Sort Jord

Af Preben Etwil

Sort fortid

Bogen handler først og fremmest om jødeforfølgelse og jødeudryddelse under Anden Verdenskrig, men den handler i lige så høj grad om, hvad der driver og strukturerer ondskaben i menneskehavet. Det er forfatterens overbevisning, at lignende situationer kan opstå i fremtiden - under de rette forhold og betingelser!

Bogen forener på en god måde både historiske, sociologiske og politologiske fagdiscipliner. Bogen, der bygger på et meget omfattende kildemateriale, er provokerende men også meget detailtung.

Bogen indledes med en analyse af, hvordan Hitler i virkeligheden opfattede verden. Denne relativt grundige udredning er helt central i forståelsen af, hvad der senere hændte.

Hitler mente, at menneskearten var inddelt i racer, men han afviste, at jøderne var en sådan. Jøderne var ikke en lavere race, men slet og ret en ikke-race eller en modrace. Hitler opererede ikke med gode eller dårlige mennesker, men at de af biologiske årsager var blevet fordærvet af den jødiske civilisation. For Hitler var mennesker dyr, og at enhver udøvelse af etiske eller moralske overvejelser var et tegn på jødisk fordærv. Opstilling af, og en stræben efter, et universelt ideal var afskyeligt. Det eneste der var rigtigt, var troskab mod racen. I dette lys var medvirken til massemord en god handling, idet den tilførte racen en indre harmoni og førte til enhed med naturen. Den totale idé om livet som en racernes kamp gav Hitler, i sin egen selvforståelse, den fulde fortolkningsret til enhver begivenhed.

Tydeligere kan politisk totalitarisme ikke udtrykkes.

Ideen bag det tyske Lebensraum er udmærket udfoldet i det efterfølgende kapitel. For Hitler var briternes støtte til frihandel alene et dække for britisk verdensherredømme. I konsekvens af Tysklands totale kapitulation ved afslutningen af Første Verdenskrig så Hitler sig inddæmmet af tysk tab af kolonier og fremtidige udfoldelsesmuligheder. Han så den aktuelle opdeling af verden som en fare for tysk økonomi. Den tyske befolknings velstand og overlevelse var afhængig af en udvidelse af de tyske territorier, da landet efter Hitlers opfattelse ikke kunne brødføde sig selv under de eksisterende grænsedragninger. Han anerkendte ikke, at landbrugsvidenskabelige metoder kunne have løst det problem. Hitler så derimod USA’s erobring af Det Vilde Vesten som en ledetråd for tysk ekspropationisme, hvor den overlegne race så at sige bekæmper og likviderer den underlegne race.

Fokus var mod øst. Det var forsøgt tidligere, men måtte opgives, da Tyskland i 1918 tabte krigen, og dermed måtte afstå ideen om et nyt østeuropæisk rige – faktisk uden at have tabt området på slagmarken. Ukraine var faktisk en tysk koloni et halvt års tid i 1918!

Hitler mente, at tilintetgørelsen af Sovjetunionen, der var inficeret af jøderne, ville gøre for det muligt for det rette herrefolk at udsulte de rette undermennesker af de rette årsager. Når tyskerne havde erstattet jøderne (kommunister forstås?) som koloniherrer, kunne fødevarerne fra Ukraines sorte jord (bogtitlen?) dirigeres væk fra de unyttige sovjetiske befolkninger (slaverne?) til taknemmelige – racerene – tyske byer og et underdanigt (besat?) Europa.

Det syntes, som om den jødebolsjevikiske myte kom til at levere den manglende brik i Hitlers plan, idet den forenede det lokale med det globale med løftet om en sejrrig kolonikrig mod slaverne og en gloværdig antikolonial krig mod jøderne. Man havde den forestilling, at et enkelt angreb på en enkelt stat, her Sovjet, ville kunne løse alle Tysklands problemer på en gang. Et enkelt angreb der ville få fjenden til at vælte som dominobrikker, og dermed åbne vejen for det sejrrige Tyskland.

Kapitlet Berlin, Warszawa, Moskva redegør relativt detaljeret om de forskellige indenrigs- og udenrigspolitiske positioner, som de tre lande indtog inden udbruddet af Anden Verdenskrig. Især oprettelsen af den polske stat voldte naboerne problemer, da staten af selv samme naboer blev betragtet som ufrivillig afgivelse af territorium fra deres side.

