Berlin 1936

Af Per Ole Schovsbo

Berlin 1936/ Seksten dage i august er ikke en historisk beretning men et journalistisk mesterværk om de 16 Olympiske dage i Berlin i 1936, tre år efter Hitlers magtovertagelse. Hver dag sit kapitel, der indledes med vejrudsigten fra Rigsvejrtjenesten for Berlin og fortsætter med begivenhederne på de forskellige sportsarenaer og festlighederne på metropolens cafeer og barer, blandt den politiske elite, overklassen, gigoloer og dagdrivere og mange andre og vi når uhørt langt ind i private dagbøger, politirapporter, hotelregnskaber, intime korrespondancer, sladderpressens påståede afsløringer og lovgivningens og retsvæsnets ariske krinkelkroge. I bogens sidste kapitel får vi at vide, hvad der siden skete med det brogede persongalleri, der jo slet ikke har med atletikken at gøre.

Som læser af dette mesterværk er man i begyndelsen ude af stand til at overskue, hvor forfatteren vil hen med sin massive fortællings mange spor. Men det afklares ret hurtigt. Ærindet er slet ikke De Olympiske Lege i Berlin, men naziregimets brug af olympiadens begivenheder til at bedrage verden. Opmærksomheden skulle fjernes fra Tysklands brud på fredsaftalerne efter 1. Verdenskrigs afslutning og mange overgreb på sin egen befolkning. Allerede 1933 udtrådte Tyskland således af Folkenes Forbund og påbegyndte en skæbnesvanger oprustning. De antijødiske Nürnberger-love kom i 1935 samme år som Tyskland indførte almindelig værnepligt og marts 1936 marcherede tyske tropper ind i Rheinland, som var en demilitariseret zone. Den vestlige verdens ledere burde allerede på dette tidspunkt kunne frygte, at en ny verdenskrig var under opsejling.

Bedraget var så dristigt i de olympiske dage, at samtidigt med at den ellers forbudte amerikanske swingmusik fyldte gaderne i Berlins cafeliv med de mange prominente gæster og sportsfolk fra hele den vestlige verden, opførtes koncentrationslejren Sachsenhausen i byens nærhed.

Selvom nazisterne manipulerede og satte begivenhederne i scene, var sportslegene af gode grunde udenfor deres rækkevidde til stor frustration for Hitler, der måtte tåle at de sorte amerikanere som Jesse Owens fejrede sportslige triumfer. Mennesker, hvis forfædre stammede fra junglen, var primitive – mere atletisk byggede end de civiliserede hvide. De udgjorde en konkurrence uden sammenligning og følgelig skulle man udelukke dem fra kommende lege og sportskonkurrencer mente han og den tyske propaganda heriblandt filminstruktøren Leni Reifenstahl, der optog den officielle film om Olympiaden. Den blev første gang vist på Hitlers 49-årige fødselsdag den 20. april 1938 og blev en stor succes indtil krigsafslutningen i 1945, der i øvrigt også afsluttede Reifenstahls glorværdige filmkarriere.

Også andre regimer bedrog verdensoffentligheden. Josef Stalin var således i gang med lejre til internering af fjender af revolutionen før Hitler og op til vor egen tid kan man tælle flere diktatorer, der har brugt de samme metoder. Det har efterladt mange landes politikere og befolkning med traumer og kun de færreste har som Tysklands historikere og meningsdannere fortalt den virkelige usminkede historie. Berlin 1936 er derfor en del af denne bevægelse – men bogens problem er

at den er så dygtigt fortalt og komponeret, at også den forfører læseren.

Dokumentationen er for vanskelig at overskue til trods for et fyldigt noteapparat og omfattende litteraturliste. Bogens illustrationer er mærkelige små og ofte uskarpe, måske for at forstærke indtrykket af bogens næsten journalistiske autenticitet. Det er sikkert valgt i kontrast til Det tredje Riges propagandamaskine, der producerede et væld af fotografisk materiale af høj manipuleret kvalitet. Men alligevel. Der er jo ikke tale om forbudte fotos optaget med livet som indsats.

Berlin 1936 kan stærk anbefales. Den er præget af klarhed og konsekvens i fortælling, komposition, sprogdragt, og den er fremragende oversat af Anette Petersen. Læs den før Putin og Erdogan!