Århus som idrætslandskab

Af Johnny Wøllekær, arkivar, Odense Stadsarkiv

For nogle år siden blev kulturgeograf John Bale ansat som professor ved Center for Idræt, Aarhus Universitet. Den britiske forsker, der også er knyttet til Keele University (Storbritannien), har været en pioner inden for den internationale forskning i idræt, rum og bystrukturer og har en række banebrydende publikationer på samvittigheden. Det var med andre ord noget af en kapacitet, som det jyske universitet fik lokket til landet, og ”Bale-effekten” er ikke udeblevet. Det bliver understreget med udsendelsen af antologien Århus som idrætslandskab - topografiske fortællinger og analyser, som er et sikkert vidnesbyrd om, at Bale allerede har givet inspiration til en række spændende projekter, hvor idræt og rum er i fokus.

Antologien gennemgår et bredt udsnit af Århus’ meget forskellige idrætsrum, der til sammen udgør rammen om idrætslivet i den jyske hovedstad. Antologien, der udkom den 16. februar 2007, er opdelt i tre nogenlunde lige store afsnit, nemlig 1. Byens rum som idrætsrum, 2. Idrætssteder til folket og 3. Ud i det fri? Det kan selvfølgelig altid diskuteres, hvorvidt opdelingen er hensigtsmæssig, og om enkelte af bidragene ikke lige så godt kunne være placeret andetsteds.

Det er idrætsforskerne Sine Agergaard og Niels Kayser Nielsen, der har redigeret bogen, og de har også skrevet et indledende afsnit om forskningen i idrættens rumlige dimensioner. En af deres pointer er, at der inden for en række humanistiske og samfundsvidenskabelige fag i disse år sker en ”topografisk vending”, hvor interessen for at studere ”det konkrete, materialiserede, håndgribelige og praktiserede” har vundet frem. Redaktørerne betoner, at tilhørsforhold og identitet ikke kun knytter sig til sociale grupper, men også til steder og landskaber.

Niels Kayser Nielsen konstaterede for mange år siden, at idrættens aktivitetshistorie hænger tæt sammen med faciliteterne; alligevel må han og Sine Agergaard fastslå, at historievidenskaben ikke har vist større interesse for sagen. Det undrer dem, eftersom der er flere eksempler på samspillet mellem etableringen af idrætsfaciliteter og idrætsdeltagelse samt idrætsforeninger.

Antologiens første artikel er skrevet af fhv. studielektor ved Aarhus Katedralskole, Johan Andreas Bender, og han fortæller om idrætten og idrættens rum ved sin gamle skole. En af de mere overraskende historier fra artiklen er, at skolens disciple i 1700-tallet spillede bold i Århus Domkirke. Man fandt således under en restaurering af kirke i 1923/24 mindst 50 gamle skindbolde bag et epitafium. Den rummelige kirke fungerede med andre ord som boldhus for skolen. Senere fik skolen dog sin egen gymnastiksal, og ingen kunne vel i dag få den tanke at bruge vore kirker som idrætsrum – om end de ofte står tomme?

Blandt bogens artikler er der flere eksempler på, hvordan et tæt samarbejde mellem offentlig uddannelse, byplanlægning og anlægsarbejde på den ene side og privat aktivitet, initiativ og foreningsdannelse på den anden side har dannet baggrund for udviklingen af byens rum som idrætsrum. Alverdens byplanlæggere fattede i slutningen af 1800-tallet interesse for det offentlige rum, og det fik betydning for planlægningen af idrættens rum. I Århus udfærdigede den kongelige bygningsinspektør Hack Kampmann og stadsingeniør Charles Ambt en omfattende plan for godset Marselisborg, som blev overdraget til Århus Kommune i 1896. En plan, der også indeholdt rekreative arealer, og som var medvirkende til, at Århus Stadion blev indviet her i 1920. Historien om samspillet med byplanlæggerne og idrætten fortælles af Niels Kayser Nielsen og Jeppe Norskov.

Århus Stadion er også i fokus i John Bales bidrag, hvor han beskriver, hvordan stadion opleves af en udefrakommende. Han konstaterer blandt andet, hvordan begrebet magt igen og igen manifesterer sig i arkitekturen og i den kunstneriske udsmykning.

Helle Fruerskov Iversen analyserer idrætsanlæggene i den nordlige del af Århus – herunder ikke mindst Risskov Stadion fra 1940. Hendes pointe er, at idrætsanlæggene både kan fungere som aktivitets- og foreningsgenerende. Sine Agergaard har blikket rettet mod et af byens nyeste idrætskomplekser, nemlig DGI-huset, der er indrettet i det gamle centralværksted. Med brug af P. Bourdieus analysebegreber viser hun, hvordan vore kropslige bevægelser er præget af det rum og den kultur, som vi er omgivet af.

DGI-huset er ikke det eneste nye indslag i Århus’ idrætskultur – og idrættens rum. Et andet er idrætslegepladserne. Benny Schytte skriver om to af byens nye idrætslegepladser, nemlig den i Sct. Annagade og den i Gjellerupparken. Forskelle og fællestræk mellem legepladserne bliver analyseret.

Jens-Ole Jensen skriver om Den Permanente Badeanstalt og om, hvordan den offentlige badekultur igennem de seneste 200 år er undergået store forandringer. Den Permanente, som århusianerne bare kalder stedet, blev anlagt i 1933 og var ligesom badeanstalten Spanien et vidnesbyrd om den velfærdskommunale omsorg for borgerne.

I artiklen Marselisløbet beskriver Hans-Henrik Christensen, hvordan løbet har manifesteret sig i det århusianske idrætslandskab. Bogens afsluttende bidrag er skrevet af den norske sociolog Pål Augestad, der diskuterer, hvordan vores forhold til vand også har været rammesættende for udformningen af idrætsanlæg.

Århus som idrætslandskab bevæger sig langt omkring. Bogen gennemgår idrættens materielle rum ud fra meget forskellige faglige og teoretiske tilgange. Der er historiske artikler, der er baseret på grundige empiriske studier, og der er sociologiske og kulturanalytiske artikler med mere teoretiske analyser. Der er altså tale om en tværvidenskabelig antologi, som krydser mellem historie, geografi, sociologi og etnografi. Nogle vil måske mene, at bogen stritter i for mange retninger. Århus som idrætslandskab er dog skrevet som en slags inspirationsbog til de studerende, undervisere og forskere, der interesserer sig for humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsforskning og for kulturforskning i almindelighed, og som sådan er bogen meget vellykket. Flere af artiklerne er også fortrinlige eksempler på, hvordan undersøgelse af lokale forhold kan bidrage til en bedre forståelse af den mere generelle idrætshistorie.