Især er forfatterens analyse af de interne magtkampe i Polen yderst interessante for danske læsere, da denne del af historien er rimeligt underbelyst i dansk forskningslitteratur – blandt andet det forhold, at Polen som en relativ ny nationalstat lagde stor vægt på at få del i Ukraines landområder, og at staten hele tiden selv følte sig truet af USSR, der havde lagt beslag på Ukraine. Forholdene mellem de to stater blev yderligere skærpet efter kollektiviseringen af det ukrainske landbrug, der førte til massive flygtningestrømme ind i Polen. Fra mange sider i det ukrainske folk var der faktisk et krav til Polen om, at de skulle komme så hurtig som muligt og befri dem fra deres elendighed og undertrykkelse.

I dette mismask af forskellige nationale interesser og uoverensstemmelser på kryds og på tværs blev der imidlertid indgået nationale aftaler både fra sovjetisk og tysk side med Polen. Aftaler der i sin grundsubstans var ustabile.

Warszawa så aftalerne som en slags anerkendelse af status quo. Moskva så derimod aftalerne mellem Tyskland og Polen som udtryk for, at USSR og Polen aldrig kunne blive allierede. De handlede også derefter. De meget store polske mindretal, der levede på den sovjetiske side af grænsen, blev i stort tal systematisk deporteret til andre områder i USSR eller direkte likvideret. Tyskerne på sin side så aftalerne som et kærkommet første forsøg på en fælles front vendt mod USSR.

Men det skulle vise sig, at blive meget, meget værre.

I kapitlet om løftet om Palæstina gennemgår Snyder det kludetæppe af holdninger og aftaler, der eksisterede i Europa om det såkaldte jødespørgsmål. I kort form kan man sige, at Storbritannien gik ind for en jødisk statsdannelse (på et ikke nærmere defineret tidspunkt langt ude i fremtiden), men gik ellers imod yderligere jødisk integration. Tyskland var i det hele taget modstander af en jødisk statsdannelse, men ønskede alligevel, at jøderne skulle forlade Tyskland hurtigst muligt til en fjern og ikke nærmere defineret lokalitet. Polen, der suverænt havde den største andel af jøder i sin befolkning, ønskede både en kraftig udvandring af jøder fra Europa, men støttede også aktivt oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.

Der kom i Europa faktisk mange fantasirige forslag frem, hvortil man kunne deportere jøderne. Øen Madagaskar, en fransk kolonibesiddelse i Det Indiske Ocean var blevet foreslået, men slog aldrig an blandt jøderne selv.

Den tiltagende nazistiske undertrykkelse førte til, at tyske jøder udvandrede til Palæstina, hvilket førte til arabiske optøjer, der også radikaliserede de jødiske indvandrere. Disse jøder fik positiv opbakning fra Polen, der havde et stærkt ønske om at skaffe sig af med så mange jøder som muligt.

I Tyskland var situationen den, at omkring 130.000 jøder udvandrede i årene efter Hitlers magtovertagelse. Omkring 50.000 af dem slog sig ned i Palæstina. Langt flere ønskede at forlade Tyskland, men blev nægtet indrejse i de fleste europæiske lande, hvilket for de flestes vedkommende betød tilbagesendelse til den visse død.

Jødehadet var dog ikke kun et tysk fænomen – slet ikke. Store dele af den romersk-katolske kirke, både i Polen og andre steder i Europa, blev ved med at forklare, at jøderne var ansvarlige for modernitetens onder i almindelighed og for kommunismen i særdeleshed.

Kapitlet om statsødelæggelserne er måske Timothy Snyders mest originale bidrag til fortolkningen af jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig. I kort form går det ud på, at hvis en stat bliver tilintetgjort af en fremmed magt, vil der opstå et magt- og rettighedstomrum, der kan anvendes til at tilintetgøre uønskede minoriteter. Deres fundamentale rettigheder blev så at sige ophævet.

Hitler lagde ud med at statstilintetgøre sine nabolande gennem ord.

