The people of democracy
Af Henrik Mølgaard Frandsen.
Kultursociologen og historikeren Henning Eichberg søger med sin seneste udgivelse, at anskue og vurdere demokratibegrebet ud fra en sociologisk vinkel. Omdrejningspunktet for analysen er menneskets forskellige måder at udøve og organisere sport på. Med udgangspunkt i primært Danmark søger Eichberg at påpege blandt andet tankemønstre og adfærd inden for sportsverdenen, der er af afgørende betydning for den måde, vi som mennesker forstår og lever demokratiet. Denne relativt utraditionelle tilgang medfører at demokratibegrebet bliver behandlet nedefra, med fokus rettet mod ”kropslig praksis- Forenings- og bevægelseskultur”.
Det skal siges med det samme, at Eichberg ikke hævder, at en bestemt måde at praktisere sport på nødvendiggør udviklingen af én bestemt form for demokrati (dette ville givet også være at tillægge sporten for stor en betydning !). Derimod fremsætter han flere eksempler på, hvorledes forskellig praksis inden for sportsudøvelse afspejler den måde, hvorpå mennesket forstår individet vis a vis samfundet – og hvordan dette selvsagt påvirker den demokratiske ånd i samfundet. Et oplagt eksempel, bogen angiver, er den militæragtige udøvelse af gymnastik i Tyskland under nazistyret.
Bogen er blevet til på baggrund af Eichbergs undervisning over fem år af euro-klassen på Gerlev Idrætshøjskole, hvilket forklare den noget usædvanlige struktur. Bogen er karakteriseret ved ganske mange underkapitler, spørgsmål til læseren (eleven) samt litteraturhenvisninger. Endvidere bliver man også ført rundt i ganske mange afkroge af demokratibegrebet – fra køns og minoritetsspørgsmål og Martin Bubers dialogteori til dopingspørgsmålet ! Dette kan siges både at være bogens styrke og svaghed. Således kan det fremhæves som en fordel, at han påpeger mange utraditionelle områder inden for demokratiområdet set i forhold til bogens omfang. Samtidig kan det siges at være en fordel, at den spørgende tilgang i indledningen af kapitlerne givet vil give stof til omfattende diskussion i et undervisningsforløb. Omvendt kan man godt side med en fornemmelse af, at flere af de behandlede emner ikke bliver behandlet tilpas dybdegående – eksempelvis i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt demokrati kan eksporteres til lande/kulturer, der ikke har tradition for demokrati. Endvidere skal det understreges, at Eichbergs tilgang til demokratibegrebet er usædvanlig, hvorfor flere (væsentlige) elementer inden for demokratiteori ikke bliver inddraget – såsom institutionelle og forfatningsmæssige forhold. Eichberg er naturligvis undskyldt i den forbindelse, idet det netop er hans hensigt at angribe demokratibegrebet fra en akavet vinkel, men en potentiel køber til denne bog bør være opmærksom på dette forhold.
