Smitstof - Kampen mod sygdom i 1800-tallets Danmark

Af Poul Ulrich Jensen  

I 1850 ankom lægen Peter Ludvig Panum til den lille lollandske havneby Bandholm, hvor der var udbrudt kolera. Den frygtede sygdom havde slået til uden varsel, og dens opståen og smitteveje var ligesom tidens andre epidemiske sygdomme en gåde for lægevidenskaben, der på det tidspunkt befandt sig på et næsten absurd lavt stade. Det gjorde de hygiejniske forhold også, for P.L. Panum måtte konstatere, at koleraofrenes boliger var et morads af ”Ureenlighed og Uhumskhed i höieste Grad”, og han var ikke i tvivl om, at her var den ideelle grobund for en koleraepidemi. Men hvordan spredte sygdommen sig? Der famlede han ligesom sine kolleger i blinde og vaklede mellem tidens to teorier – ”miasma” eller ”contagion”. Contagionisterne mente, at smitstof spredtes ved berøring, og at de syge derfor skulle isoleres ved passende karantæneforanstaltninger, medens miasmatikerne forestillede sig, at epidemier opstod, når luften var fyldt med giftige dunster fra fugt og råddenskab.  

Han endte med at iværksætte en karantæne og fik dermed sat en stopper for epidemiens videre udbredelse. Til gengæld havde han ikke nogen effektiv behandling at tilbyde de allerede angrebne, for lægerne stod, bortset fra enkelte opdagelser som fx koppevaccinationen, næsten uden våben i kampen mod de talrige sygdomme, der hærgede den danske befolkning. Det ændrede sig imidlertid drastisk i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor især opdagelsen af den hidtil usynlige smittekilde, bakterier, på få årtier frigjorde medicinen af en tung arv fra Oldtiden og forvandlede lægernes i bedste fald nytteløse, i værste fald livstruende behandlingsmetoder, til en effektiv sygdomsbekæmpelse.  

Det var et moderne gennembrud, der ikke stod tilbage for det, der på samme tid foregik i litteraturen og kunsten, selv om det hidtil er gået mere upåagtet hen i historieskrivningen. Nu har Klaus Larsen, der er journalist på Ugeskrift for Læger, rådet bod på denne mangel med bogen SMITSTOF, der fortæller ”kulturhistorien om lægevidenskabens moderne gennembrud, som det formede sig i Danmark.”Den supplerer på bedste vis forfatterens to tidligere medicinhistoriske bøger - Ve og velfærd fra 2007 om den danske lægestands og lægevidenskabs kulturhistorie gennem de seneste to århundreder, og Dødens teater fra 2012 om lægekunsten i Danmark fra 1640 til 1840. Begge blev rost for en omfattende research, formidlet på en spændende og letforståelig måde.      

Medicinhistorie er med sine blodige og makabre scenarier ikke for sarte gemytter, men få andre genrer kan give læseren et bedre indblik i den barske tilværelse, der indtil for kun godt 100 år siden var den skinbarlige virkelighed for størstedelen af den danske befolkning. Det var nemlig ikke kun på det fattige Lolland, det stod sløjt til med boligforhold og hygiejne. I København forsøgte en anden af tidens progressive læger, Emil Hornemann, at råbe alle ansvarlige myndigheder op med en sønderlemmende kritik af de sundhedsfarlige forhold. Gadernes rendestene fungerede som kloakker og flød over med ekstremt ildelugtende spildevand, drikkevandet fra de offentlige pumper kunne indeholde både haletudser, frøer og døde småfisk – samt selvfølgelig de endnu ukendte bakterier, og stanken fra de primitive latriner hang tungt overalt. Samtidig var boligforholdene forfærdende ringe, og en stor del af befolkningen klumpede sig sammen i baggårde og kælderlejligheder. Med Klaus Larsen som guide kommer læseren på en hårrejsende tur gennem det, E. Hornemann med god ret betegnede som ”en meget skiden By”.  

Også her slog koleraen til, og det kostede i 1853 næsten 5.000 københavnere livet, for lægerne havde ikke nogen effektive kurmetoder at byde på. Snarere tværtimod, for voldsomme opkastninger og diarréer dehydrerede de angrebne i en grad, hvor tidens gængse behandling med åreladninger, afføringsmidler, svedekure og kviksølvpræparater kun forværrede en i forvejen livstruende tilstand. Men midt i afmagten var epidemien et ”wake up call”, der manede til eftertanke. Noget måtte gøres, så i første omgang tyede lægerne til en ny gren af videnskaben, statistikken, for at kortlægge epidemiers opståen og udbredelse, og her tegnede der sig hurtigt et tydeligt billede. De elendige boliger og ekstremt uhygiejniske omgivelser var, som allerede P.L. Panum havde påpeget, perfekte arnesteder for alle slags livstruende sygdomme. Det var dog ikke et bevismateriale, der i første omgang imponerede de ansvarlige myndigheder.

