Idræt som fest

Af Johnny Wøllekær

Så er der igen gået 4 år, og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) kalder igen til landsstævne. Når juni måned synger på sidste vers, vil tusindvis af repræsentanter for den såkaldte ”folkelige idræt” sætte hinanden i stævne i Haderslev. Landsstævnet arrangeres af DGI i samarbejde med De Danske Skytteforeninger (DDS), og stævnet er den folkelige idræts massemanifestation. Det er 24. gang, at der holdes landsstævne. Landsstævnet har med årene udviklet sig til en kæmpemæssig festival, hvor gymnastikken fortsat er det centrale omdrejningspunkt, om end den i dag spiller en langt mindre rolle end for blot 50 år siden.

Her få uger før det går løs i Haderslev, har idrætsforskerne Henning Eichberg og Bo Vestergård Madsen udsendt bogen Idræt som fest, der er en kulturanalytisk dissekering af det sidste DGI landsstævne på Bornholm. En begivenhed, der trak 16.000 aktive deltagere til ”solskinsøen” i Østersøen. Det, som interesser de to forfattere, er, hvordan alle disse mennesker mødes med alle deres modsætninger.

Selv om det er det seneste landsstævne på Bornholm 2002, som er i fokus, forsøger forfatterne løbende at trække de historiske linjer tilbage. Derfor er bogens indledende kapitel også reserveret en historisk gennemgang af landsstævnernes historie – lige fra det hele begyndte med præmieskydningen på Enighedsværn (der i øvrigt andetsteds i bogen kaldes Englandsværn) i København i 1862 og frem til 2002.

Landsfesterne fik allerede fra skytte- og gymnastikbevægelsens første år en central placering, og dermed blev de også livsnerven i den folkelige idræt. På mange måder er fortællingen om landsstævnernes udvikling også fortællingen om de mange brydninger og konflikter, der i tidens løb har rumsteret i den folkelige idrætsbevægelse. Der er konflikten mellem skytter og gymnaster, kampene mellem tysk og svensk gymnastik og mellem kommandogymnastikken og gymnastik med musikledsagelse. Landsstævnerne rummer alle stridighederne. Den glimrende gennemgang af landsstævnernes historiske udvikling viser ikke alene, at den såkaldte folkelige idræt i dag står over for mange nye udfordringer, men også at landsstævnerne hele tiden er undergået fornyelse.

Landsstævnet er i dag blevet en kulturel begivenhed, en event, hvor elementer fra blandt andet musikfestivaler og karneval er blevet adopteret. Selv om den gymnastiske opvisningstradition stadig er det bærende element i landsstævnet, så er landsstævnet i dag en mangesidet affære. Deltagermæssigt oplevede landstævnerne en eksplosion fra midten af 1980’erne og frem. Da Silkeborg i 1998 var vært for landsstævnet, deltog over 45.000 mennesker. Den stigende kurve blev dog knækket med stævnet på Bornholm, der samlede i underkanten af 20.000 aktive. Det blev primært forklaret med stedets beliggenhed. Noget tyder dog på, at det kommende landsstævne i Haderslev ikke får flere deltagere, så måske er landsstævner blot ved at havne på et mere naturligt leje!

Hovedparten af bogen handler som nævnt om det seneste landsstævne på Bornholm. Som antropologer, der studerer fremmede stammer og deres ritualer, gik forfatterne i 2002 på feltarbejde for at undersøge deres objekt, landsstævnet. Feltstudierne har forfatterne suppleret med kulturanalysen og dens krav om afklarede ”tematiske problemstillinger, som kan styre erkendelsen”. Bogen følger derfor flere analytiske spor (fest og faglighed, krop og tale, folk og identitet, demokrati og bevægelse).

De to forfattere tager læserne gennem en analytisk rejse, hvor forskellige elementer af festen afkodes, tolkes og indplaceres i en større forståelsesramme. Landsstævnet tolkes ind i DGI’s og den ”folkelige idræts” selvforståelse. Undervejs præsenteres læseren for landsstævnets rytme, stævnets egen mekaniske gang. Som andre idrætsbegivenhed har landstævnet sine åbnings- og afslutningsfestligheder, men det er forfatternes pointe, at disse ikke fungerer som et ”biprogram”, sådan som det er tilfældet med sportens. Ceremonierne, talerne, gymnastikopvisningerne m.m. er en naturlig del af gymnastikkens fællesskabsbekræftende univers, idet den folkelige idræt referer til ”noget større”. Det gør sporten derimod ikke, den er blot en rekordproducerende event. Landsstævnet er kort sagt identitetsskabende. Det skaber samhørighed mellem deltagerne, og midlet er fællesopvisninger, taler, musik, sang og meget andet. En mærkbar forskel til sportens turneringer er f.eks. sangbogen og fællessangen, der binder folk sammen.

