Le Tour
Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv
”På 5. etapes 482 km lange, flade ridt til Bayonne var han (Napoléon Paoli) ude for et af de ejendommeligste uheld i hele Tour-historien. Midtvejs hamrede han Paoli ind i et æsel og fløj op på dyrets ryg. Æselet hvinede og galoperede af sted mod kørselsretningen, mens Paoli holdt sig fast ved at bore fingrene ind i det lodne æselskind. Efter et stykke tid knække benene sammen under det stakkels dyr, og den fortumlede Paoli løb tilbage til sin cykel. Han var en smule søsyg og forslået, men kastede sig alligevel i sadlen og cyklede videre. Der gik dog kun få minutter, før Paoli øgede sin ubegribelige andel af sort uheld: Da han passerede en klippeskrænt, faldt en sten ned fra en afsats og ramte plet oven i hans hoved. Trods store smerter gennemførte han etapen og kom i mål 5 timer 57’ 35’’ efter vinderen, den regerende Tour-vinder Firmin Lambot, som brugte 19 timer 44’ på den opslidende etape. Over et døgn på cyklen – og så et æsel og en sten i knolden. Paoli var åbenbart ikke sådan at slå ud og stillede op igen efter et yderst velfortjent hvil. På næste løbsdag gik ruten op i Pyrenæerne, og her kæmpede Napoléon Paoli bravt, til han nåede foden af Tourmalet. Da var smerten og trætheden alligevel blev uoverkommelig, og den arme mand steg af cyklen og lagde sig til at sove i en hytte ved vejen.”
Beretningen her er fra 1920, og det handler naturligvis om verdens største cykelløb, ja en af verdens allerstørste årlige idrætsbegivenheder, Tour de France. Løbet, der har eksisteret siden 1903 – igangsat for at få mere omsætning på bladet ”L’Auto” - har givet anledning til talrige mytologiske og barokke fortællinger som den ovenfor nævnte, om vanvittige etaper, modige og stædige cykelryttere, der trodsede vejr og vind, sabotage og strejker for at komme Frankrig rundt og vinde hæder. Alene det at gennemføre Tour de France er en præstation – også selvom man blot er blevet nr. 43 – en præstation, der rangeres over næsten alt andet i sportens verden.
Dette fantastiske løb har nu fået sin danske historiebog. Den uhyre velskrivende Joakim Jakobsen, der normalt slår sine folder i Weekendavisen med vidende artikler om især cykelløb og tennis, har gravet sig igennem hele historien og har fået fremstillet en virkelig ”lystbog” for os Tour-nørder. Og dem er der jo mange af især efter det dominerende danske islæt i etapeløbet i 90’erne, kulminerende med Bjarne Riis’ smukke sejr i 1996. Vi er mange, der har siddet klæbet til skærmen og oplevet mange flotte cykelløb – og vi er jo også en del, der har været trætte af, at ryttere som Miguel Indurain og Lance Armstrong har domineret løbet totalt, så alt næsten var afgjort, når den første enkeltstart var kørt – og før dem Bernard Hinault, Eddy Merckx og Jacques Anquetil. Disse superstjernes bedrifter og enevældige herredømme er det interessant at (gen)opleve, og det bekræfter Hinaults udtalelse om, at det er nødvendigt at være et dumt svin, hvis man skal vinde Tour de France. Men det er mindst lige så spændende at få udvidet sin horisont med ryttere, som man aldrig har hørt om før, og hvis bedrifter mere lå i at være med end i at vinde. Ligeledes de store ryttere, som man aldrig fik set: Bartali, Coppi, Kübler, Koblet, Bobet, Gaul og mange flere
Taler man om cykelløb og Tour de France må man også nødvendigvis tale om doping. Det har været en fast bestanddel af løbet – nærmest en nødvendighed, har mange ryttere ment. Den store kraftudfoldelse over mange dage og ikke mindst restitueringen mellem etapernes anstrengelser har kaldt på alskens medikamenter. I gamle dage noget så festligt som stryknin, cognac og kokain, og senere EPO, bloddoping og hvad ved jeg.
Bogen gennemgår løbet kronologisk fra den første tur i 1903, hvor Maurice Garin vandt over seks etaper i en gennemsnitsfart på godt 26 km/t, og så år for år, hvordan løbet udviklede sig og blev større og større, mere velorganiseret, nye ryttere trådte frem, nye bjergtinder blev indlagt i løbet, de kommercielle interesser tog over, oversøiske ryttere begyndte at gøre sig glædende: colombianere, amerikanere, australiere osv. – og frem til 2004-udgaven, hvor Lance Armstrong vandt over 20 etaper med en gennemsnitsfart på godt 40 km/t. Beretningen om de gamle dage er naturligvis det mest eksotiske at læse om: De mange hundrede kilometer lange etaper, forbud mod gear, sabotage med tegnstifter på vejen, så punktering på punktering var resultatet, rivalisering mellem de franske ryttere og mellem franskmændene og belgierne eller italienerne, de spektakulære uheld osv. Lige så vel er det skønt at få genoplevet nogle af de vanvittige etaper, man har set på TV akkompagneret af Mader og Leth: Bjarne Riis’ opvisning på Hautacam, Pantanis eksplosioner op ad Alpe d’Huez, Laurent Fignon smukke kørsel, Ulrichs kraftværk osv. osv. Det er umuligt og urimeligt at blive ved med at remse op, men forhåbentlig giver jeg dog et indtryk af, at det er meget underholdende læsning over næsten 700 sider, som holder én fangen, så man glemmer alt omkring sig. Det er naturligvis, fordi løbene har været så spændende, og fordi Joakim Jakobsen er en glimrende og levende skribent. Ind imellem vel lidt friskfyragtig, når der kommer indirekte tale og bandeord ind i fremstillingen, men virker, det gør det.
Nu har jeg altså læst bogen (i hvert fald en gang – det kan godt være, at jeg skal have gang i nogle af kapitlerne igen til have-læsning næste gang, det bliver juli), men ellers ville jeg bestemt have ønsket mig den i julegave. Jeg kan anbefale bogen til alle, der har svært ved at holde sig fra den mørke fjernsynsstue i den lyse sommertid, og som gerne vil have lidt kød og blod på alle de legendariske navne, som TV-kommentatorerne slynger om sig med. Det er næsten lige så fascinerende at køre på den store klinge i Tourens danske bog som at være der selv!
