Menu
Forrige artikel

Dansk fodbolds sande guldalder

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 6650

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Vidste du, at det danske fodboldlandshold var kontinentets bedste i perioden fra 1908-1920 – og oven i købet slog det britiske amatørlandshold både i 1910 og 1914? Har du hørt om Nils Middelboe, Paul Berth, Poul Tist Nielsen, Wolfhagen eller Christian Grøthan? Måske – i hvert fald har man da hørt om, at holdet slog Frankrig 17-1, og Sophus Krølben lavede 10 mål, og at landsholdet tabte to olympiske finaler til England i 1908 og 1912. Men der er en masse detaljer, kampe og spillere, som man ikke kender til, og som gør det til en stor fornøjelse at læse Michael Kjærbøls bog om danske fodbolds sande guldalder.

Indtil 1898 anede danskerne ikke noget om, hvordan rigtig fodbold skulle spilles. Men et besøg af det skotske hold Queen’s Park ændrede alt, ifølge Kjærbøl. Danskerne lærte short-passing-stilen at kende. Og man tog ved lære, især ved årlige besøg af forskellige britiske hold, hvis stil langsomt men sikkert blev implementeret i dansk fodbold. Så godt endda, at danskerne kom på højde med storebror på den anden siden af Nordsøen og som det første kontinentale hold slog briterne i 1910. På det tidspunkt var danskerne langt forud for alle andre lande på kontinentet – Tyskland, Italien, Holland osv. – og så overlegne i Norden, at DBU faktisk ikke rigtig gad arrangere landskampe mod Norge eller Sverige. Det kom senere, og de forskellige europæiske nationer kom også efter det der med at spille fodbold, så efter en skandaløs OL-turnering i 1920, hvor Danmark tabte til Spanien – og hvor der i øvrigt var alle mulige uregelmæssigheder – var det slut med Danmarks førerposition. Man trak sig fra de internationale turneringer, og den professionelle udvikling, som satte fart i en række nationers fodboldspil, var ikke noget for de danske amatører.

Hele den historie fortæller Michael Kjærbøl med brug af erindringer, avisreferater mv., og han vover ind imellem også at gøre datidens landsholdsspillere lige så gode – eller bedre – end senere tiders danske fodboldhelte. Det er naturligvis spekulation, (også den flere gange fremhævede formodning, at Danmark helt sikkert havde vundet den olympiske turnering i 1916, hvis altså den var blevet spillet) for der findes jo ikke nulevende, der har set dem spille og dermed er i stand til at drage sammenligninger, men pointen er, at den form for fodbold med mange korte afleveringer, possession og fantasifuldt angrebsspil, som mange hylder i dag, blev grundlagt af århundredets første landsholdsspillere.

Undertegnede tror dog nok, at der milevidt mellem Nils Middelboe og Morten Olsen – eller Karl Skomager og Michael Laudrup osv., at direkte sammenligninger er umulige. Alene tempoet, hvori genialiteterne udføres, må være meget forskellig. Men det kan da godt være, at opfattelsen af, hvordan fodbold skal spilles, og hvordan vi gerne vil se landsholdet performe, blev grundlagt i begyndelsen af det 20. århundrede. Derfor den utilfredshed med landsholdene i 50-60-70’erne, hvor det slet ikke gik godt, og hvor de gode danske spillere blev solgte i bundter til udlandet – og til en vis grad også 1992-landsholdet, som mest var defensivt orienteret og taktisk stærkt – og glæden over 80’er landsholdet, der netop praktiserede den fodbold, som vi ønsker at se. Og måske også det hold, der er ved at blive bygget op omkring Christian Eriksen her i 2018. Det vil vise sig til sommer, når de skal præstere ved VM i Rusland.

Under alle omstændigheder fortæller Kjærbøl en næsten glemt historie, som bestemt er værd at hente frem fra gemmerne. Det er både pudsigt og interessant at læse om fortidens glemte helte, om hvordan de spillede, hvem de bankede, og hvordan presse og den øvrige omverden forholdt sig til holdet. Der er uden tvivl al mulig grund til at hive denne historie frem fra glemslen, og her et århundrede senere blive stolt og imponeret.

Historie-online.dk, den 27. marts 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Politiken Historie 22
Triumfen
Idræt som kommunal velfærd.