I marts 1938 blev Østrig presset ind i Hitlers Anschluss. Med Münchenaftalen i september 1938 mellem Storbritannien, Italien, Frankrig og Tyskland indlemmede Hitler i oktober samme år de Sudetertyske områder i Tjekkiet uden kamp. I marts 1939 besatte Tyskland så resten af Tjekkiet og omdannede det til et tysk protektorat. Samtidig blev Slovakiet udråbt til en selvstændig stat under tysk beskyttelse. I alle disse lande blev situationen for jøder og andre minoriteter dødligt forværret – både gennem tysk intervention, men i høj grad også gennem lokalbefolkningens kollaboration.

Sidenhen blev der grebet til fysisk statstilintetgørelse gennem direkte militær kamp og besættelse. Det skete som en følge af den hemmelige tillægsprotokol, der blev indgået samtidig med den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Sovjetunionen, underskrevet i august 1939. Parterne forpligtede sig heri til neutralitet i tilfælde af krig med tredjelande. Aftalen gav Tyskland frie hænder til at angribe Polen, hvilket skete 1.september 1939. Aftalen indeholdt også en opdeling af Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære; den gjorde Finland, Estland, Letland og det østlige Polen til sovjetisk interesseområde, mens det øvrige Polen skulle være tysk.

Hermed var der både for Tysklands og Sovjetunionens vedkommende åbnet op for med våbenmagt at påbegynde en statstilintetgørelse i uhørt omfang. Polen blev delt, og på det nærmeste likvideret.

Snyder mener ligefrem, at Hitler og Stalin var lige gode om det. De var lige barbariske. Hitler forfulgte og udryddede de polske jøder. Stalin dræbte eller forflyttede millioner af annekterede borgere til Gulag. Begge lande bidrog lige gerne til at likvidere den polske hær og de ledende politiske klasser i Polen. Intet kunne beskytte dem, da deres tidligere stat overhovedet ikke blev anerkendt.

Kapitlet om dobbeltbesættelsen ruller alle rædslerne ud. Det meste og det mest uhyggelige omkring jødeudryddelsen skete i Østeuropa. Snyder kommer her i noterne med en sønderlemmende kritik af andre Holocaust-forfattere, da de ofte ikke selv beherskede østeuropæiske sprog. Dermed er, stadig efter Snyders mening, megen af den eksisterende holocaust-forskning fordrejet og underbelyst – især fordi historikerne langt fra dækker det fulde og sande billede af jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig. De fleste jøder blev ikke dræbt i KZ-lejrene, men på deciderede drabsmarker i Polen, og senere i Ukraine, Hviderusland og selve Rusland.

Den store udryddelse af jøderne kunne foregå ved først at gøre dem statsløse. Da Hitler indgik sin alliance med Stalin, gik han systematisk i gang med at ødelægge stater per stedfortræder. Først Polen i 1939, og siden de besatte områder af Sovjetunionen i 1941.

Næsten alle de omkring to millioner polske jøder, der kom under tysk herredømme i 1939, omkom. Det samme gjaldt for de to millioner, der kom under sovjetisk herredømme i 1939 og 1940. De jøder som til at begynde med var kommet under sovjetisk herredømme, var endda de første, der blev myrdet i stort tal af tyskerne.

I 1940 drev indførelsen af sovjetsystemet i Østeuropa, samtidig med at Tyskland erobrede Vesteuropa, jøderne ud i en umulig situation. Jøderne led lige så meget eller mere end andre grupper under det sovjetiske herredømme. De mistede meget pga. afskaffelsen af polsk lovgivning. De mistede selvstyre og retten til deres religion.

Med besættelsen af Polen flygtede jøder i tusindvis til de baltiske lande, men kun for en stakket frist – indtil tyskerne påbegyndte deres angrebskrig mod Sovjet i 1941. Igen blev de statsløse indhentet.

