Europas arenaer. Fortællinger fra fodboldens katedraler.
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Den tyske filosof Gunter Gebauer sammenligner fodboldfans’ dyrkelse af en bestemt klub med troende mennesker religionsudøvelse. ”Han definerer religion som et fællesskab med ritualer, hvor folk samles på bestemte tidspunkter og steder for at tilbede og opleve en kollektiv kraft. Det gør man, når man er på et fodboldstadion sammen med 80.000 ligesindede, der alle har en stærk passion for samme klub.” (side 200) Citatet er fra Per Straarup Søndergaards artikel om Signal Iduna Park i Dortmund – flere gang udnævnt til verdens bedste stadion og ved hver hjemmekamp stopfyldt med 80.000 fans i gult.
Signal Iduna Park i Dortmund er et af de stadions, der beskrives i denne antologi om de vigtigste fodboldarenaer i Europa. De kaldes katedraler, fordi de på samme måde som de religiøse samlingssteder kalder på følelser, samhørighed, ritualer, sang og musik og glødende passion. Det er blevet nogle spændende og uhyre velskrevne kapitler om en række forskellige stadions: Tre i England, to i Tyskland, Spanien, Italien, et i Portugal, Holland, Rusland, Frankrig og Danmark. For Parken i København er nemlig også med, lidt lokalkollorit er der vel plads til, skønt Parken hverken er et af de største eller bedste. Og Frits Ahlstrøms artikel handler da også først og fremmest om den gamle Idrætspark. Med stor veneration – ja, nærmest kærlighed – fortæller Ahlstrøm om det gamle stadion: de gentagne (og ofte tabte) landskampe mod Sverige, nummermanden Tage Jensen, der med skilte formidlede stillingen ikke blot i den aktuelle kamp men også kampene rundt om i landet, om indførelsen af orkestermusik før kampen og i pausen osv. Et fremragende historisk afsnit med mange personlige erindringer.
Det er også Frits Ahlstrøm, der har skrevet afsnittet om det største stadion, Camp Nou i Barcelona, hvor næsten 100.000 kan samles om blau-grana, Messi, Neymar m.fl. Det er først og fremmest historien om Barca fra 1899 og frem – og de afgørende personligheder, Joan Gamper, der satte det hele i gang, stjernen Laszlo Kubala og ditto Johan Cruyff, ”der svævede som en blød vind over græstæppet.” Ja, man kan nemt blive grebet, når man læser om fortidens helte, især dem man kan huske at have set i fjernsynet. Peter Schultz har skrevet om Liverpool FC, i hvis dna Anfield er en meget vigtig del sammen med Bill Shankly, Bob Paisly og ”You’ll Never Walk Alone”. Og Manchester Uniteds Old Trafford, et andet stadion præget gennem mange år af arbejderklassekultur, som nu befolkes af den øvre, globale middelklasse. Som det tredje engelske stadion er naturligvis Wembley beskrevet af Morten Glinvad – stedet med den største appel i engelsk fodbold. Og man kan jo huske før i tiden, når der fra tid til anden blev transmitteret en FA Cup-finale eller måske en landskamp fra Wembley, hvilken højtidelighed det gav anledning til, når man så det sirligt klippede græstæppe tone frem på den sort-hvide skærm.
Men der er altså også stadions andre steder i Europa end i England. Udover Dortmund-stadionet er Tyskland repræsenteret ved Olympia Stadion i Berlin (Boris Boll-Johansen), det milanesiske San Siro med rivaliseringen mellem Milan og Inter (Asker Hedegaard Boye) og det romerske Stadio Olympico, hvor rivaliseringen står mellem AS Roma og Lazio (Morten Rasmussen). I Spanien fortælles – ud over Camp Nou – om Estadio Santiago Bernabéu i Madrid (Bo Kampmann Walther), i Portugal Estádio da Luz i Lissabon (Niels Chr. Frederiksen), i Frankrig Parc des Princes (Asker Hedegaard Boye), i Holland vaskebaljen De Kuip i Rotterdam (Niels Idskov) og endelig Luzjniki i Moskva, som er ved at blive bygget om (Oscar Rothstein).
Læseren får et væld af gode historier, som både handler om spillet, spillerne og altså de store katedraler, inden for hvis rammer, der hele foregik og foregår. For spillerne, fansene, trænerne forgår jo relativt hurtigt – dog ikke i erindringen – men stadion består (i hvert fald i mange år). Så det er bestemt helt på sin plads med denne meget velskrevne beskrivelse af de bedste fodboldstadions i Europa: ”Det er her, vi kan høre, dufte og se spillet. Uden filter.”, som redaktøren for det hele, Asker Hedegaard Boye, skriver i sin indledning. At være på stadion til de store kampe, og også til de lidt mindre, er selve essensen af fodboldkærligheden. Det banker i brystet.
Anbefaling herfra altså – det var spændende læsning, og også billedsiden er løst fint, så man er med på, hvordan der ser ud på de mange stadions, man aldrig har været på. Og det der i Dortmund skulle altså være stedet, man ikke bør snyde sig selv for, så det må vi jo gøre noget ved!
Historie-online, den 15. marts 2017
