Calcio Italiano

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Vi er en del, der har et had/kærlighed-forhold til italiensk fodbold. En gang imellem trækker elegante (ofte) langhårede italienere de smukkeste linjer på den grønne bane, der kan sætte en hvilken som helst modstander skakmat. Italien har haft spilstyrere af en uhørt kvalitet, der suger bolden til sig og fordeler den generøst til effektive angribere, der med høj speed sørger for scoringen, der kan afgøre det hele. På den anden side har vi jo også oplevet italienske hold – ikke mindst Inter i 60’erne og 70’erne – der har kunnet nulstille og ødelægge ethvert tilløb til la bella figura, den smukke fodbold, ved at stille sig i frygtindgydende geledder foran og i eget straffesparksfelt og med held forsvare en 1-0 føring – eller 0-0, hvis det er det, der er brug for.

Italienerne har været en af de dominerende nationer i verdensfodbolden. Først i 1930’erne, hvor det blev til to verdensmesterskaber, og to mere i 1982 og 2006. Og italienske klubhold dominerede fra 1960’erne og frem: Juventus vandt europacuppen for mesterhold/Champions League 1984/85 og 1995/96, og i Milano de hele to giganter: Milan, der vandt samme turnering 1962/63, 1968/69, 1988/89, 1989/90, 1993/94, 2002/03 og 2006/07 – og Inter, der vandt denne den fornemste turnering i 1963/64, 1964/65 og 2009/10. For nu bare at nævne denne ene turnering. Og ikke mindst de nævnte klubber har været befolket af et hav af talentfulde spillere, som blev verdensstjerner på grønsværen.

I de senere år er det gået noget tilbage for italiensk fodbold. De italienske klubber er ikke længere stederne, hvor de etablerede stjerne kommer til. Italien er blevet overhalet af mere pengestærke konkurrenter i Tyskland, England, Frankrig og Spanien, så nu går rejsen den modsatte vej, så en spiller, der slår stort igennem i Italien, bliver solgt videre til Manchester, London, München, Paris, Madrid eller Barcelona. Strukturen i italiensk fodbold har ikke ændret sig væsentligt, så nu kniber det at skabe tilstrækkeligt mange penge til at være med i det globale fodboldkapløb. Med få undtagelser må italienerne klare sig med nedslidte stadions – og de milliardærer, der tidligere kunne holde hånden under en klub og spæde til, når det kneb, er der heller ikke så mange af i Italien mere.

Jesper Ralbjerg og Mikael Sørensen har skrevet en interessant bog om italiensk fodbold. Interessant på flere planer. Det er altid godt at kunne læse om fodboldens historie – om tidligere stjerne, legendariske kampe, ærefulde nederlag og svimlende sejre. Men forfatterne knytter heldigvis spillet på banen sammen med den almindelige samfundsudvikling i Italien – der drages adskillige paralleller, og det anskueliggøres, at man kan aflæse samfundets udvikling ud fra spillet på banen – og omvendt. Det er meget, meget interessant læsning, lad mig endelig slå det fast. Og Ralbjerg og Sørensen skriver godt – en gang imellem mindes man faktisk gode gamle Per Høyer Hansen, hvis artikler i Information og Tipsbladet dog nok aldrig overgås – men skal der dryppes lidt malurt i bægeret, så må det være, at der er en del gentagelser. Men Ralbjerg og Sørensen er bestemt inde i både italiensk historie og har stor kærlighed til italiensk fodbold.

Det vil kræve for meget plads her at nævne alle pointerne – få selv fat i bogen og læs – men det er klart, at meget kommer til at handle om økonomi, der overalt har en stor indflydelse på fodbolden. Og ikke mindst da i Italien, hvor der jo så også har været en masse skandaler, hvor der er blevet fixet resultater, købt dommere osv. De skandaler er jo i sig selv spændende historier, og når så det politiske kommer oveni, bliver det bestemt ikke ringere. Silvio Berlusconi, regeringsleder gennem flere år, men som vist ikke behøver nogen nærmere præsentation, er ejer af A.C. Milan, og dette ejerskab har haft en stor betydning for hans politiske karriere. Og når der har været et forestående valg, sørgede et spektakulært indkøb (senest Mario Balotelli) for, at alle glemte regeringschefens utallige skandaler, og stemmerne blev sikret. Det kunne måske godt synes som en ret automatisk analyse, men det er ganske tydeligt, at Berlusconis brug af fodboldklubben mest ligner branding og pr og ikke nødvendigvis kærlighed til spillet. Italiensk fodbold er fyldt med mere eller mindre gale direktører for diverse fodboldklubber, og det kan ikke nægtes, at klubberne i mange tilfælde har nydt godt af direktører, der havde mange penge og en stor kærlighed til klubben, der blev tilført midler, når det var nødvendigt.

Forfatterne beskriver i velskrevne kapitler landsholdshistorien, økonomien, tifosierne, som både tæller fascistiske og stalinistiske sektioner, lokalopgørene i Rom og Milano, FIAT-klubben Juventus i Torino og det eneste hold fra Syditalien, der har kunnet gøre sig glædende, nemlig Napoli, der jo med en lille fed argentiner i spidsen kom med i toppen af fodbolden i Serie A. Kampen – på alle planer – mellem det rige Norditalien og et forarmet Syditalien spiller en ikke uvæsentlig rolle i historien. Ind imellem de større afsnit har forfatterne udvalgt en række spektakulære spillere til et nærmere portræt – fx Dino Zoff, Paulo Maldini, Francesco Totti m.fl. fra nyere tid samt nogle af de ældre som Giuseppe Meazza, Valentina Mazzola (ikke at forveksle med sønnen Sandro), Gianni Rivera m.fl. Man kan jo altid diskutere, hvilke spillere, der burde portrætteres, men de fleste giver dog god mening. (Kunne måske savne Andrea Pirlo, der er nutidens store ’10’er’ – eller Franco Baresi, der styrede det store Milan-hold i 80’erne og 90’erne – men OK, et valg må jo træffes).

En gang blev italiensk politik betegnet som det mest kaotiske (og det gør man måske endnu) – men i virkeligheden var det jo ganske stabilt: det var kristendemokraterne, der dannede regering hver gang! Og på fodboldbanen har Milan, Inter og Juventus været næsten enerådende. Det er ikke mange mesterskaber, der er gået deres næse forbi efter 2. verdenskrig, og kun få klubber har formået at blande sig. Sjovt nok lykkedes det for Hellas Verona med en fremragende Preben Elkjær i spidsen i 1984/85, og i 1963/64 opnåede Bologna et mesterskab, ikke mindst takket være en meget scoringssikker dansk forward, Harald Nielsen. Man kunne godt nævne flere danskere i italiensk fodbold, også med succes, men det er nu ikke noget, forfatterne beskæftiger sig specielt med.

Men altså, mens vi venter på, at italienerne hiver sig op ved hårrødderne igen og bliver førende på fodboldfirmamentet, kan man jo læse denne velskrevne og spændende bog om alt det, der skete tidligere. Og med blikket på både italiensk fodbold, politik og økonomi får man en ekstra dimension til det kære spil. De bedste anbefalinger.

(Historie-online.dk, oktober 2013]