Niels Bukh - En politisk-ideologisk biografi.
Af Uffe Thyssen, arkivar, Vejle Stadsarkiv
Lad det indledningsvist være slået fast: Dette er ikke nogen anmeldelse af Hans Bondes biografi om Niels Bukh – dette er en anmeldelse af det medie, hvorpå Museum Tusculanum, har valgt digitalt at genoptrykke Hans Bondes udsolgte disputats: Niels Bukh. En politisk-ideologisk biografi. Vil man vide noget om disputatsens historiefaglige indhold, henvises der til Johnny Wøllekærs anmeldelse af disputatsens folkeudgave, der også er at finde på denne hjemmeside.
Men hvor skal man starte og slutte, når redaktøren kommer anstigende med en ”bog” til anmeldelse, hvor selve formen umiddelbart er det centrale og i det hele taget stort set uden fortilfælde. For det må konstateres, at det er et pionerprojekt udi digital historieformidling, som forlaget har kastet sig over. Udgangspunktet er naturligvis selve teksten fra Bondes over 900 sider lange disputats fra 2001. Men dette er nu garneret med 131 filmklip, som er speaket af forfatteren selv. Bogens oprindelige illustrationer er naturligvis også gengivet på cd-romen i forbindelse med deres oprindelige placeringer i teksten. Her er den første lille indsigelse påkrævet. Man benytter sig fra forlagets side af at zoome på billederne. Til tider lykkes øvelsen, om end opbygningen af selve zoomet hurtigt bliver stereotypt. Hvad værre er, at man som ”læser” ofte oplever, at man presser zoomet en tand for meget i forhold til, hvad billedets opløsning kan bære. Billederne bliver derfor af og til takkede og derved utydelige. Og for nu at blive ved CD-romens visuelle del, må vi konstatere, at også de mange filmklip i udvalgte sekvenser kommer til at lide under problematikken med opløsningen. Retfærdigvis skal det siges, at klippene i hovedreglen gengives godt, og alternativet havde været en tekstfremstilling, der havde krævet adskillige cd’ere, hvor et af værkets helt store plusser, nemlig søgeredskaberne, ville gå tabt. Som et plaster på såret fremvises de samme sekvenser på den medfølgende DVD i en højere opløsning.
For ud over det ganske underholdende element, at selve teksten ledsages af levende billeder, så er det især, når man vil bruge cd’en som søgeredskab, at udgivelsen for alvor glimrer. Men det er nok også i den sammenhæng, at man skal forvente at denne digitale nyudgivelse vil blive brugt. For udgangspunktet vil til enhver tid være en PC, hvad enten den nu måtte være bærbar eller stationær. Selv om bærbare computere vinder stadig større udbredelse, så er det langt fra alle der råder over en, og mange af de, der gør, har ikke nødvendigvis også lyst til at falde i søvn, mens de ligger og kikker på skærmen. Jeg vil påstå, det vil være ganske uudholdeligt at læse hele disputatsen fra ende til anden udelukkende ved at sidde og glo ind i skærmen, naturligvis med mindre man nøjes med en side om dagen. Derfor er det i søgefaciliteterne slaget skal slås, det bliver det, og forlaget går sejrrigt ud heraf, omend anmelderen dog vil sætte et par små stød ind. Som for eksempel når man i personregistret søger på Alsing Andersen. Ganske vist kommer man direkte til toppen af den side, hvor han er nævnt, når man klikker på sidetallet i personregistret, men opslaget nævner desværre ikke, hvor Alsing Andersen er nævnt. Hans navn må man nu søge efter i teksten og her ville det nok heller ikke have været teknisk vanskeligt at fremhæve hans navn, så det var nemt at finde i brødteksten.
Selve fremstillingen af teksten skal også nævnes i denne sammenhæng. For læsefeltet er ikke særligt bredt, og det gør, at det bliver en lang tekst at læse ned over. Bogstavtyperne er formentlig valgt ud fra et hensyn til læsbarhed på en skærm – æstetiske hensyn kan der i hvert fald ikke være tale om. Ligeledes kan det være irriterende, at man er nødt til at ramme præcist på de pile i vinduets højre side, der gør, at man kan få teksten op eller ned. Det kunne have været rart, at man kunne have bladret i teksten ved blot at ramme for oven eller forneden i hele bjælken.
Ellers må man konstatere, at projektet holder. Sagregisteret fungerer uovertruffent, hvor man kan søge på, hvad der falder en ind, og ikke mindst den direkte sammenhæng mellem teksten og dens noter gør læsningen en fornøjelse. At indholdet så heller ikke er at foragte, gør jo ikke noget.
Museum Tusculanum betegner selv projektet som en ”oplevelsesrejse i lyd, billeder og ord”, og der bliver ikke lovet mere, end hvad holdes kan. Slet ikke når man sætter den medfølgende DVD i maskinen. Her får man, ud over muligheden for at få speaket filmene på noget så eksotisk som japansk, også lejlighed til at se de over 130 filmklip i en tematisk sammenhæng som eksempelvis kunst og arkitektur, den nordiske olympiade, den italienske fascisme osv.
Med dette digitale genoptryk har Museum Tusculanum for alvor taget fat på fremtidens historieformidling. Grundmaterialet har været godt og omfangsrigt, hvilket afspejles fuldt ud i fremstillingen. Børnesygdommene er forbavsende få og det skal blive interessant at følge ikke blot hvordan dette forlag, men hele historiebranchen, vælger at bruge den elektroniske tidsalders redskaber og virkemidler.
