Danmark set gennem et cykelhjul

Af Ida Munk

Forfatteren er professor i litteraturvidenskab og moderne kultur på Københavns Universitet. Han har publiceret en række bøger om bykultur og kulturhistorie bl.a. ’Zoom København. Historier om hovedstaden gennem 850 år’ ( 2017) tidligere anmeldt i Historie-online.

Forlaget skriver i sin pressemeddelelse, at denne bog er den første, der giver et samlet overblik over cyklens danske kulturhistorie.

Bogen er en rigtig coffeetablebook. Den vejer 1,7 kg, er i stort format og indeholder et væld af meget flotte billeder, fotos, tegninger og tekstuddrag. Kulturhistorien er sammenstykket af uddrag fra berømtheders dagbøger, digte, skuespil samt artikler, satiriske og humoristiske kommentarer fra dag- og ugeblade om kendte personers ageren i forhold til cyklen.

Berømthederne spænder fra Martin Andersen Nexø til Karen Blixen og Lean Nielsen, Ole Lund Kirkegaard, Klaus Rifbjerg og Ida Jessen. Der er et helt kapitel, der hedder ’Deruda med digterne’. Men også Thorvald Stauning, Per Hækkerup og Mogens Glistrup inddrages til bl.a. belysning af det demokratiske element ved cyklen og det at cykle – særligt i kapitlet ’Up to Date’.

Niels Bohr, Jean Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Villy Sørensen og Peter Seeberg præsenteres i kapitlet ’Rundt om Cyklen’ i fremstillingen af afsnit om Cyklens filosofi, Filosoffer mod cyklen og Filosoffer på cykel. Man kommer vidt omkring med cyklen som nav’et i den letløbende fortælling.

Bogen giver i sit første kapitel, Gennembrudstiden, en ganske fornøjelig skildring af såvel forløberen for cyklen, dræsinen opfundet i 1813 af Freiherr von Sauerbronn, Karl Friedrich Drais som velocipedens ankomst til Danmark i 1869. I 1881 var der 100 stks i Danmark og samme år stiftedes Dansk Bicycle Club. I 1888 blev cyklen med lige store hjul, ’safety’en, præsenteret på den store nordiske udstilling i København, og allerede i 1890 var der 40 cykelklubber med ca. ’250 sportsmænd og -damer.’Væksten bliver bl.a. forklaret med, at luftringene var opfundet i 1888. I 1892 blev den københavnske Cyklistforening skabt, som senere i 1905 blev til Dansk Cyklist Forbund ( s. 36). Alt i alt en fornøjelig læsning om cyklens introduktion i Danmark. De nævnte data er stort set de eneste eksakte tal i bogen, der således ikke dokumenterer cyklismen i Danmark særlig grundigt statistisk set, men til gengæld kommer vi rundt om emnet ad mange andre veje, som er sammenstukket meget underholdende og vidende.

Kapitlet ’Imperialisme på gummehjul’ vil sætte cyklismen ind den økonomiske verdensorden: Efterspørgslen på gummi til de nyopfundne (af JB Dunlop) oppustelige cykelhjul  dvs. cykelindustrien beskrives her som en af de vigtigste faktorer i det imperialistiske kapløb om kolonier i 1880’erne. Igen har vi ikke meget statistisk belæg for fremstillingen, hvor cyklens betydning paces en anelse frem, men der trækkes på interessante kilder. Danmark var således med i det imperialistiske kapløb: ØK anlagde flere gummiplantager i Østen, som betød rydning af store arealer af urskov. Forfatteren Johannes V. Jensen blev inviteret af ØKs grundlægger H.N. Andersen til at besøge plantagerne, og M. Zerlang giver udtryk for en vis undren over, at Johs. V. Jensen ikke i sine rejsebeskrivelser herfra kommer ind på de ”umådelige, dokumenterede overgreb, som gummiplantagerne påførte de lokale befolkninger i Østasien, i Congo og i Sydamerika”, men alene konstaterer det intime samspil mellem gummiudvinding og de tekniske fremskridt i Europa i sine rejsebeskrivelser. Også den senere børnebogsforfatter Estrid Ott, sendt af Berlingske Tidende, rejser til Østen, hvor den indsamlede viden om gummiplantager senere bliver brugt i de populære (børne-)bøger, og hun citeres for at beskrive, hvorledes arbejdsprocessen på plantagerne og transporten til fabrikkerne i Europa foregår. Man får i dette kapitel øjnene op for, hvor mange cykel- og gummifabrikker, der faktisk har været i Danmark – Carl Georg Conrad Arvé forarbejdede som den første i 1889 rågummi, og Julius Schiønning lavede de første luftringe herhjemme – siden Schiønning & Arvés Gummifabrikker.

