Menu
Forrige artikel

Merckx – halvt menneske, halvt cykel

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2562

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Tour de France, den 15. juli 1969. Eddy Merckx havde et forspring i klassementet på otte minutter. Enhver anden førende rytter i løbet ville sætte sig på plads i feltet og kontrollere, køre defensivt. Men sådan var det ikke med Merckx. I stedet angreb han hen over adskillige bjerge, hvor han var stærk til at køre op og frygtindgydende til at køre ned – og da etapen sluttede i Morenx havde han lagt yderligere otte minutter til sit forspring.

I 1975 førte Bernard Thévenet med tre minutter samlet, da Merckx styrtede (efter et sammenstød med Ole Ritter) og brækkede kæben. Fortumlet og fuld af smerter satte han sig på cyklen og kæmpede videre for at stjæle sekunder fra den førende rytter. Det lykkedes i nogen grad, men Thévenet endte som den samlede vinder, og som man sagde, så skænkede Merckx Thévenet den fuldkomne sejr ved at kæmpe videre i stedet for at trække sig ud – som han nok burde have gjort. Merckx ærede med sin kamp Touren og den nye mester.

Ovenstående to beretninger er yderpunkterne i Eddy Merckx’ Tour-karriere. Han vandt løbet fem gange og opnåede i alt 34 etapesejre i det store franske løb. Der findes andre store mestre, dopede eller ej, som også vandt løbet flere gange, men som den eneste vandt Merckx også alt muligt andet. Af i alt 1800 starter i store såvel som små cykelløb vandt han de 525! Han vandt over hele året i den periode i slutningen af 1960erne og en god del af 70erne, hvor han totalt dominerede cykelsporten. Hvor de senere Tour de France-vindere koncentrerer sig næsten udelukkende om dette meget prestigefyldte løb, så begyndte Merckx’ sæson i februar og sluttede først i oktober – og han var i stand til at yde fuldt ud året rundt – for der var jo også nogle baneløb og seksdagesløb, der skulle klares om vinteren. Det var vildt! Og man mener faktisk ikke, at han tog præstationsfremmende stoffer!

På grund af sin ubændige vilje til at vinde hver gang, blev han kaldt ”Kannibalen”. Han overlod sjældent noget til andre, men fortærede modstandere og sejre dag efter dag året rundt. Hvorfor var det sådan? Hvorfor og hvordan kunne han gøre det? Det er noget af det, Mark Fotheringham har forsøgt sig med at svare på i denne biografi. Om det er lykkedes, må man nok stille spørgsmålstegn ved, for der er en masse måder at anskue Merckx’ karriere på – og hans mentalitet. Men det gør nu heller ikke så meget. Man vil jo nødig have alle myter skudt i sænk omkring dette cykelfænomen. Cykelsporten lever i høj grad på de gode, glorværdige historier, mand imod natur, blod, sved og tårer osv., og det vil den formodentlig gerne blive ved med.

Merckx var jo belgier, og han var en samlende figur i det splittede land, skønt den flamske del af landet længe ikke brød sig så meget om denne fransktalende mand fra omegnen af Bruxelles. Cykelrytterne fra Flandern havde ellers domineret i belgisk cykelsport – i hvert fald i forhold til forårsklassikerne i Ardennerne og Flandern, som man på de kanter anser for at være det essentielle. Men dem vandt han også ganske eftertrykkeligt endda. To gange Flandern Rundt, tre gange Paris-Roubaix og fem gange Liège-Bastogne-Liège. Dertil kom så syv gange vinder i Milano-San Remo, som han sad suverænt på, efter at han vandt det i 1966 som sin første store sejr. Man kunne jo godt føje til, at han også blev verdensmester i landevejsløb tre gange.

Fotheringham kan opregne flere grunde til belgierens kannibalisme. Fx at han vandt, fordi han kunne. Han havde faktisk ikke lyst til at lade en anden rytter løbe med sejren, når han selv mente, at han kunne vinde. En anden gjaldt især for etapeløbene, at han aldrig var sikker på sejren, lige meget hvor langt han var foran de nærmeste modstandere. Han var klar over, at der pludselig kunne komme et fysisk nedbrud, der kunne sætte den samlede sejr i fare, så det var med at samle sekunder og minutter overalt, hvor det kunne lade sig gøre. Og Merckx gjorde det virkelig i al slags terræn – opad, nedad, i et felt på flad vej eller i enkeltstartens kamp mod minutterne. Han kunne holde en enorm høj fart i meget lang tid og han kunne sprinte. Merckx var udenfor løbene en stille mand – måske lidt arrogant i sin attitude, men han sagde ikke mere end højest nødvendigt. Enkelte gange kunne han skeje ud med drukgilder med nogle af sine modstandere – for så næste dag at køre løb igen. På cyklen havde han et raseri, som det kan være svært at dissekere. Hvor det kom fra, kan vel ikke siges, men det har både noget med at være ærekær og usikker at gøre. Og ønsket om hele tiden at være den bedste. Hans sport var virkelig en lidenskab, som han ikke kunne distancere sig fra og se nøgternt på. Som nævnt spillede præstationsfremmede midler åbenbart ingen rolle. Han blev smidt ud af Giro d’Italia et år på grund af en positiv urinprøve, men det blev senere trukket tilbage, uden at man dog helt rensede ham. Det var han meget utilfreds med og det gav så anledning til yderligere vrede og sejrsraseri.

Som man se, begynder jeg nu også at bevæge mig ind i et eller andet mylder af forklaringer og uforståelige modsætninger, så det må jeg hellere stoppe med. Man kan nemt forklare, hvordan Merckx var bedre end alle de andre, men at begribe hvorfor er straks en anden sag. Ikke desto mindre – eller måske derfor – er det fascinerende læsning at vende siderne i Fotheringhams bog. Og fascination er en af de væsentligste ingredienser, når man sidder foran skærmen i marts eller april og ser en flok våde og beskidte cykelryttere klatre på krappe stigninger eller flyve hen over brosten, eller når man ser det store drama i de franske alper eller Pyrenæerne i juli måned. Det er ved at være mange år siden, verdens bedste cykelrytter hed Eddy Merckx, men det er sandelig stadig spændende at læse om.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kvindernes idræt
De forbudte billeder
Fodbold, fair play og forretning.