Trods alle frustrationer var jagten på det usynlige smitstof dog gået ind, og næsten alle de læger, der skulle blive frontfigurer i lægevidenskabens moderne gennembrud, havde set, at det var en fjende, der var endnu farligere end krudt og kugler. De havde stort set alle gjort tjeneste under Treårskrigen 1848-50, hvor de blodige slag gav travlhed på lazaretterne, og lægerne ofte foretog amputationer næsten i døgndrift. Fra 1847 havde det været muligt at bedøve med kloroform og æter, men selv om det gav kirurgen bedre arbejdsbetingelser, blev en vellykket operation ofte fulgt af en dødbringende sårinfektion. Og det var ikke kun krigsskader og sårfeber, soldaterne døde af – sygdomme som tyfus og en dårligt organiseret sanitetstjeneste krævede endnu flere ofre.  

Det var værdifulde erfaringer, og også den følgende krig i 1864 fik betydning for sygeplejen. Ikke mindst fordi nogle få viljestærke kvinder, der havde gennemgået den nye diakonisseuddannelse, ydede en særdeles effektiv indsats på de overfyldte lazaretter. De blev fortroppen i en proces, hvor professionelle sygeplejersker erstattede de våge- og gangkoner, der hidtil havde udført det grove arbejde på sygestuerne, og der var stærkt brug for alle kompetente hænder, for sygehusvæsenet var i 1860’erne inde i en rivende udvikling. Således var Københavns Kommunehospital ved indvielsen i 1863 Europas mest moderne med gasbelysning, centralvarme og et avanceret ventilationssystem.  

Det var dog i laboratoriet, det moderne gennembrud for alvor tog fart. Her var man begyndte at opdage ”kim” eller ”sporer” som et håndgribeligt smitstof i stedet for de luftige ”miasmer”. Pioneren var Louis Pasteur, der beviste, at forrådnelse skyldtes levende mikroorganismer, synlige i mikroskopet og til stede overalt, også i luften. Efterhånden fyldtes operationsstuerne af den gennemtrængende lugt af desinficerende karbolspray, og bakteriologien blev den nye religion. Videnskaben var ved at få krammet på den hidtil usynlige fjende, og tyskeren Robert Koch kunne i 1880’erne identificere Vibrio Cholera, Mycobacterium tuberculosis og Corynebacterium diphteria som årsagen til tidens mest frygtede sygdomme: kolera, tuberkulose og difteritis. Sidstnævnte ramte næsten udelukkende børn, med en dødelighed på omkring 40 procent, og her fejrede bakteriologien en af sine første synlige triumfer, da det lykkedes at fremstille et serum, der modvirkede difteritisbakteriens giftstoffer. De gode resultater førte i 1902 til oprettelsen af Statens Serum Institut.  

Staten og kommunerne begyndte i det hele taget at sætte borgernes sundhed på dagordenen, og lægerne indtog en ny rolle i samfundet, omgivet af respekt og forventning, efterhånden som deres behandlingsmuligheder voksede. Et af de mest håndgribelige beviser på de nye tider var befolkningens stærkt forøgede gennemsnitslevetid. Den havde i år 1800 været 40 år - 100 år senere var der lagt 15 år til, og kampen mod dødelige epidemier havde fået en ny dimension. Forbedring af hygiejnen blev en folkesag, som det fx fremgik af de foranstaltninger, der skulle dæmme op for tuberkulosen, der langt op i 1900-tallet krævede et stort antal dødsofre, især blandt unge mennesker. Den var en mere diskret dræber, end koleraen havde været – patienterne tæredes langsomt hen, men bekæmpelsen var meget synlig i den danske hverdag. Forbudsskilte satte en stopper for tidligere tiders smittefarlige spytning på gulve og fortove, og tuberkulosesanatorier tilbød pleje i sunde og naturskønne omgivelser.  

Alt dette og meget mere kan man blive meget klogere på ved at læse Klaus Larsens velskrevne og spændende beretning. Bogens omslag - et foto fra 1870’erne af den smalle og skumle københavnske gyde Peder Madsens Gang, præget af elendige boliger og et ”Arnested for al Smitsot”, leder tanken hen på en kriminalroman. Og det er ganske velvalgt, for lægevidenskabens kamp for bedre sundhedsforhold og søgen efter det usynlige smitstof er faktisk lige så dramatisk som nogen krimi. Især når historien er lagt i hænderne på en kompetent fortæller. Det er i det hele taget en flot udgivelse, der også rummer mange gode illustrationer.