Kapitlet om det større onde handler bl.a. om, hvorfor og hvordan Tyskland i løbet af kun seks måneder efter deres invasion af Sovjetunionen kunne udvikle en teknik til at dræbe jøder i store antal og myrde omkring en million jøder. Her spillede de såkaldte Einsatzgrupper en helt afgørende rolle i disse myrderier. Men det er vigtigt at notere sig, skriver Snyder, at Einsatzgrupperne absolut ikke var alene om disse barbarier. Almindelige tyske soldater, sammen med tysk politi og lokale kollaboratører, dræbte også et stort antal jøder og deltog for øvrigt ivrigt i større masseskyderier i 1941. Snyder mener derfor, at det er omgåelse af sandheden at påstå, at store dele af den tyske befolkning overhovedet ikke kendte den massive jødeudryddelse. I Sovjetunionen fandt jødedrabene sted i fri luft, foran befolkningen, og nok så interessant med bistand fra unge mandlige sovjetborgere. Det, der fandt sted i anden halvdel af 1941, var en accelererende modkampagne, der tog en million jøders liv. Ingen midler til drab blev unddraget. Tyskernes tøven med hensyn til at myrde kvinder og børn motiverede dem til at rekruttere lokale folk. Det samme gjaldt omkring rekruttering af tysk hjælpepolitik i de besatte områder. Her meldte lokale kollaboratører sig i stort tal.

Hundredetusinde af jødiske børn, kvinder og mænd blev skudt bag frontlinjen, samtidig med at den tyske hær forsøgte at bekæmpe Den Røde Hær. Krigen mod jøderne blev vundet, samtidig med at krigen mod USSR blev tabt.

I kapitlet om tyskere, polakker, sovjetborger og jøder beskrives deportationerne og myrderierne i de tyskbesatte områder i øst. Det kræver dog, at man holder tungen lige i munden for at hitte rede i hvilke dele af Polen, der var besat af henholdsvis tyskerne og russerne, og hvilke dele af Ukraine der før krigen henholdsvis tilhørte Polen og Sovjet.

I det dobbeltbesatte vestlige Ukraine kunne tyskerne efter juni 1941 udnytte ukrainernes forhåbninger om en nationalstat. De forsøgte at udnytte frustrationen fra to årtiers polsk og to års sovjetisk herredømme.

Tyskerne forsøgte alle steder at få medløb i deres antisemitisme. Ligesom andre steder skabte stigmatiseringen af og mordet på de lokale jøder en bro mellem besætterne og de besatte. Senere, da sovjetmagten vendte tilbage, skiftede folk igen side.

Hitler havde faktisk den forestilling, at en lynkrig mod Sovjet meget hurtigt ville få systemet til at bryde sammen. Formålet med invasionen var efter Den Røde Hærs sammenbrud, at fødevarer fra dele af det vestlige Sovjetunion, især Den Ukrainske Sovjetrepublik, skulle brødføde Tysklands civile. Oven i det var det hensigten, at omkring 30 millioner sovjetborgere skulle sulte ihjel i vinteren 1941, heriblandt seks millioner indbyggere i Sovjetisk Hviderusland. Som bekendt slog planen fejl, men alligevel var der et utal af sovjetborgere der sultede ihjel. Tre millioner krigsfanger. En million Leningradborgere, og titusinder i Kharkiv og Kijev. Den russiske produktion kunne knapt nok brødføde den tyske hær, og ganske få fødevarer kunne sendes til Tyskland.

Kapitlet om Auschwitzparadokset er på flere punkter afvigende fra den traditionelle historiefortælling. Snyder definerer paradokset på følgende måde: De jøder under tysk kontrol, som skulle sendes til Auschwitz, havde større sandsynlighed for at overleve, end de jøder under tysk kontrol, der ikke skulle sendes til Auschwitz. Snyders forklaring er, at langt de fleste drab på jøderne skete ved masseskydning og derefter ved kvælning vha. udstødningsgas fra forbrændingsmotorer. Først i 1943 og 1944 blev Auschwitz det største drabssted for jøder.

Snyder forklarer dette paradoks ud fra en tese om, at de massive drab kun kunne finde sted i det omfang pga. at tyskerne havde nedbrudt de eksisterende stater. Der hvor der ikke skete et statsnedbrud – fx i Danmark – var jødernes overlevelsesmuligheder meget større.

Snyder sammenligner i denne forbindelse Estland og Danmark. I Estland blev omkring 99 procent af jøderne, der var til stede, da tyskerne ankom, dræbt. I Danmark overlevede omkring 99 procent af de jøder, der havde dansk statsborgerskab.

Den væsentligste forskel mellem de to lande var, at russerne før tyskerne ankom, havde statsopløst landet, mens Danmark fungerede som en betingede uafhængig stat under hele besættelsen.

