Den moralske stedfortræder
Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv
Jørn Hansen er en af vore fremmeste idrætshistorikere. Han har tidligere skrevet interessante bøger om Olympiske Lege og om fodboldens verdenshistorie – og i adskillige tidsskriftartikler medvirket til kritisk at belyse den såre væsentlige beskæftigelse med idræt og sport. Ganske vist oftest en fritidsbeskæftigelse men derfor ikke nødvendigvis noget, der tages let på. Idræt er skam en alvorlig sag!
Og alvorligt er emnet for denne bog da også. Nemlig forholdet mellem idræt/sport og politik. Skråstregen i den foregående sætning henviser i øvrigt til en hidsig dansk diskussion i slutningen af 1800-årene om hvilket ord eller begreb, man skulle bruge om legemsøvelserne. Den engelske sport med konkurrence og ’højere-hurtigere-længere’ over for den ægte danske gymnastik eller idræt, som defineredes som led i bøndernes kamp for demokrati. Den nationale, ægte danske gymnastik kom i øvrigt fra Sverige! Sport og idræt var altså allerede her i høj grad politiske størrelser, måske ikke i sig selv men blev i hvert fald anvendt sådan.
Jørn Hansen påviser i denne historiske redegørelse helt fra Turn-bevægelsen i Tyskland for, hvordan idræt og sport hele tiden gøres til genstand for politiske overvejelser og handlinger – gøres til den moralske stedfortræder for politikken. Det gælder fx, når staten ønsker at fremme folkesundhed gennem gymnastikundervisning i skolerne. Idræt og politik hang også sammen, når arbejderbevægelsen forsøgte at skabe en decideret arbejderidræts-bevægelse. Et forsøg, der ikke gik særligt godt i Danmark – det er nu heller ikke nemt at spille socialistisk fodbold eller kaste socialistisk spydkast – mens fx arbejderidrætten i Tyskland var en massebevægelse, som først blev kvalt efter nazisternes magtovertagelse.
Nogle af de mest tydelige eksempler på brugen af idræt og sport i politikkens tjeneste findes i mellemkrigstiden, hvor diktatoriske regimer benyttede sig af sportens popularitet til at knytte folket til sig. Således Mussolinis fodbold-VM i 1934 – eller allermest velkendt Hitlers Olympiske Lege i Berlin 1936. Under besættelsen argumenterede idrætslederne i Danmark med, at idræt og politik skulle holdes adskilt og kom på den måde til at medvirke i det tyske propagandaapparat, idet man villigt bidrog til idrætsligt samkvem med tyske sportsfolk. Den kolde krig er fyldt med eksempler på sammenblanding af idræt og politik – forskellige boykot-aktioner i forhold til Olympiske Lege og brugen af idrætten som et vigtigt led til anerkendelse, især i DDR’s tilfælde.
Jørn Hansen argumenterer overbevisende for, at idræt og politik er blandet sammen, nogle gange på en harmløs måde, andre gange knap så uskyldigt. Og det kan godt være politikere, der advokerer for ikke at blande de to ting sammen, men dermed netop gør det. Det netop overståede OL i Beijing er vel et godt eksempel herpå, jf. diskussionen om deltagelse ved åbningshøjtideligheden. Denne begivenhed diskuterer Jørn Hansen til en afslutning og anbefaler en kritisk dialog med kineserne frem for bedrevidende fordømmelse. Manuskriptet er færdiggjort inden OL – og her bagefter må konstateres, at der forhåbentlig har været en kritisk samtale mellem Kina og resten af verden, for indtrykket er i hvert fald, at kineserne ganske hæmningsløst og med en ufattelig anvendelse af ressourcer har promoveret landet og systemet.
Jørn Hansen har skrevet en spændende, indsigtsfuld og væsentlig bog om et stort emne. Der er masser af stof til diskussioner og overvejelser, og dertil vil der være mange læsere, som opdager detaljer, som de ikke kendte i forvejen. Den moralske stedfortræder får anbefalinger herfra – bogen altså!
