de to bystaters rigdom, storhed og bugnende import af varer fra Østen. Varer, der inkluderede hermelin-, egern- og andre skind og pelse fra de slaviske områder samt peber, ingefær, moskus og andre krydderier, brokadestoffer, fløjl, guldstof, perler, juveler og kostbare ædelsten fra andre af Østens lande. Europæiske udsendinge, heriblandt for eksempel en Marco Polo, strømmede i stort tal til khanernes hof i telthovedstaden Karakorum, og i kølvandet på dem fulgte missionærer og købmænd.
Mongolsk stil blev moderne og efterspurgt overalt i Europa. Frankopan opregner en hel palet af efterspurgte mongolske varer. I England indkøbte man mørkeblåt ”tatar”stof til brug i Hosebåndsordenen samt et rigt udvalg af masker, så man kunne illudere mongolske krigere. Den blandt kvinder så populære kræmmerhusformede hovedbeklædning, der er typisk på portrætter fra 1300-tallet og fremefter, var tilsyneladende direkte inspireret af de karakteristiske hatte, som man bar ved det mongolske hof.
Under en af mongolernes tyrkiserede efterkommere, Timur Lenk (1336-1405), og ikke mindst under det dynasti, timuriderne, han grundlagde, fik Centralasien med oasebyen Samarkand som nævnt ovenfor en videnskabelig og kulturel blomstringstid. Timur havde som sit erklærede mål at genoprette det mongolske verdensrige. Fra ca. 1370 og de næste tredive år mobiliserede han sine stammefrænder til blodige plyndringstogter i Iran, Kaukasus, Mesopotamien (det nuværende Irak), på de sydrussiske stepper, i Nordindien, Syrien og Anatolien. Han døde under forberedelserne til et angreb på Kina. Storriget faldt fra hinanden, men hans efterkommere fastholdt i et lille århundrede herredømmet i Centralasien. I 1510 erobredes Samarkand af den tyrkisk-talende stamme usbekerne – igen rytternomader, der fra øst trængte ind i området, atter en gang fristet af oase-byernes rigdomme. De gjorde Bukhara til deres hovedstad.
De følgende århundreder blev såvel økonomisk som kulturelt en nedgangsperiode for regionen. Årsagen var ikke blot de nye herrer og deres nomadebaggrund, der stod i skarp kontrast til den forfinede iranske oasekultur, som de stødte på. Den skal også søges i det forhold, at den transkontinentale karavanehandel efter de store opdagelser i 1500-tallet havde fået en alvorlig konkurrent i den oversøiske handel. En handel, der gik syd om Afrika – og ikke mindst mod vest til den nye verden. De store have havde afløst ørkenen og steppen. Ørkenens skib – kamelen – var blevet udkonkurreret af de store vesteuropæiske søfartsnationers handelsflåder.
Bogens omdrejningspunkter er Lilleasien, Centralasien, Kaukasus, Kina og Mellemøsten. Det vil sige områder, der mødtes, handlede med og dominerede hinanden langs den lange kommunikations-arterie, som fik navnet Silkevejen. Forfatteren minder os om, hvor skamfuldt det er, at Vesten i sin adfærd og krigsførelse ved overgangen fra det 20. til 21. århundrede har glemt, hvorfor grænserne mellem staterne i Mellemøsten er trukket som efter en lineal. At de er resultat af europæiske koloniherrers skalten og vantel med de erobrede områder.
Det var langs Silkevejen, at Østen og Vesten først mødte hinanden. Gennem handel og erobringer, der førte til, at ideer, religioner, kulturer og sygdomme spredtes, og at varer blev handlet og udvekslet. Forfatteren har gravet dybt i arkivernes væld af dokumenter. Hvorfra han blandt meget andet kan afsløre, at Karthagos elite har båret kinesisk silke, at velhavende iranere brugte keramik fra Provence, og at indiske krydderier fandt vej til såvel det afghanske som det romerske køkken. Det var kinesisk fremstillet kostbart klæde, der i 1200-tallet draperede islams helligste sted, Kabaen i Mekka. Det var efterkommere af slave-soldater fra landene langs Silkevejen, der endte med at tage magten i Ægypten under navnet mamelukker. En kinesisk rejsende beretter i 600-tallet om et Syrien, hvor røvere ikke fandtes, og hvor loven sikrede befolkningen lykke og fred. Det var handel og håbet om øget velstand, der gjorde, at folk flokkedes langs Silkevejen.
Men meget andet fulgte med. Aleksander den Store og hans felttog bragte græsk kultur til Indus-dalen, mens kristendommen i stort omfang nogle århundreder senere ad Silkevejen blev spredt helt til Kina. Det samme gjaldt islam. Men i kølvandet fulgte også krig og anden vold. Frankopan har et særdeles vel skrevet kapitel om mongolernes opkomst i 1200-tallet og deres betydning. Ligeledes beretter han kompetent om Den sorte Døds vej mod vest. Ikke blot negativt, men også positivt i det lange tidsperspektiv. Pestens decimering af befolkningen førte til mangel på arbejdskraft, stigende lønninger og ultimativt til større velstand. Måske forfatteren ind imellem bruger den store slev lidt for rundhåndet, så detaljer udelades eller overses. I en sådan fremstilling ryger der let nogle finker af panden. Til gengæld får han præsenteret nogle centrale problemstillinger, som en eurocentreret fremstilling har overset eller behandlet stedmoderligt.
Frankopan har ordnet sin bog i 25 kapitler, der alle i realiteten anslår en ide, og som i overskriften har ordet Vejen. Som f.eks. Vejen til harmoni, Vejen til Helvede, Vejen til kompromis eller Dødens og ødelæggelsens vej. Bogen er nem at læse, fuld af overraskende iagttagelser samt ikke mindst en øjenåbner til ny viden og indsigt. Firs tætskrevne sider med noter og henvisninger borger for omhyggelighed og præcision.
Frankopan har foræret sine læsere en meget ambitiøs bog med et stort vingefang. Hans viden og indsigt forekommer at være enorm. Han har med sin bog flyttet fokus fra vor egen verdensdel og dokumenterer, at Europa i tusind år, fra 500 og til 1500, i stedet for at være sig selv nok mere var en funktion af samkvemmet mod øst. Af kontakten til Kina og landene langs Silkevejen til endestationen i Konstantinopel. Kan varmt anbefales den læser, der gerne ser sit verdensbillede omstyrtet, udfordret og udvidet. Og, som ikke er bange for nye synsvinkler. For ham/hende vil Frankopans nye verdenshistorie være ikke mindre end en øjenåbner og en guldgrube af ny viden og indsigt.
historie-online.dk, den 8. maj 2017