Det skal dog noteres, ar forfatterens viden om danske forhold før og under krigen ikke hører til hans faglige spidskompetencer.

Snyder mener samtidig, at den traditionelle Auschwitz-historie er med til at underkende, at jødedrab ikke kun var noget, der foregik i koncentrationslejerne. Befolkningerne både i Tyskland, Polen og Sovjet måtte have vidst mere end de historier, der i stort omfang kom frem efter krigen – og som er kernen i Holocaust-fortællingerne.

Kapitlet om suverænitet og overlevelse vurderer jødernes statstilhørsforhold, eller mangel på samme, i forbindelse med deres overlevelseschancer.

De jøder som var borgere i stater, der var allierede med Tyskland, levede og døde i overensstemmelse med visse regler. De jøder der opretholdt deres statsborgerskab fra før krigen (fx danske jøder) levede som regel, og de der ikke gjorde det, døde som regel. Jøderne mistede som regel deres statsborgerskab ved regimeskift eller besættelse snarere end ved lov (fx jøder fra Estland og Polen). Sandsynligheden for at dø som statsløs var uhyggelig høj.

Kapitlet om de grå redningsmænd handler om de mange ikke-jøder der med risiko for eget liv hjalp jøderne til at undgå den skæbne, som tyskerne havde tiltænkt dem. Historierne er mange – og hjertegribende.

Næste- eller gæstekærlighed får efter at have læst dette kapitel nye dimensioner. Der er tale om historiens anonyme hverdagshelte!

Kapitlet om forkæmpere for Gud og mennesker handler især om hvordan Sovjetunionen efter krigen "nyordnede" Polen i deres forståelse af en socialistisk stat. Da Den Røde Hær rykkede frem som befrier for tyskernes herredømme, havde den ikke så lang tid forinden besat Polen, som allieret med Tyskland. Man skal heller ikke glemme, at flere af de sovjetiske partisaner havde været både dobbelte eller endda tredobbelte kollaboratører.

Tilbagevenden til normale tilstande efter krigen var ikke nogen let sag. Polakkerne havde, ligesom alle andre i den del af Europa, der havde været under tysk besættelse, overtaget jødisk ejendom. Fordi jøderne havde været så talrige i Polen, og fordi den jødiske andel af byejendomme havde været høj, medførte det en dramatisk transformation af hele samfundet.

Kapitlet om de retfærdige få handler om, hvordan mange personer reddede sig igennem krigen med livet i behold ved at modtage hjælp fra folk, der gik imod systemet.

Bogens sidste kapitel Vores verden er mest af alt Timothy Snyders advarsel til bogens læsere om, at den ondskab der blev set under Anden Verdenskrig under de rette betingelser kan opstå igen. Knaphed på fødevarer, globale økonomiske og økologiske katastrofer kan føre til, at nogle stater går efter at opløse andre stater. Her står det afrikanske kontinent med svage stater, der relativt let kan opløses og nedbryde udsatte borgeres rettigheder. Kombinationen af svage ejendomsrettigheder, korrupte regimer og halvdelen af verdens uopdyrkede jord har ført til, at Afrika står helt centralt i Asiens forsyningsplanlægning. Parrallellen til Tysklands forhold til Ukraine er meget nærliggende.

Faren fra Kina bør man heller ikke overse, fx råder Kina kun over en tredjedel så meget ferskvand per person som det globale gennemsnit, og en stor del af det stammer fra gletsjere, som er ved at smelte væk i den varmere luft.

Man skal i denne forbindelse være helt opmærksomme på, at stort set alle tyske krigsforbrydelser fandt sted i områder, hvor statsinstitutioner var blevet tilintetgjort. Forbrydelserne fandt sted i de såkaldte statsløse zoner.

Hvorom alting er, så påkalder Timothy Snyders bog Sort Jord både på modsigelser, korrektioner og tvivlsspørgsmål. Bogen kan givetvis ikke stå alene, når historien om jødeudryddelsen skal fortælles. Men det er trods alt en vigtig brik i en kompliceret mosaik. Skal alle påstande efterprøves, er det nødvendigt at dykke ned i de mere end 80 siders note- og biografimateriale, der følger med bogen.

Med disse ord skal bogen varmt anbefales til både fordybelse og refleksion.