De gode og de onde
Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv
Markedet for nostalgi er stort. Det er vel på en måde det, vi historikere lever af. Der læses masser af bøger om de gode eller dårlige gamle dage, og når de er gode (altså bøgerne), så kan vi leve os ind i en tid og måske blive lidt klogere på en række områder.
Sådan er det på en måde også med fodbold-bogsgenren. Det er også historie, det drejer sig om. Det er nostalgisk, og man kan huske tilbage til nogle af de kampe, der omtales. Vi kan altid leve os ind i kampe, selvom de blot beskrives stikordsmæssigt på papir. Men om vi bliver klogere, det er straks en anden sag. Sådan er det også med denne nye bog om VM-historie. Bliver man klogere af den? Det tror jeg såmænd ikke. Jo, hvis man ikke har læst sådanne bøger før, så er der da en masse at hente. Men for os, der har dyrket Per Høyer Hansens bøger – bl.a. om VM-historien – er der ikke så meget nyt. Vi har læst det hele før! Ikke at det gør nogen særlig forskel. En bog som denne sluges med stor fornøjelse. Vi genoplever det bare lige en gang til.
De to forfattere har været klar over, at der jo er skrevet en del gode bøger om VM i fodbold, så de har været nødt til at finde på et nyt koncept, en ny tilgangsvinkel. Det er så blevet til skurke og helte i VM-historien. Denne bog er altså ikke en gennemgang af, hvordan de enkelte slutrunder er gået for sig, men især om nogle enkelte personer eller begivenheders afgørende indflydelse på fodbolden. Det er naturligvis en måde at gøre det på – specielt er det naturligvis, når samme person kan være både helt og skurk. Eksemplet herpå er dels Diego Armando Maradona, der i samme kamp scorede VM-historiens bedste mål og scorede et tyvagtigt mål med hånden (mod England i 1986) – dels (min personlige favorit over dem alle) Zinedine Zidane, der kom til at ’stange’ skurken Materazzi i brystet og blev vist ud få minutter efter at han havde været centimeter fra at afgøre finalen i 2006 med et knaldhårdt hovedstød, som Buffon desværre fik en hånd på. Her kan man tale om personligheder, der indeholdt både det positive og det negative, skurke- og helterollen.
Med hensyn til Maradona får den i øvrigt ikke for lidt. 1986-slutrunden får hele tre kapitler i bogen – et til hvert af Maradonas mål i Englandskampen, og så skal der jo selvfølgelig også være plads til Danmarks rolle ved det VM. Ellers holder forfatterne næsten konsekvent omfanget til ét kapitel pr. slutrunde, ud over 1986 er det 1990-slutrunden, der også har fået to kapitler – ét om Afrikas rolle i den slutrunde og i VM-historien i det hele taget og ét om ’spytteopgøret’ mellem Völler og Reijkaard i ottendedelsfinalen i Italien. Det kan man måske også synes er meget at bruge om lige præcis den slutrunde, der faktisk var ret kedelig, når man ser bort fra Roger Milla! 1986-slutrunden var trods alt lidt sjovere – ikke blot pga Danmark, men også pga Argentinas spil.
1986-slutrunden foregik i Mexico, og det samme gjorde 1970-slutrunden, hvor brasilianerne triumferede med noget af det bedste spil, vi har set. Ikke mindst i finalen mod Italien. Her bruger forfatterne kapitlet til at fortælle om Gordon Banks og hans refleks-redning af Pelés hovedstød – verdens bedste målmandsredning.
Tilbagevendende i bogen er hadet til tyskerne, der fra tid til anden er blusset op i forbindelse med fodbold. Hvordan det var født af verdenskrigen, men hvordan tyskerne også selv sørgede for at bære ved til bålet gennem diverse svinestreger, såsom ”Skandalen i Gijón” i 1982, hvor vesttyskerne og østrigerne spillede en parodisk kamp, hvor de ikke engang lod, som om de ville kæmpe om sejren, fordi den føring på 1-0, som tyskerne fik tidligt i kampen, betød, at begge hold gik videre på bekostning af stakkels Algeriet. Og ved samme VM, hvor målmanden Schumacher slagtede franske Battiston uden at få straf for det, og uden at han syntes, at han havde gjort noget galt. Tyskerne lægges altså for had flere steder i bogen, så derfor er forfatterne tilsyneladende også så glade for 2006-slutrunden i Tyskland, hvor nationen samlede sig om fodboldlandsholdet, sang med på nationalsangen og i øvrigt opførte sig pænt, at den ikke får for lidt i det kapitel. Fodbold-VM som det kit, der i hvert fald for en tid samlede det genforenede Tyskland.
Nå, men jeg skal jo heller ikke referere bogen. Den kan bestemt godt anbefales som velskrevet og informativ. Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg synes, at angrebsvinklen med helte og skurke er den optimale, når man skal fortælle VM-historien, men det kan da godt være, at det er denne personificering, der kan sælge bøger nu om dage – det er jo lidt i stil med, at historiske bøger næsten altid skal forklædes som biografier, men hvad søren, vi kan jo bare finde Per Høyer Hansens bøger frem og læse dem igen – og denne bog har jeg da også slugt med stor appetit; gad vide hvor mange gange man kan læse denne historie og stadig synes, det er spændende? Jeg ved det ikke og læser sådan set bare videre, når jeg får sådan et værk i hånden.
Det er godt og spændende, forfatterne skriver godt, de sætter begivenhederne på fodboldbanen ind i en samfundsmæssigt sammenhæng – således som salig Høyer har lært dem – de får refereret mange detaljer, som man trods alt havde glemt. Så altså: ”De gode og de onde” er skam en udmærket opladning til VM i Sydafrika.
