Europamestrene. Fodbold, nation, identitet.
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Europamesterskabet i fodbold spilles for øjeblikket i Frankrig, kan det afsløres, hvis nogle skulle have overset det. 24 lande kæmper om æren, og deriblandt er Danmark som bekendt ikke. Det er selvfølgelig ærgerligt, men giver på den anden side mulighed for mere ædruelige vurderinger af turneringens kvalitet. Husk på, at mange jo mener, at EM-turneringen i 1992 var helt fantastisk, men det er der vist kun danskere, der mener, eftersom det som bekendt blev til en sensationel sejr til Ricardos drenge. Turneringen i Sverige medførte ikke nye, interessante tekniske og taktiske landvindinger som sådan – og skønt det danske spil var viljestærkt, defensivt og figtherbetonet, så var det vel næppe nogen skønhedsåbenbaring.
Helt anderledes med de to gange Frankrig vandt EM – Platinis 1984-hold var det nydelse at følge (specielt Alain Giresse), og sådan var det bestemt også med Zidanes 2000-hold. Eller hvad med Spanien i både 2008 og 2012? Iniesta er heldigvis stadig med på holdet. Nå, der kan jo være forskellige opfattelser af, hvad der er bedst, men her er altså mine yndlinge.
Men skønt var det jo den juni i 1992, hvor Danmark vandt mesterskabet, og en af fordelene ved denne overraskende sejr er, at man så kan udgive (og formodentlig også sælge) bøger, der handler om fodbold-EM. Det har de to historikere Dino Knudsen og Morten Rasmussen gjort med denne bog om fodbold, nation og identitet. Forfatterne i antologien forsøger altså at kæde spillet på græsplænen sammen med den samfundsmæssige udvikling i Europa og eventuelle identitetsskabende elementer, som spillet måtte afstedkomme. Og i øvrigt også pille ved nogle at de stereotyper, som de enkelte lande og deres fodboldhold forbindes med.Det kan godt forekomme anstrengt en gang imellem partout at ville presse populærkultur, fysisk udfoldelse og samfundsudvikling sammen i en suppedas, men her gøres det bestemt meget sobert – og spændende og velskrevet ikke mindst.
Bogen lægger vægt på perioden fra 1980, hvor EM-turneringen fandt en fast form med otte deltagende hold, og i hvert kapitel fortælles så historien om den enkelte turnering og vinderen. Først har Niels Christian Frederiksen ganske suverænt givet det store overblik over EM-historien, men så tager de enkelte forfattere fat kronologisk. Nogle lande har vundet EM mere end en gang, så de har jo så flere kapitler. Det gælder Tyskland, eller som det hed i 1980 Vesttyskland, hvor både Karl Chr. Lammers (1980) og Lykke Friis (1996) skriver om forvandlingen af omverdenens syn på tysk fodbold og samfund – og efterhånden også tyskernes ændrede syn på sig selv, der kulminerede ved VM-turneringen i Tyskland i 2006, hvor man pludselig kunne iagttage tyskere, der viftede begejstret med nationens flag og i det hele taget vise højt humør og gæstfrihed. Også Frankrig har vundet EM to gange, begge gange på hjemmebane, så tricoloren får også to kapitler: Mikael Rask Madsen skriver om 1984, Morten Rasmussen om 2000. De to seneste europamesterskaber er vundet af Spanien, og de er så samlet i et fælles kapitel, forfattet af Luna Christofi.
Og så mangler der tre små lande, som har vundet EM – først og fremmest Holland, der vandt i 1988, og som også fra tid til anden fungerer som fodboldstormagt, men også med lige så stor regelmæssighed falder ned i noget skidt, dernæst Grækenland, den højest overraskende 2004-vinder af turneringen i Portugal, og så altså Danmark i 1992. Det er i øvrigt måske ganske symptomatisk, at ingen af de tre tidligere vindernationer er med ved denne sommers EM. Skønt en EM-sejr kortvarigt har gjort noget ved selvopfattelsen i en nation og stadig mindes med glæde, så er der bestemt grænser for, hvor længe en sådan opfattelse eller ny identitet kan opretholdes.
Rob Hughes fra International New York Times skriver om Danmarks sejr i 1992. Bl.a. om holdånd og sammenhold, og nødvendigheden af at skabe system og organisering, hvis eventyret skal ende godt. Det var jo trods alt Richard Møller Nielsens hold med den gode defensive organisering og styring, og ikke det højt berømmede 80’er-landshold med mere løse strukturer, der vandt noget stort. Interessant nok sluttes antologien af Dino Knudsens kapitel om, hvad der skal til, for at Danmark skal få mulighed for igen et vinde EM. Om træning, planlægning osv.
Mogens Pelt har skrevet om Grækenland og græsk fodbold, der fik god hjælp af en tysk træner, skønt man i øvrigt (og stadig) i høj grad definerer tyskerne som fjenden. Det samme har hollænderne gjort, men det har efterhånden løsnet sig noget fra tidligere tiders hadefulde bataljer. Det hollandske kapitel er forfattet af Niels Idskov.
Forfatterne er altså en blanding af universitetsforskere og journalister, men det skinner igennem hos alle, at skribenterne holder af spillet og elsker at skrive om det. Og således bliver det jo også interessant for os læsere. Man flyver gennem bogen og genopliver i erindringen de forskellige turneringer fra forrige århundrede (hvis man altså er gammel nok til det), og samtidig får man nogle spændende vinkler på nations- og identitetsopfattelse i efterkrigstidens Europa. Det er da nok værd at tage med, og skønt der er kampe hver dag, så er der indtil flere fodboldfrie timer, som bl.a. kan bruges på denne antologi, som hermed gives de bedste anbefalinger.
[Historie-online.dk, maj 2016]
