Guldalderen - 25 års dansk håndboldhistorie
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
En guldalder kan være mange ting. Det kan handle om kunst og kultur i begyndelsen af 1800-årene eller jazzmusik i 1930’erne og 40’erne, men det kan altså dreje sig om mænd og kvinder, der smider rundt med en harpiksindfedtet bold i større eller mindre haller. Og som sommetider begår voldshandlinger, der ville føre til øjeblikkelig fængsling, hvis det var foregået ude i det almindelige liv.
Det er altså håndbold, det drejer sig om. Og titlen ”Guldalderen” refererer til, at de to danske landshold – som sjovt nok betegnes med antikverede udtryk som ’dameholdet’ og ’herreholdet’ – i perioden fra 1990 til i dag har vundet fem gange EM-guld, tre gange OL-guld, et VM-guld, tre EM-sølv, tre VM-bronze og tre EM-bronze. Det må siges at være ret flot af de to landshold, der har toppet på forskellige tidspunkter. Kvinderne (’damerne’) toppede i 90’erne og begyndelsen af nullerne – men med Klavs Bruun Jørgensen ved roret kan det jo være, at høsten forøges her i december, hvor der er VM på hjemmebane.
Kvindernes indtog på verdensscenen i håndbold (hvis man kan tale om det i en sport, der ikke hører til de mest udbredte) fandt sted ved VM i Norge i 1993, hvor et landshold, der nær var blevet nedlagt, spillede sig i finalen, hvor det desværre tabte til Tyskland. Samtidig steg de charmerende kvinders popularitet helt vildt i den danske befolkning, så man kunne tro, der var tale om rockstars og ikke eliteidrætskvinder. Ulrik Wilbæk og holdet fik efter en vaklende begyndelse også tjek på den del af spillet, og i Søren Paaskes glimrende beskrivelse får vi alle triumferne gennemspillet igen. Mest spektakulært står naturligvis de tre gange olympisk guld. Tre vanvittige finalekampe, hvor de danske kvinder hver gang trak sig ud som vinder, skønt det nemt kunne være gået anderledes. Sejrene var over Sydkorea i 1996 efter omkamp, den vanvittige finale mod Ungarn i 2000, hvor Radulovic og det ungarske hold var langt foran til godt inde i anden halvleg, hvor alt så brød sammen for ungarerne, og endelig i 2004, hvor Jan Pytlick var blevet landstræner, og hvor det igen var sydkoreanerne, der måtte bøje sig efter to gange forlænget spilletid og straffekastkonkurrence. I alle tre tilfælde havde ingen for alvor regnet med, at det danske hold ville kunne toppe, men ekstremt talentfulde spillere som Anja Andersen, Camilla Andersen, Katrine Fruelund, Anette Hoffmann, Karin Mortensen, Mette Vestergård og en masse flere ville det anderledes. Der er tale om rigtigt gode historie at få genopført disse dramaer.
Det er det naturligvis også at høre om ’herreholdets’ meritter. For fra begyndelsen af nullerne begyndte mændene så småt at gøre kvinderne rangen stridig som mediedarlings. Det gik lidt op og ned ved diverse mesterskaber, men i 2008 kulminerede det i Norge, hvor det danske hold vandt europamesterskabet efter sejr over Kroatien. Turneringen havde budt på flot spil af danskerne, hvilket man ikke helt kan sige om den næste triumf, nemlig EM i 2012. Ikke desto mindre blev hjemmeholdet Serbien slået sikkert i finalen. Der skulle også være lagt op til EM-guld i 2014 på hjemmebane i Boxen i Herning – men franskmændene var ustoppelige i finalen. VM har danskerne ikke vundet i denne guldalder. Det er gang på gang gået galt – i 2013 med en fuldstændig uforståelig knockout mod Spanien i finalen. Den kamp vil vi slet ikke tale om! Og sidste år blev det bare til en femteplads ved VM. I januar er der EM i Polen – og så er det vel der, Mikkel Hansen & Co. må slå til igen.
Søren Paaske, der er sportsjournalist på BT, har skrevet en spændende og medrivende beretning om de to håndboldlandshold, der hver på deres måde har bidraget til dansk selvfølelse og begejstring – der er stor forskel på hunbold og hanbold! – og det er naturligvis især spændende, når man har fulgt med i perioden og kan huske de fleste af kampene. I hvert fald når man lige bliver mindet om dem. Det er også interessant at høre om livet på de indre linjer i omklædningsrummet og taktiklokalet – og det er da godt nok utroligt så tit, der har været skænderier og problemer. Som regel er problemerne blevet bilagt, men man sidder bestemt tilbage med indtrykket af til tider enormt selvbevidste primadonnaer af begge køn – og både på banen og udenfor.
Læs bogen som opvarmning til december måneds kvinde-VM og januar måneds mande-EM – det er både hyggeligt og spændende.
