Kvindernes idræt
Af Johnny Wøllekær, arkivar, Odense Stadsarkiv.
Historikeren Else Trangbæk er en af pionererne inden for dansk idrætshistorie, og hun har nu gjort en slags status over mere end 25 års forskning i forholdet mellem kvinder og idræt. Det er blevet til bogen Kvindernes idræt – Fra rødder til top.
Det er første gang, der laves en samlet fortælling om de danske kvinders idrætshistorie. Flere af de historier, som fortælles i bogen, har Else Trangbæk dog allerede fortalt i andre sammenhænge, men de er nu blevet samlet i et oversigtsværk, hvor hun trækker nogle lange linjer, om end bogen mest handler om tiden frem til 1970’erne.
Bogen handler om idræt, men også om kvindernes generelle kamp for ligestilling i samfundet og på idrætspladserne. Det er bogens ambition at skabe bedre forståelse for sammenhængen mellem idrætslivet og kvindelivet gennem tiderne – en ambition, som bedst opfyldes i den del, som handler om tiden før 2. verdenskrig.
Den moderne gymnastik- og sportsbevægelse blev i det 19. århundrede institutionaliseret i mange forskellige miljøer, som f.eks. skole, uddannelsessystem, private institutioner og frivillige foreninger. Idrætten var dog fortrinsvis for mænd, og der måtte flyttes mange grænser, før kvinderne blev accepteret. Kvinderne måtte kæmpe for deres ret, hvor mændene altid havde ret til fysisk aktivitet. Det var især kulturelle barrierer, som stod i vejen for, at kvinder kunne løbe, springe og svede. Fagfolk advarede kvinderne mod at dyrke sport. Det ville svække deres hjerne og nervesystem. Den franske baron Pierre de Coubertin, skaberen af de moderne Olympiske Lege, var blandt de meste indædte modstandere af kvinders deltagelse i sport (kvinder har dog siden 1900 deltaget ved Olypiske Lege). For ham havde kvinder kun én opgave i sport. Det var at krone vinderen med en sejrskrans! Helt indtil sin død i 1937 vedblev Coubertin med at kæmpe imod kvindernes deltagelse ved De Olympiske Lege - som bekendt forgæves!
Kvindernes indtog i idrættens verden kunne dog ikke stoppes, om end den somme tider kunne få pudsige udtryk. I bogen kan man f.eks. læse om et svømmestævne, hvor kvinderne ikke blev nævnt ved navn i programmet, og hvor de efter konkurrencen svømmede bort, så publikum aldrig så andet end deres badehætter.
Det er ikke en bog, der i tal og statistik forsøger at vise kvindernes vej ind i idrættens verden. Den analyserer ikke konsekvent, hvordan og hvorfor nogle idrætsgrene blev erobret af kvinder, mens andre ikke blev det. Derimod bruges en biografisk og livshistorisk tilgang. Det er subjektet, det enkelte individ – aktøren, om man vil – der er omdrejningspunktet, hvilket formidlingsmæssigt er et godt skaktræk. Det gør fortællingen nærværende, især når forfatteren samtidig gør brug af citater fra breve og andre kilder.
I Kvindernes idræt præsenteres nogle af de centrale personligheder i kvindernes kamp for idrætten, nogle af dem, der var med til at bryde fordommene. Fremstillingen er bygget op omkring det, som Else Trangbæk kalder Kvindeidrættens træ, hvilket er en kronologisk opdeling i blandt andet pionertiden, mellemtiden og væksttiden. I pionertiden var der en stigende forståelse for, at (især borgerskabets) piger led under mangel på fysisk aktivitet og frisk luft. En kreds af kulturbyggere (pionerer) satte sig derfor for at skabe gymnastiksystemer, der var tilpasset og egnet for kvinder. Typisk for tidens tankegang var, at gymnastikøvelserne ofte blev ledsaget af sang, eftersom det kunne udvikle åndedrættet. Blandt kulturbyggerne, der sikrede en stærk stamme på kvindeidrættens træ, var gymnastikpædagog Paul Petersen, der på sin egen skole uddannede lærerinder, som kom til at undervise i mange skoler.
Efter kulturbyggerne kom kulturbærerne, der sikrede, at kvindeidrætten blev spredt til højskoler, foreninger og skoler. Det var kvinder som Ingeborg Appel, Erna Juel-Hansen, Johanne Aagesen og søstrene Magdalene og Ingeborg Paul Petersen. De var ikke bare gymnastikkens kvinder, de var også moderne kvinder, der gik foran i kvindesagen. Det er bogens centrale tese, at idrætten var med til at kvalificere kvinderne til det moderne samfund. Den var grænseoverskridende og udvidede normen for kvindelighed. Idrætten gjorde kvinderne aktive og udvidede deres livssammenhænge. Idrætten havde et stort potentiale, der også omfattede sundhed, hygiejne, uddannelse, oplysning med mere. Disse idrætskvinder var stærke personligheder, der fik stor betydning for generationer af kvinder.
Else Trangbæk, der i februar fylder 60 år, har begået en spændende og læseværdig bog, der vil stå i mange år fremover. Bevares, bogen har selvfølgelig sine skønhedsfejl, som f.eks. oplysninger om bøger, der omtales i brødtekst og noter, men som ikke er nævnt i litteraturlisten, eller et interview fra 1992, hvor der alligevel bruges ældre retskrivning. Det kan dog ikke ødelægge helhedsindtrykket. Derfor vil jeg sige til lykke med fødselsdagen til Else Trangbæk og til lykke med bogen!