I bogen understreges det flere gange, at landsstævnet er noget helt unikt sammenlignet med andre store idrætsbegivenheder. Det ses blandt andet ved de relationer, der er mellem udøvere, arrangører og publikum. Landsstævnet skiller sig ud fra andre idrætsbegivenheder ved ”den aktive måde, hvorpå deltagerne - bredt betragtet – tager ansvar for at skabe en fælleshed, en kulturel platform, hvorpå der kan festes. Det er en samværsform, en anerkendelsens kultur, der er baseret på en rodfæstet festtradition og overlevering via stor generationsdeltagelse”.

Forfatterne trækker også paralleller til andre store idræts- og kulturbegivenheder, herunder også de olympiske lege. Og selv om landsstævnet i tidens løb har adopteret mange af sportens kendemærker, så understreger forfatterne gang på gang forskellene frem for lighederne. Forfatterens bærende tese er nemlig, at idrætten bliver ”folkelig” ikke mindst i kraft af sit forhold til festen. Det er i sit forhold til festen, at idrætten bliver folkelig! Samtidig konstaterer de også, at sammenhængen mellem idræt og fest er flertydig.

Spørgsmålet er så blot, hvorvidt landsstævnerne i virkeligheden adskiller sig fundamentalt fra andre idrætsstævner som f.eks. firmaidrætsfestivalerne, der også er en slags katalysator til at bringe folk sammen om idræt og motion – forskellen er måske (!) bare, at Dansk Firmaidræt er traditionelt ikke defineres som en del af den folkelige idrætsfamilie. 

Hvorom alting er, så er landsstævnerne væsentlige brikker i DGI’s selvforståelse, en del af DGI’s kamp for at fremstå som noget grundlæggende andet end DIF. Landstævnerne er en selviscenesættelse af organisationens bærende værdier og derfor også en idrætspolitisk manifestation af DGI som et alternativ til ”rekordsporten”. 

Landsstævnet er i det seneste årti kommet under pres. Nye gymnastiksystemer og nye idrætsgrene har vundet indpas. Det har rejst en række elementære spørgsmål om landsstævnet og dets organisering. Det traditionelle billede af landsstævnet som en serie af gymnastikopvisninger er udfordret. Andre idrætsgrene er blevet optaget på landsstævneprogrammet, og andre idrætsgrene har andre samværsformer og andre kulturer. Også inden for gymnastikken selv er der opbrud. Det opleves tydeligst med Verdensholdet, som fik en markant placering i åbningsceremonien i 2002. Verdenshold opstod i 1994 og hed i begyndelsen National Danish Gymnastics Team, men navnet blev siden ændret til National Danish Performance Team. Det passede ligesom bedre til opvisningens indhold. Hele ideen om kun at udvælge de allerbedste gymnaster til et verdenshold, der som en slags ambassadører skal rejse jorden rundt, er på mange måder også et brud med DGI’s værdigrundlag. Alligevel er Verdensholdet et omdrejningspunkt i landsstævnets åbning.  

Idræt som fest kommer vidt omkring i forsøget på at tolke landsstævnets mangesidede elementer, og gennem bogens mange spændende analyser af landsstævnet og dets forhold til faglighed, fest og folkelighed rejser bogen en række fundamentale spørgsmål i dansk idrætsforskning. Bogen handler om fest, men er intet festskrift. De to forfatter går kærligt, men kritisk til værks. Idræt som fest er sikkert heller ikke skrevet for de mange stævnedeltagere, men for alle os andre, der nærer en stor interesse for idræt som et kulturelt fænomen. Og her kan den kun hilses velkommen. Bogen giver mange nye vinkler på den ”folkelige idræt” og landsstævnet, og den udfordrer til diskussioner.