Kapitlet om ’Imperialisme på gummihjul’ glider fra plantagedrift over et afsnit om dansk gummiindustri til beskrivelsen af, hvordan ”Imperialismens ambition om verdensherredømme faldt sammen med sportens ide om verdensmesterskab” (s. 77)! Og her dukker tidligere tiders danske koryfæer og trofæer op.

Verdensmesterskaberne i banecykling blev afholdt i Danmark i 1896, 1903,1909 og 1914, hvor Thorvald Ellegaard seks gange blev verdensmester. (Navnet Ellegaard blev i Bangkok ved ØK’s hovedsæde synonymt med en cykelrickshaw.) Ligeledes vandt Danmark ved Willy Falck Hansen adskillige seks-dages løb og verdensmesterskabet i sprint for amatører i 1928 og for professionelle i 1931.

Kapitlet ”Kvindefrigørelse på cykel” indeholder mange gode og overraskende citater af kendte folk, der afslører overraskende (negative) holdninger til kvindernes nye muligheder for let at komme omkring og væk. Vittighedstegningerne står i kø – ikke mindst over den forandring i klunketidens klædedragt til en cykelvenlig påklædning, der chokerer. Erna Juel-Hansen (datter af Holger Drachmann), der talte for kvindernes frihed også i klædedragten, holdt forskellige foredrag bl.a. om ’reformdragten’, der også kaldes ’den demokratiske dragt’, og har udfoldet sig i artikler og interviews om cyklingens positive effekter for kvinders fysik og psyke. Jo, cyklen tilskrives mange positive træk og betydning samfundsmæssigt. Og kvinder kunne præstere det nærmest utrolige  på cykel – hvorfor kommer det i øvrigt ikke frem i forbindelse med de mange sportsudsendelser, der i dag sendes i forbindelse med diverse cykelløb? Som f.eks. : Susanne Lindberg satte i 1897 verdensrekord ved at køre 1000 km på 54 timer og 18 minutter – slå den! Året forinden havde hun vundet guldmedalje for at gennemføre løbet København-Esbjerg retur.

Forskellige forfattere citeres for deres syn på cyklismen og kvinderne. Johs. V. Jensen med romanen Gudrun, Karen Blixen, der i Tidens Kvinder 1952 udtaler, at hun foretrækker cyklen frem for bilen: ”- Alle bilister er så væmmelige mod hinanden. Cykler man bliver man derimod taget op – ligesom i et stort broderskab, hvor alle er hjælpsomme og venlige.”(s. 109). Emma Gad har også anvisninger på såvel påklædning som opførsel på cyklen! Begge relevante i diskussionen i dag om ordentlig cykeladfærd i byerne.

Man læser stærkt imponeret om de beundringsværdige præstationer, gjort af kvinder som Ruth Berlau (bl.a kendt for sit medlemskab af DKP og makkerskab med Bert Brecht), der cyklede til Paris først med en veninde og siden alene sendt af Ekstra Bladet, hvor hun fik stor modtagelse både der og retur i Kbh. Senere kørte hun efter aftale med Politiken til Moskva over Stockholm, Helsinki, Skt. Petersborg og hjem over Polen.

Mændene stod ikke nødvendigvis tilbage for kvinderne, når det angik lange cykelture: Brødrene Harald, Aage og Kai Nielsen drog sammen med kammeraten Hans Petersen i 1936 på cykel til Barcelona gennem det nazistiske Tyskland for at kæmpe som spaniensfrivillige. De måtte dog gå fra den franske grænse til Barcelona, da der skulle betales depositum for cyklerne. Men frem til slagmarken kom de, kæmpede og drog hjem igen.

Bogens sidste, korte kapitel ’Vejs ende’ peger på de nutidige fysiske forhold for cyklismen, som gennem de senere år har givet specielt København fin international opmærksomhed i kraft af bl.a. cykelbroerne og de mange cykelstier.

Man skal ikke læse bogen for at finde den dokumenterede kulturhistorie om cyklen i Danmark. Men man vil have stor glæde af at se emnet beskrevet gennem et meget fyldigt indsamlet materiale, der spænder vidt i karakter. Det er en vidende, smuk og munter bog, som nemt læses i brudstykker eller som en herlig billedbog.

Historie-online.dk, den 24. oktober 2018